I dagtilbuddet var jeg den fysisk nærværende leder, der kendte børn, forældre og medarbejderes hverdag indgående. Så jeg børn i mistrivsel, kunne jeg bistå personalet med det samme og havde fingeren på pulsen. Men i SFO’en, hvor jeg leder tre afdelinger, er det ikke længere muligt – eller nødvendigt – at være overalt på én gang. Hvor jeg før var tæt på, er jeg nu nødt til at lede på distancen. Det betyder, at mine beslutninger ikke længere kun bygger på, hvad jeg selv ser, men på den viden, medarbejderne formidler til mig. Det stiller nye krav – ikke mindst til min kommunikation og evne til at lytte.

Kunsten er at skabe en organisering, som også kan være dynamisk, og hvor børnene kan få indflydelse både på deres aktivitet og på, hvem de er sammen med. Pædagogen, som er morgenåbner, er ansvarlig for organisationsplanen fra morgenstunden, til vi går ud på legepladsen over frokost. Herefter tager pædagogen, som lukker, over for eftermiddagen. Også eftermiddagen er organiseret så alle voksne kender deres position.

Eksemplet kunne være eftermiddagsfrugten Det er tirsdag i værkstedsrummet i vuggestuen. Pædagoger, pædagogmedhjælpere og ledelse sidder om det runde bord. Hver uge mødes vi i refleksionsrummet for at tale om det, vi har set, mærket, oplevet og undret os over i hverdagen med børnene. Det gør vi gennem små praksisfortællinger, som bliver nedskrevet i vores refleksionsark, der hedder ”Visuel Pædagogisk Refleksion.” I dag handler samtalen om eftermiddagen i vuggestuen. Om overgangen fra søvn til frugt. Om mellemgruppen og storegruppen der vågner i forskelligt tempo. Og om voksne der gerne vil skabe nærvær og langsommelighed, men som indimellem oplever, at vores organisering kommer til at stå i vejen.Eksemplet kunne være eftermiddagsfrugten Det er tirsdag i værkstedsrummet i vuggestuen. Pædagoger, pædagogmedhjælpere og ledelse sidder om det runde bord. Hver uge mødes vi i refleksionsrummet for at tale om det, vi har set, mærket, oplevet og undret os over i hverdagen med børnene. Det gør vi gennem små praksisfortællinger, som bliver nedskrevet i vores refleksionsark, der hedder ”Visuel Pædagogisk Refleksion.” I dag handler samtalen om eftermiddagen i vuggestuen. Om overgangen fra søvn til frugt. Om mellemgruppen og storegruppen der vågner i forskelligt tempo. Og om voksne der gerne vil skabe nærvær og langsommelighed, men som indimellem oplever, at vores organisering kommer til at stå i

”Vi har fået sådan et mantra i vores kommune, at ingenting er godt nok. Det man gjorde før, skal man hele tiden revurdere og se kritisk på, fordi nu er der sikkert en eller anden ny måde at gøre det på”. (sagt af leder af daginstitution) Søren, som er en erfaren pædagogisk leder, sidder med kommunens seneste KIDsrapport foran sig. Graferne er grønne, tallene for forældretilfredshed i top og sygefraværet er – som det har været i alle de 30 år, han har været leder – markant lavere end kommunens gennemsnit. – Han burde være glad. I stedet mærker han en velkendt forundring brede sig i kroppen. Foran ham sidder dagtilbudschefen. Hans blik er allerede rettet mod de små marginaler, der kan optimeres. ”Hvordan vil I forbedre jer til næste år?” lyder hans spørgsmål.

Jeg blev færdiguddannet som pædagog i 2005. Da jeg i sin tid valgte pædagogfaget, kom det ikke af en ’livslang drøm’, og så alligevel har det måske altid ligget lidt i baghovedet. Jeg har arbejdet som medhjælper, som ’ung pige i huset’ og som støtteperson, før jeg startede på uddannelsen – så måske har lysten og tanken været der, selvom den ikke var så bevist. Jeg har faktisk næsten udelukkende arbejdet i dagtilbud, siden jeg blev uddannet. Jeg kan godt huske følelsen, da jeg blev uddannet sammen med mine studiekammerater. Den der følelse af, at det var mere ’vigtigt’ at arbejde på et mere specialiseret område, og mange af mine studiekammerater valgte også den vej. Desværre har rigtig dygtige pædagoger også valgt den vej siden hen – men det har været fordi rammerne på dagtilbudsområdet har været for hårde at være i.

Mens pædagogmedhjælperen i 1970´erne havde rollen som praktisk hjælper for pædagogen, omhandler pædagogmedhjælperens opgaver i dag også: • leg og omsorg for barn og børnefællesskab • samarbejde med kolleger om pædagogiske aktiviteter • samarbejde med forældre Udvidelsen af opgaverne skal ses i lyset af et stigende fokus på dagtilbudsområdet. Forskning peger på, hvordan børns tidlige leveår påvirker livschancer og voksenliv. Det gælder for eksempel trivsel, sundhed, uddannelse, arbejde. Det er ikke ligegyldigt, hvordan alle de voksne er i relation til børnene, hvordan hverdagen organiseres, hvordan de voksne samarbejder om at skabe inkluderende læringsmiljøer og børnefællesskaber. Dagtilbud skal levere kvalitet – og det stiller krav til også pædagogmedhjælpere. De skal ikke ’bare’ feje og tage af bordet. Deres daglige arbejde og de pædagogiske indsatser, de deltager i skal stå i relation til dagtilbuddets mål og fremme børns udvikling, læring, trivsel og dannelse. Disse mål og indsatser skal igen relatere sig til Dagtilbudsloven og Den Pædagogiske Læreplan.

Maibritt Iversen fortæller indledningsvist: ”Helt tilbage i 2011 havde vi i en periode mange forskellige ’forstyrrelser’, og der oplevede vi simpelthen, at vi var nødt til at formulere et solidt pædagogisk fundament, med basis i vores respektive pædagogiske fagligheder. Du kunne også kalde det at tydeliggøre og udvide de pædagogiske læreplaner. Det blev til mange beskrivelser inde på vores hjemmeside, herunder også ret omfattende stillingsbeskrivelser. Hvem er vi? Hvad er det, vi kan hver især? Hvad er det, vi forventer af pædagogmedhjælpere, vikarer, pædagoger, køkkenpersonale, leder, og så videre.

Kl. 8.47: Træder ind ad døren til Krudthuset. Trafikken ud af København og syd over var særligt medgørlig i dag. Sidste tanke inden døren lukker bag mig, er endnu en gang: ”Vi selvejende institutioner i privat drift må altså snart finde på et andet ord for os selv. Selvejende daginstitution i privat drift er simpelthen for langt og bøvlet. Vi bliver for tit misforstået. Er vi selvejende eller private? Frie? Uafhængige? Efter 15 år er rutinen dejligt velkendt: Ind på kontoret og lægge bilnøgler og telefon, tænde for pc’en og hænge jakken. Videre ud i køkken/alrummet mens jeg hilser på de børn og forældre, jeg møder på vejen. Hilse på Karin i køkkenet og tjekke skemaet for evt. ændringer. En tur rundt i huset og hilse godmorgen til alle børn, medarbejdere og forældre. Slutter rundturen af tilbage i køkkenet for at hente dagens første kop te.

Jeg har lige afsluttet telefonsamtalen med Viggos far, da Karina fra Solsikkestuen kommer ind på kontoret. De har en pædagogisk udfordring ude på legepladsen, som de gerne vil have min hjælp til. På vej ud på legepladsen møder jeg Kasper fra vuggestuen. Han spørger, om jeg har 5 minutter bagefter. Han har lige haft en vanskelig forældresamtale, som han har brug for at tale med mig om, og vi aftaler at mødes efter hans pause. På vej tilbage til kontoret møder jeg de to fire-årige Oskar og Sofie i Klokkeblomstens garderobe. De har lavet fine papirsfugle, som de gerne vil vise mig, og vi taler om, hvordan de vil flyve med dem ude i skoven i morgen. Tilbage på kontoret igen venter Lotte fra vores fuldintegrerede afdeling på mig. De kan ikke få vagtplanen til at hænge sammen i næste uge, om vi lige kan finde tid til at drøfte udfordringerne? Jeg kigger på uret. Om 10 minutter begynder dagens netværksmøde, og jeg er mødeleder. Jeg aftaler et møde med Lotte i morgen, griber min mødemappe og bevæger mig mod mødelokalet.

I institutionen er der 40 vuggestuebørn og 80 børnehavebørn. Institutionen rummer 38 medarbejdere, en souschef og en institutionsleder. Siden jeg i august 2024 tiltrådte som leder, har vi haft fokus på at skabe en god kultur, hvor der er plads til udvikling, trivsel og samarbejdsglæde. Med stor respekt for hvad institutionen allerede rummer. I tæt samarbejde med min souschef Mette E og hele personalegruppen har jeg skabt en klar fælles retning for arbejdet, med fokus på, hvordan faglighed og hjerte skal hænge sammen i den pædagogiske praksis.