Pædagogens kompetencer– i spændingsfeltet mellem dagtilbudsloven og basal omsorg
Når et mindre vuggestuebarn bliver afleveret til mig af sine forældre, siger jeg altid: ”Godmorgen – har det været en god morgen?” Forældrene kender mit spørgsmål og ved, at jeg spørger til, hvordan barnet har det. Modtager jeg et træt barn eller et barn, der er ked af det? Der kommer heldigvis gode svar, som jeg sammen med mine stuekollegaer kan bruge til at skabe en god, tryg og stabil hverdag både for de børn, som helst ville være hjemme, og for dem, der løber lige ind på stuen og møder os med glæde og overskud.
Når de ansatte holder op med at være bremser!
Hver dag var der liv i legekøkkenet, på legepladsen, i krogen med legoklodser. Personalet havde imidlertid bemærket, at leg, der larmede, rodede og foregik i høj fart gennem rummene, ofte blev bremset. At leg, der sneg sig indenfor, når alle var udenfor, blev bremset. At leg, der blandede magneterne sammen med dyrene og bilerne og tusserne og
2/26 – Dagtilbudsleder – Pædagogisk Leder – Pædagogmedhjælper
Dagtilbudsleder – Pædagogisk Leder – Pædagog – Pædagogmedhjælper – Ledelsesteam Er du én af de fire kategorier ovenfor? Så handler dette temanummer om dig. Er du, eller har du været mere end én af dem? Så handler det rigtig meget om dig! – og lidt om dine kolleger også da. Der er artikler om, hvad du laver, hvad der er det vigtigste i arbejdet og udfordringer i det. Blandt andet via fascinerende dagbøger (se for eksempel de to første artikler) samt vuggestue- og børnehavepædagoger der beskriver deres respektive arbejde. Også om Stillingsbeskrivelser – hvad vi her i sær kan og skal. Hvorfor blev du pædagog? Eller leder eller …Beskrivelser og refleksioner over, hvad vi hver især kan have af grunde til at gå pædagogvejen. Måden vi møder børnene på er det vigtigste, som en af forfatterne skriver. Hvorfor skal vi hele tiden lave nye ting? Hvorfor anerkender man så lidt, hvad det lange seje træk giver og vil man ’ovenfra’ hele tiden have nyt, nyt, nyt. Hvis behov er dét egentlig? De mange levende praksisbeskrivelser – skal stadig være 0-14’s linie! De første 4 artikler er således simpelthen ’gode historier’, med tilhørende pædagogiske refleksioner. Praksiseksempler går i det hele taget igennem stort set alle artikler. Vi vil være et levende tidsskrift mere end et pædagogisk princip-katalog. Men teorier og refleksioner vil
Der blev stille i den ellers ordfyldte personalestue
Malthe havde mistet sin eneste ven i går for øjnene af os alle. Vi havde bare ikke set det. Vi havde kun haft blik for alt det, vi synes, Malthe selv smed væk. Mette havde dagen før skrevet noter fra en samtale med Malthe, som hun læste højt på stuemødet. Malthes ord om at blive så vred og ked af det, da hans eneste rigtig gode ven i børnehaven inviterede en anden dreng med i legen, at han rev en stor tot hår ud af hovedet på ham, og sådan mistede sin eneste ven. Malthes ord om voksne, der altid skældte ud, så han havde besluttet sig for aldrig mere at lytte til os.
En helt almindelig torsdag som institutionsleder
Kl. 8.47: Træder ind ad døren til Krudthuset. Trafikken ud af København og syd over var særligt medgørlig i dag. Sidste tanke inden døren lukker bag mig, er endnu en gang: ”Vi selvejende institutioner i privat drift må altså snart finde på et andet ord for os selv. Selvejende daginstitution i privat drift er simpelthen for langt og bøvlet. Vi bliver for tit misforstået. Er vi selvejende eller private? Frie? Uafhængige? Efter 15 år er rutinen dejligt velkendt: Ind på kontoret og lægge bilnøgler og telefon, tænde for pc’en og hænge jakken. Videre ud i køkken/alrummet mens jeg hilser på de børn og forældre, jeg møder på vejen. Hilse på Karin i køkkenet og tjekke skemaet for evt. ændringer. En tur rundt i huset og hilse godmorgen til alle børn, medarbejdere og forældre. Slutter rundturen af tilbage i køkkenet for at hente dagens første kop te.
Brudstykker fra en pædagogs dagligdag
Kl. 7.30: Jeg møder ind på Muslingestuen i min Vuggestue Blæksprutten. Der er stille endnu, kun 3 børn leger med dukkevogn, og jeg nyder roen, mens jeg gør klar på stuen. Jeg tænker imens over, hvordan jeg også i dag kan skabe små, trygge legezoner, som børnene kan lande i – især for dem, der har brug for en blid start.
”Vi har lukket noget ind i børnelivet, som nemt kan komme til at forstyrre alt muligt vigtigt – for eksempel tryghed, kontakt og trivsel”.
Hvordan bidrager de mange skærme til småbørns udfordringer? ”Det gør de på forskellig vis. Et konkret eksempel på det kunne være en 4-årig dreng, som jeg havde siddet til konference om ude i en børnehave. Han var meget ængstelig, og det kan der jo være mange årsager til, at børn er. Vi kunne ikke rigtigt finde ud af, hvad det bundede i. Jeg aftalte til sidst med forældrene og personalet, at jeg lavede en observation hjemme hos forældrene. Da jeg kom ind i huset, så jeg to gaming computere inde i stuen og en kæmpestor skærm på væggen. Da hans ældre søskende kom hjem, spillede de nogle meget voldsomme skydespil. Det var tydeligt, at den lille dreng blev både forvirret og bange. Når man er 4 år, kan man ikke forstå, at dét, der foregår på skærmen, bare er en form for leg.
Små engle eller møgunger?
Er Lisa en lille engel eller en møgunge? Er hun en helt almindelig unge, der bare ikke ved bedre? Gør hun det med vilje? Eller er hun måske en pige med nogle vanskeligheder med at beregne årsag og virkning og med at holde impulser tilbage? Hvordan vi bedømmer hende og hendes evner bestemmer, hvordan vi forholder os til adfærden og til hende som person. Lisa er fem år gammel. Hun leger med sine brødre og kusiner. De leger med vandballoner. De andre gemmer sig, og venter til Lisa kommer forbi, og smider så balloner på hende. Hun er ret våd allerede. Da hun sniger sig langs med husmuren for at se, om de er bag næste hjørne, får hun vandballoner på sig ovenfra. Hendes storebror og to kusiner står i vinduet på hendes værelse på første sal og dropper ballonerne på hende. Hun tager vandslangen, som ligger på græsplænen, og sprøjter vand op på dem. De skriger og forlader vinduet. Lisa forsætter med at sprøjte gennem vinduet, til hun hører sin far råbe: “Hvad laver du, Lisa? Du ødelægger jo gulvet på dit værelse, når du sprøjter al det vand ind”. Han sad sammen med de andre voksne og drak kaffe og snakkede, til han hørte ungernes skrig.
Et nært venskab er under udvikling
Vores pædagogiske afsæt er, at inklusion handler om at skabe deltagelsesmuligheder i fællesskaber. Inklusion betyder ikke at barnet skal tilpasses fællesskabet, men at fællesskabet formes, så alle børn kan deltage. Klokken er lidt over tre om eftermiddagen. Der er stadig mange børn på stuerne, og der foregår flere aktiviteter og lege. Inde på Stærestuen, hvor der er helt roligt og kun få børn, står Bjørn på 4,5 år og leger med sine Paw Patrol-figurer og et par dinosaurer i vindueskarmen. Han genkender figurerne gennem hænderne og placerer dem omhyggeligt foran sig. Bjørn har et betydeligt synshandicap og en hjerneskade, som påvirker hans måde at orientere sig, lege og indgå i sociale sammenhænge på. Døren går op, og Emma kommer ind fra en af de andre børnehavestuer. Hun går målrettet hen til Bjørn, sætter sig ved siden af ham og siger: “Jeg fandt Chase – vil du lege?” Bjørn smiler, rækker hånden frem og gentager: “Chase.”
Når udfordrede børn bliver udfordrende… er det oftest pædagogikken, vi skal se på
Vi er på stuen i en daginstitution. På sofaen ved siden af vinduet sidder en medarbejder. Foran hende står en 1-årig pige, som er meget ked af det. Hun er lige startet i institutionen, og hun græder højlydt og hjerteskærende, imens hun prøver at komme tæt på medarbejderen ved at holde om hendes arm. Medarbejderen trækker sin arm fri af barnets greb, så pigen er ved at falde og medarbejderen siger vredt: ”Vil du ikke godt stoppe!?” Pigen græder endnu mere og endnu mere højlydt. Medarbejderen fortsætter i et bestemt og bebrejdende toneleje: ”Nej, din far er på arbejde hele dagen. Du skal tie stille nu.” Pigen græder højt og appellerende og den pædagogiske medarbejder siger: ”Vi er godt klar over, at du er en anelse forkælet.” Pigen siger grådkvalt: ”Far” og svaret kommer resolut: ”Nej, far er på arbejde. Slut.” Pigen siger herefter spørgende, mens hun fortsat græder: ”Mor” og svaret er igen: ”Mor er på arbejde. Slut.” Begge gange bliver der sat ekstra tryk på, når medarbejderen siger ’slut’. Irritationen overfor pigen er tydelig og utvetydig.
