HVAD ER DER INDEN I FASANEN?
Der er en hel speciel stemning i luften – af forventning, nysgerrighed og spænding. I dag skal der parteres fasaner – det er afslutningen på et længere forløb, hvor fasanen har været i fokus. Vi har set små film om fasanens levevis, vi har tegnet og malet, og i dag slutter vi af med at tilberede de slagtede fasaner på bålet. Børnene pakker trækvognen med alt det nødvendige grej såsom brændekløver, brandtæppe og andet. Det er en velkendt arbejdsgang, hvor alle bidrager og er en vigtig del af fællesskabet. Ved bålhytten har vi valgt at dele aktiviteterne op i tre miljøer: 1. Ved det ene bord plukker vi fasanerne og studerer deres anatomi. Har fasanen ører? Tænder? Hvordan ser dens fødder ud? 2. Ved et andet bord bliver fasanerne parteret. Hvad er der inde i fasanen? Hvor stor er hjertet? Og kan man mon se, hvad fasanen har spist? 3. Vores tredje station er varmebålet, hvor der skal kløves træ, så vi kan holde varmen. Børnene vælger selv, hvor de har lyst til at være med og fordeler sig roligt mellem de forskellige aktiviteter. Nogle er meget optaget af plukning eller partering, andre vil helst se på eller kløve brænde.
I ÅHAVEN ER DET BØRNENES LEGEPLADS!
Vi skulle på et tidspunkt beskrive vores legeplads og udemiljø.1 Hvis I selv har prøvet det, ved I, at det kan være svært at få alle nuancer og stemninger med i sådan en tekst og derfor spurgte vi en bekendt, Marie, om hun ville tegne vores legeplads. Men først bad vi børnene om selv at vise og fortælle om deres yndlingssteder. Vi tog så billeder af alt det, de pegede på og sendte dem til Marie. Resultatet er derfor: 1. ”Børnenes legeplads i Åhaven” Legepladsen bærer tydeligt præg af, at ”hér må der leges!”. Vi voksne har ikke lavet mange regler, men vi ser børnenes nysgerrighed og fantasi som udtryk for god udvikling og trivsel for barnet. Det er så vigtigt, at vi kan lege og eksperimentere for at udvikle os. Derfor er det for eksempel efterhånden blevet en legeplads med mange store og små huller - det er altid populært at grave huller, hælde vand i og lave vandkanaler lige dér, hvor den store vandpyt ligger ved siden af. Måske er det midt på legepladsen, at vi kan grave gamle rør ned eller måske er det henne ved den store sten, vi kan finde insekter, orme og biller. Og
HVAD SKETE DER MED SELVSTÆNDIGHEDEN?
Vi er i starten af marts måned 2020, klokken er 10.30, og børnene i vuggestuen er netop kommet ind fra legepladsen. Det har været en formiddag med dejligt solskin. De har leget i sandkassen, rutsjet ned af den lettere fugtige rutsjebane, undersøgt jorden for muligt liv og en masse andet spændende med deres små venner på tværs af institutionen. De største af vuggestuebørnene har været på tur med nogle børn fra børnehaven samt to voksne fra henholdsvis vuggestuen og børnehaven. De skal snart starte i børnehaven. En helt almindelig dag Børnene finder deres plads i garderoben og begynder at tage overtøjet af. Man kan jo selv. Særlig de største, der snart skal videre i børnehave. De er efterhånden godt trænet i at være selvhjulpne, og en voksen siger til Oliver, der er færdig, at han gerne må hjælpe Edith, der har svært ved at få sine støvler af. Den voksne hjælper to andre børns imens. Efterhånden som de bliver færdige, sender pædagogen børnene ud på badeværelset for at vaske deres hænder. Her er der en anden pædagog, som allerede er i gang med at guide nogle børn i, hvordan de vasker deres hænder. Det kan være lidt svært, men de
CORONAEN HAVDE INDFLYDELSE PÅ STORT SET ALT I VORES DAGTILBUD!
Børn holder jo ikke op med at være børn og de ændrer ikke deres behov, fordi der er Corona i luften. De har de samme behov for kram, tryghed, nærvær og omsorg i en tid med store forandringer, som de har til alle tider – eller faktisk større behov. Dét gjorde det kompliceret fra marts 2020, da vi først blev lukket ned, og der blev indsat et nødberedskab, og da vi senere genåbnede under helt nye vilkår. Nu er vi nået til – i skrivende stund - januar 2021 og tingene er bestemt stadig meget brogede og udfordrende. Næsten et helt år har vi arbejdet under Coronaens betingelser og for at vise, hvor meget det griber ind i vilkårene for pædagogikken, har jeg brug for at skrive om det. Også for at vi kan fastholde og lære af de dyrekøbte erfaringer, vi har gjort!
DE MAGISKE ORD ER : SMÅ GRUPPER
To drenge er i gang med en leg. En af drengene siger: årh, hvor går det hurtigt! Den anden svarer: ja, det er fordi vi samarbejder … Instagram og Børneintra Da Danmark lukkede ned 11. marts 2019 blev hele institutionen hjemsendt. Vi havde ikke nogen børn til nødpasning, og fra den ene dag til den anden havde vi ikke et dagligt arbejdsfællesskab. Ved hjælp af sms-tråde lykkedes det os at holde fast i hinanden, og instagram var en platform, hvor vi kunne sende beskeder, legeforslag og gode ideer ud til forældrene, som vi vidste havde deres sag for med hjemmearbejde, hjemmeskole for de større søskende og underholdning af de små. Da vi endelig kunne åbne dørene igen efter påske, var der mange ender, der skulle mødes. Vi valgte at lave to afdelinger med to sæt retningslinjer – en for børnehaven og en for vuggestuen. Vi hørte rygter om afspærringsbånd til opdeling af legepladsen, opsætning af telte, der skulle byggetilladelse til, problemer med at skaffe håndsprit og handsker, og vi vidste, at det var nu vi skulle være kreative, hvis vi skulle bevare vores gejst. Vi gik selv på jagt efter sprit og handsker i de butikker, der endnu ikke var
DAGEN I KOLONIHAVEN
En morgen i Børnehuset Bullerbo sidst i april – lige efter genåbning. Samling – We will rock you 10 forventningsfulde børn står klar ved lågen, de er på vej i kolonihaven, de er allerede helt bevidste om, at de skal vaske hænder ved de ny opsatte håndvaske, lige som de gør med mor eller far, når de møder ind om morgenen. Kolonihaven har i mange år været en del af institutionen, og der har længe været et stort ønske om at bruge den endnu mere end tidligere. Corona retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen om afstand og udeliv fik ønsket til at gå i opfyldelse, da de ældste børnehavebørn fik kolonihaven som base fra april til august. Kolonihaven ligger 20 minutters gang fra institutionen, i et område hvor mange har helårshaver.
”VORES SKOV” – SPECIALGRUPPENS HVERDAG.
Corona-virussets indtræden i Danmark har vendt op og ned på hverdagens normale struktur, stort set hos alle. Det har også betydet, at Katholt Syd, en specialgruppe i Øster Jølby Børnehus, Morsø Kommune, har gjort skoven til deres daglige base. De 5 børn i specialgruppen har hver deres særlige behov bestående af kognitive udfordringer, udfordringer med tilknytning eller sproglige udfordringer. Sammen med to pædagoger og en studerende tager de i skoven hver dag mellem 8.30 og 13.30. Det væltede træ ”Susanne cykler i skoven med børnene Peter, John, Gitte og Karsten. Morten går derud med Oskar. I dag tændes bålet ved shelteret kl. 9.00 og der spises formiddagsmad. I går var der storm, hvilket italesættes af de voksne, og måske kan det ses i skoven. Børn og voksne går derfor på opdagelse, og pludselig råber Peter: ”Kom, Kom – se, det store træ, det er væltet”. Både børn og voksnes opmærksomhed fanges af det kæmpe træ.
ET GODT LÆRINGSMILJØ FOR TOSPROGEDE BØRN
Corona og COVID-19 medførte en gennemgribende ændring af vores samfund – og af vores hverdagsliv på Holmeå Børnecenter. Der er blevet gjort en kæmpe stor indsats for at udvikle alternative handlemuligheder indenfor pædagogikken overalt i Børnecentret. Her vil jeg imidlertid behandle et ganske bestemt område, nemlig de tosprogede børn og deres læringsmiljø. Formålet med at beskrive netop dette område er, at vi kan uddrage læring, der kan have betydning for det fremtidige arbejde indenfor netop dette felt. Den regionale og nationale indsats i forhold til corona har motiveret en tosprogsvejleder på Holmeå Børnecenter til at sætte sig nye mål for arbejdet omkring de tosprogede. Vejen kommune havde netop i 2020 et politisk mål om at arbejde med læringsmiljøerne, og temaet fylder i den styrkede pædagogiske læreplan. Restriktioner på ukrainsk Holmeå Børnecenter består af flere matrikler, og denne artikel tager udgangspunkt i det arbejde, der er foregået i Børnehaven i Hovborg. Første gennemgribende forandring i Børnecenteret kom, da Statsminister Mette Frederiksen lukkede Danmark ned den 11. marts 2020. Siden åbnede vi igen, men med mange forskellige restriktioner, som påvirker det pædagogiske arbejde i institutionen. I forhold til arbejdet med de tosprogede børn og deres familie var det et tilbageskridt ikke at
DA LEGOKLODSEN BLEV MUNDBIND
”Se mig Chugar. Mig har mundbind på” sådan sagde lille Gabriel på to år, til en af de voksne på hans stue. Gabriel legede, at en af Legoklodserne var et mundbind, og det skulle han have på, inden han skulle ud at flyve Vi er en stor institution, med mange børn. Vi arbejder, ”under normale” omstændigheder, gerne i mindre grupper og på tværs af stuerne, så børnene lærer hinanden bedre at kende. Ligeledes er samarbejdet på tværs af stuerne også med til, at personalet får bedre kendskab til alle børn i huset. Da vi i foråret blev pålagt restriktioner om at holde børnene adskilt i mindre grupper, havde vi, som personale, en følelse af at fratage børnene værdien og friheden til selv at kunne vælge, hvem de gerne ville lege med. Vi ved jo, at børnenes sociale kompetencer udvikles i fællesskab med andre, og i særdeleshed gennem tætte relationer – så hvordan skulle det gå, når vi fratog børnene muligheden for selv at vælge legekammerater?
PÆDAGOGERS BERETNINGER OM JOBBET I EN CORONA TID
”Det har været rart ikke at tænke på møder i løbet af dagen, at man skal forberede sig på at afslutte, så du kan møde eller passe andre folks børn. Det er rart ikke at sidde i et møde med dårlig samvittighed, fordi mine kolleger kæmper med dårlig bemanding på en stor børnegruppe.” (Kristin) ”Jeg sætter pris på god info fra ledelsen i disse tider. Jeg føler, at vi har formået det hele på fremragende vis. Sammen er vi gode!” (Tina) ”Jeg oplevede dele af perioden som stressende, med ekstra rengøring og nye rutiner. Jeg blev ofte stresset af at glemme at vaske legetøj efter brug, gøre toiletter, dørhåndtag, vogne, rene og følte på et tidspunkt, at mit fokus var mere i retning af at følge op på disse rutiner snarere end på børnene. I første omgang var det udfordrende at prioritere det ”rigtige”: Hjælpe en presset kollega der havde brug for et par ekstra hænder til bleskift? Selv om det ikke var ’min egen’ gruppe? Mange var i første omgang usikker på dette, men jeg følte, at vi henad vejen blev bedre til det. Jeg oplevede også at have mere 1:1 tid med hvert barn i min gruppe,
