Gennem flere år har det bekymret mig, at den amerikanske vurderingsmetode ECERS anvendes i Danmark. Det pædagogiske miljø bl.a. i naturbørnehaver scorer lavt, fordi der er for mange såkaldt farlige elementer. Træer, børn kan klatre højt op i.

Undersøgelser viser, at 38 pct. af vuggestuer og dagplejer vurderes til at have utilstrækkelig kvalitet. Det samme gælder for 28 pct. af stuerne i børnehaver.

Et barn rejser sig gentagne gange og forlader bordet. […] Den voksne rejser sig, går hen til barnet og sætter sig ved siden af det. Opholder sig et øjeblik i dét, barnet er optaget af.

Tredje gang udskifter vi ordet Om med et af børnenes navne: »Shanti, Shanti, Anne«. I dét øjeblik kigger hele gruppen barnet direkte i øjnene og smiler.

Jeg genfortæller lidt om nedbrydningstid, og vi kommer til at tale om den plastikpose, hun fandt. “Den tager 100 år om at forsvinde”, siger hun hurtigt, “men nu har vi ryddet den op.”

Hvis et barn skal kunne indgå i et fællesskab med andre børn og voksne, skal det kunne mærke sig selv fysisk og sansemæssigt, før det kan mærke, hvor de andre er henne.

Jeg fornemmer hurtigt, at kvalitet i dag ofte forbindes med begreber som dokumentation, mål og handleplaner. Men kvalitet opstår ikke i skemaer! Kvalitet opstår i mødet mellem mennesker!

Velkommen til Grøn stue: Her har vi dyreskeletter på væggen og i vindueskarmene og døde dyr i glas med sprit og i montrer på væggen. […] Her i børnehaven er ingen børn bange for døden.

Jens tager kikkerten ned og siger “Jacob, jeg har set en dumpap” imens han peger på mig. Vi griner begge to meget og går tilbage til de andre …

“Kan I høre katten?” Børnene lytter. Ingen siger noget. Blikkene søger rundt i rummet. “Vi må liste os ind på tå. Plet har virkelig god hørelse – og så er han ganske fræk.”