Hvis et barn skal kunne indgå i et fællesskab med andre børn og voksne, skal det kunne mærke sig selv fysisk og sansemæssigt, før det kan mærke, hvor de andre er henne.

Velkommen til Grøn stue: Her har vi dyreskeletter på væggen og i vindueskarmene og døde dyr i glas med sprit og i montrer på væggen. […] Her i børnehaven er ingen børn bange for døden.

Birk træder ind på stuen med et insektglas i hånden. Morgensamlingen er lige ved at begynde, men han har noget vigtigt, han gerne vil vise. I glasset kravler en lille grøn larve, som han har fundet derhjemme.

“Jeg savner dem allerede.” Ordene kommer fra en dreng på omkring tre et halvt år. Han står med en voksen i hånden. Rundt omkring leger de ældste børn, som om få dage skal videre i mini–SFO.

Mens jeg spadserer rundt i Børnehuset med Mette, hæfter vi os specielt ved, hvad det er, hun, dagtilbudslederen, en pædagog og en forælder har haft indflydelse på. Og de fik faktisk næsten alle deres ønsker igennem, både mindre og større ting! Hun udpeger eksempler på dette undervejs og hun understreger, at der har været et meget flot samarbejde om det mellem de involverede faggrupper. Grundstrukturen giver små, sammenhængende enheder ”Det er jo en stor institution, og derfor var vi meget opmærksomme på at få den brudt op i mindre enheder. Hver stue har så at sige sin egen ’afdeling’ med egne toiletter, garderober, og så videre. Samtidig er det lavet sådan, at børn og forældre går direkte fra det sted på P-pladsen, hvor deres ’afdeling’ er og ind i garderoben – hvorfra der er fem meter til deres stue. Det er nemt, overskueligt og du har egentlig ikke indtryk af stor daginstitution.”

”Det betyder naturligvis rigtig meget, at vi har stuerne, hvor vi kan lave lidt mere rolige aktiviteter og lidt mere afgrænsede. Men for mig er det meget vigtigt, at vi også har muligheden for et stort sanserum. Vi kalder det for vores Hjerterum. Her kan vi mødes og for eksempel holde de fredags samlinger, jeg lige talte om. Personalet kan i hverdagen gå derud med store og små børnegrupper og lave aktiviteter, der kræver god plads. På nogle tidspunkter er der også faste aftaler om, at for eksempel vuggestuen kan bruge rummet, på andre tider er det børnehaven, og nogle gange er det alle, der frit kan blande sig.

HJ: ”Der er netop både tale om sparring og om at give en hjælpende hånd. I praksis er det oftest lederen fra stedet, der henvender sig til PPR om assistance. Efter det indledende oplæg gennemgår vi simpelthen huset, rum for rum, og så får en stue for eksempel en formiddag med mig. Så tømmer vi stuen. Og ud fra mit kendskab til læringsstile, og så videre, beslutter vi sammen, hvordan vi skal indrette rummet. Mange gange starter vi med at lave et Legetek, som er rygraden i det hele, hvor man kan hente mere legetøj. Dernæst kan det handle om møblering; samt smide legeting ud og udskifte med noget andet og bedre. Men et vigtigt grundlæggende princip er, at alting bor et sted. Playmobil manden er ikke hjemløs – han bor faktisk et bestemt sted, også selv om han har været ude at køre tur i dukkevognen; han skal hjem til sidst. Vi har også fokus på voksenpositioner, som tydeliggøres med en anden slags stol end stuens øvrige. Nogen gange er det muligt, at der sidder en voksen der, andre gange ikke.

Skal vi lege arkitektur? Det er nok ikke et spørgsmål, som mange børn stiller. Men børn leger allerede arkitektur. Uden at vide det. Det kan være med tæpper og puder, som de bruger til at lave en hule eller i sandkassen, hvor de små arkitekter graver snirklede veje i sandet. Arkitektur er en naturlig del af børns leg og alle børn har relationer til rum. Hver dag er de omgivet af forskellige rum i institutionen, til fritidsaktiviteter og i hjemmet. Rummene påvirker os og er med til at sætte en ramme og stemning for vores hverdagsliv, også for børn. Alle børn har derfor også en holdning til, hvad dé synes er gode rum – og hvad der er mindre gode rum. Hvad enten det er i køjesengen derhjemme eller det sted på legepladsen, de allerbedst kan lide at lege. Men hvornår er noget et rum? Skal der vægge og tag til? Eller kan det også være hulrummet bag en åben dør eller den skygge et træ har kastet på jorden?

To børn søger mod legekøkkenet i vuggestuen. Pædagogen placerer sig på gulvet ved siden af dem og iagttager den leg, der så småt kommer i gang. Et barn (B1) finder en kasserolle og siger: ’mad’. Et andet barn (B2) finder en gryde frem og sætter den på komfuret. Pædagogen: ’Hvad skal der ske nu? Skal I lave aftensmad?’ B2: ’Ja! Røre, røre.’ Pædagogen: ’Skal vi finde en ske? En grydeske? Og et piskeris? Så kan I begge hjælpe med at røre og lave aftensmad?’ B1: ’Mig æg.’ Pædagogen: ’Æg? Uhm. Det lyder lækkert. Skal det være et æg, vi koger i gryden? Så kan man lave et blødkogt æg, som man spiser med en ske. Eller man kan koge et hårdkogt æg, som man putter på sin rugbrødsmad.’ B1: ’Nej. Ik’ det æg. I stykker.’ Pædagogen: ’Ah. Er det et spejlæg, du mener? Sådan et, hvor man knækker ægget og steger det på panden?’ B1: (Smiler og klapper i hænderne). Pædagogen: ’Det var et spejlæg, du mente. Det kunne jeg se, for du blev helt glad, da jeg sagde det.’

Hvordan deler vi os op i mindre børnegrupper, når vi kun har én stue til rådighed til 12 vuggestuebørn? Dette var spørgsmålet som ofte gik igen på vores planlægnings- og evalueringsmøder. Det blev også et spørgsmål, som fik os til at tænke i lidt alternative løsninger for, hvor vi kunne skabe nogle ekstra fysiske legemiljøer. I Rosa arbejde vi til dagligt i mindre børnegrupper, når der leges. Det betyder at vi ofte deler os op, og at en voksen er sammen med fire børn om en planlagt leg. Legen bliver planlagt ud fra tre kriterier: – zonen for nærmeste udvikling – her bruger vi ofte sprogtrappen som metode til at se, hvor det enkelte barn er i sin udvikling, – børnefællesskabet, – børnenes interesse. Hvis vi skal lykkes i arbejdet med mindre børnegrupper, hvor det enkelte barns trivsel, udvikling, læring og dannelse er det primære fokus, er vores indretning af fysiske pædagogiske læringsmiljøer og legezoner langs vores mange gangarealer en af de afgørende faktorer.