Bittesmå forhold kan ændre børns liv. Børn er fløjtende ligeglade med, om de efterlever læreplanens fine mål. Børn skal være trygge og helst ofte glade. For så “kræver det nemlig et ganske særligt talent at forhindre dem i at udvikle sig”, som Ann-Elisabeth Knudsen har sagt. Børn kan ikke sige op. Deres modstand mod det, de bliver budt, kan også kræve et særligt talent at afkode. Derfor er det vigtigt, at de omgives af voksne, som kan tænke sig om. Voksne, som forstår at oversætte børns intentioner og de uopfyldte drømme eller behov, der gemmer sig bag en, måske, uforståelig adfærd. Det betyder, at ingen institution er bedre end køkkendamens, pedellens, eller den nye vikars adfærd.

Tilbageblik til min skoletid: ”Jeg skal nok komme og hjælpe dig, lige to minutter”. Jeg kiggede på Marie, der godt vidste, at jeg først ville tage mig af Sofie, inden jeg ville vende tilbage til hende. Marie og jeg voksede op sammen og hvis jeg ikke selv kan huske det, ja så kan hun. Hun fortæller om mig, som den der altid tog mig af de andre og sørgede for, at de følte sig dygtige, hvis vi f.eks. som her legede skole. Jeg husker det også selv sådan. At jeg elskede, når jeg kunne hjælpe Sofie med at forstå noget matematik, som hun ikke før havde forstået eller vise Marie, at hun var et helt igennem vidunderligt lille menneske.

Klokken er ni mandag morgen, en kølig dag midt i april. De første børn er allerede kommet ud og søger mod det bagerste hjørne af legepladsen. Det er vores faste udedag og i dag er bålet tændt og brænderjernene er lagt klar i flammerne. Ved bordene ligger der trælister, save og sandpapirsklodser klar. ”Hvad skal vi lave i dag” spørger Madeline og Vega. Min kollega Helge forklarer: ”Først skal I save en terning og slibe den, og så går I over til Line og får brændemærket den. ”Line, hvad er brændemærke?” spørger Madeline. Jeg forklarer om brændejernene i ilden og viser børnene den terning, jeg selv har lavet. ”Det vil jeg også lave” siger pigerne i kor, og snart er de i gang med hver sin sav. Flere børn og endnu en kollega er kommet ud og hele legepladsen summer af liv og glade stemmer, på trods af det kølige vejr.

Malthe havde mistet sin eneste ven i går for øjnene af os alle. Vi havde bare ikke set det. Vi havde kun haft blik for alt det, vi synes, Malthe selv smed væk. Mette havde dagen før skrevet noter fra en samtale med Malthe, som hun læste højt på stuemødet. Malthes ord om at blive så vred og ked af det, da hans eneste rigtig gode ven i børnehaven inviterede en anden dreng med i legen, at han rev en stor tot hår ud af hovedet på ham, og sådan mistede sin eneste ven. Malthes ord om voksne, der altid skældte ud, så han havde besluttet sig for aldrig mere at lytte til os.

Kl. 8.47: Træder ind ad døren til Krudthuset. Trafikken ud af København og syd over var særligt medgørlig i dag. Sidste tanke inden døren lukker bag mig, er endnu en gang: ”Vi selvejende institutioner i privat drift må altså snart finde på et andet ord for os selv. Selvejende daginstitution i privat drift er simpelthen for langt og bøvlet. Vi bliver for tit misforstået. Er vi selvejende eller private? Frie? Uafhængige? Efter 15 år er rutinen dejligt velkendt: Ind på kontoret og lægge bilnøgler og telefon, tænde for pc’en og hænge jakken. Videre ud i køkken/alrummet mens jeg hilser på de børn og forældre, jeg møder på vejen. Hilse på Karin i køkkenet og tjekke skemaet for evt. ændringer. En tur rundt i huset og hilse godmorgen til alle børn, medarbejdere og forældre. Slutter rundturen af tilbage i køkkenet for at hente dagens første kop te.

Kl. 7.30: Jeg møder ind på Muslingestuen i min Vuggestue Blæksprutten. Der er stille endnu, kun 3 børn leger med dukkevogn, og jeg nyder roen, mens jeg gør klar på stuen. Jeg tænker imens over, hvordan jeg også i dag kan skabe små, trygge legezoner, som børnene kan lande i – især for dem, der har brug for en blid start.

Hvordan bidrager de mange skærme til småbørns udfordringer? ”Det gør de på forskellig vis. Et konkret eksempel på det kunne være en 4-årig dreng, som jeg havde siddet til konference om ude i en børnehave. Han var meget ængstelig, og det kan der jo være mange årsager til, at børn er. Vi kunne ikke rigtigt finde ud af, hvad det bundede i. Jeg aftalte til sidst med forældrene og personalet, at jeg lavede en observation hjemme hos forældrene. Da jeg kom ind i huset, så jeg to gaming computere inde i stuen og en kæmpestor skærm på væggen. Da hans ældre søskende kom hjem, spillede de nogle meget voldsomme skydespil. Det var tydeligt, at den lille dreng blev både forvirret og bange. Når man er 4 år, kan man ikke forstå, at dét, der foregår på skærmen, bare er en form for leg.

Er Lisa en lille engel eller en møgunge? Er hun en helt almindelig unge, der bare ikke ved bedre? Gør hun det med vilje? Eller er hun måske en pige med nogle vanskeligheder med at beregne årsag og virkning og med at holde impulser tilbage? Hvordan vi bedømmer hende og hendes evner bestemmer, hvordan vi forholder os til adfærden og til hende som person. Lisa er fem år gammel. Hun leger med sine brødre og kusiner. De leger med vandballoner. De andre gemmer sig, og venter til Lisa kommer forbi, og smider så balloner på hende. Hun er ret våd allerede. Da hun sniger sig langs med husmuren for at se, om de er bag næste hjørne, får hun vandballoner på sig ovenfra. Hendes storebror og to kusiner står i vinduet på hendes værelse på første sal og dropper ballonerne på hende. Hun tager vandslangen, som ligger på græsplænen, og sprøjter vand op på dem. De skriger og forlader vinduet. Lisa forsætter med at sprøjte gennem vinduet, til hun hører sin far råbe: “Hvad laver du, Lisa? Du ødelægger jo gulvet på dit værelse, når du sprøjter al det vand ind”. Han sad sammen med de andre voksne og drak kaffe og snakkede, til han hørte ungernes skrig.

Vores pædagogiske afsæt er, at inklusion handler om at skabe deltagelsesmuligheder i fællesskaber. Inklusion betyder ikke at barnet skal tilpasses fællesskabet, men at fællesskabet formes, så alle børn kan deltage. Klokken er lidt over tre om eftermiddagen. Der er stadig mange børn på stuerne, og der foregår flere aktiviteter og lege. Inde på Stærestuen, hvor der er helt roligt og kun få børn, står Bjørn på 4,5 år og leger med sine Paw Patrol-figurer og et par dinosaurer i vindueskarmen. Han genkender figurerne gennem hænderne og placerer dem omhyggeligt foran sig. Bjørn har et betydeligt synshandicap og en hjerneskade, som påvirker hans måde at orientere sig, lege og indgå i sociale sammenhænge på. Døren går op, og Emma kommer ind fra en af de andre børnehavestuer. Hun går målrettet hen til Bjørn, sætter sig ved siden af ham og siger: “Jeg fandt Chase – vil du lege?” Bjørn smiler, rækker hånden frem og gentager: “Chase.”

Drengene havde løbet lidt ind og ud af lege her til morgen. Den voksne så en mulighed. ”Ejjj, Anders og Jonas, kan I ikke hjælpe mig. Vi har lige fået varer fra Brugsen, og de skal på plads.” ”Joooo!” – drengene vil så gerne hjælpe. Da drengene sammen har slæbt mælk, havregryn og kartofler på plads, går de i gang med at lege. Og denne gang er de to fordybet i fælles leg. Hjælpsomhed, struktur og rutiner I Børnehaven Åhaven har vi fokus på hjælpsomhed, struktur og rutiner. Vi har fået øjnene op for, hvordan forholdsvis stramme rutiner og hjælpsomhed børnene imellem skaber udvikling, dannelse og fællesskaber. Vi har også den tilgang, at vi som dagtilbud er et supplement til hjemmet. Mange af vores børn kommer fra hjem, hvor de deltager i færre voksenstyrede rutiner og gøremål end tidligere, desuden er børnene mindre orienterede ud mod verden f.eks. i forhold til at hjælpe. Men vi ved jo alt dette er godt for børn. Derfor skruer vi op for det i børnehaven. Vi har i flere grupper indført særlige strukturer, som børnene trives så godt i, at de gør tingene helt af sig selv og udstråler ro og overskud i overgange og venskaber. Vi omtaler strukturen som den ekstra voksne.