I dagtilbuddet var jeg den fysisk nærværende leder, der kendte børn, forældre og medarbejderes hverdag indgående. Så jeg børn i mistrivsel, kunne jeg bistå personalet med det samme og havde fingeren på pulsen. Men i SFO’en, hvor jeg leder tre afdelinger, er det ikke længere muligt – eller nødvendigt – at være overalt på én gang. Hvor jeg før var tæt på, er jeg nu nødt til at lede på distancen. Det betyder, at mine beslutninger ikke længere kun bygger på, hvad jeg selv ser, men på den viden, medarbejderne formidler til mig. Det stiller nye krav – ikke mindst til min kommunikation og evne til at lytte.

SFO’en på Tjørring Skole har vi en fast struktur for opstartsmøder og mentorordning, fordi vi gerne vil sikre en god start for nye pædagogmedhjælpere. Vi har overført erfaringerne fra at modtage pædagogstuderende uddannelsespraktik til modtagelsen af vores nye pædagogmedhjælpere. Vi ønsker som arbejdsplads at være med til at skabe gode og lærerige praksiserfaringer og give alle pædagogmedhjælpere en pædagogisk basisviden og gerne en fortsat interesse for arbejdet med børn. Vi tror på, at en god opstart er med til at fastholde dem på længere sigt.

Møder er en naturlig del af hverdagen i dagtilbud. De fleste af os har siddet til mange af dem – nogle, der giver energi og nye perspektiver, og andre, der hurtigt glider i baggrunden, når hverdagen kalder igen. I lederteamet har vi gennem årene stillet os selv et grundlæggende spørgsmål: Hvordan skaber vi møder, der både reelt bidrager til udvikling af praksis, som giver mening for både medarbejdere og som kan mærkes i arbejdet med børnene?

Kunsten er at skabe en organisering, som også kan være dynamisk, og hvor børnene kan få indflydelse både på deres aktivitet og på, hvem de er sammen med. Pædagogen, som er morgenåbner, er ansvarlig for organisationsplanen fra morgenstunden, til vi går ud på legepladsen over frokost. Herefter tager pædagogen, som lukker, over for eftermiddagen. Også eftermiddagen er organiseret så alle voksne kender deres position.

”Vi har fået sådan et mantra i vores kommune, at ingenting er godt nok. Det man gjorde før, skal man hele tiden revurdere og se kritisk på, fordi nu er der sikkert en eller anden ny måde at gøre det på”. (sagt af leder af daginstitution) Søren, som er en erfaren pædagogisk leder, sidder med kommunens seneste KIDsrapport foran sig. Graferne er grønne, tallene for forældretilfredshed i top og sygefraværet er – som det har været i alle de 30 år, han har været leder – markant lavere end kommunens gennemsnit. – Han burde være glad. I stedet mærker han en velkendt forundring brede sig i kroppen. Foran ham sidder dagtilbudschefen. Hans blik er allerede rettet mod de små marginaler, der kan optimeres. ”Hvordan vil I forbedre jer til næste år?” lyder hans spørgsmål.

Jeg blev færdiguddannet som pædagog i 2005. Da jeg i sin tid valgte pædagogfaget, kom det ikke af en ’livslang drøm’, og så alligevel har det måske altid ligget lidt i baghovedet. Jeg har arbejdet som medhjælper, som ’ung pige i huset’ og som støtteperson, før jeg startede på uddannelsen – så måske har lysten og tanken været der, selvom den ikke var så bevist. Jeg har faktisk næsten udelukkende arbejdet i dagtilbud, siden jeg blev uddannet. Jeg kan godt huske følelsen, da jeg blev uddannet sammen med mine studiekammerater. Den der følelse af, at det var mere ’vigtigt’ at arbejde på et mere specialiseret område, og mange af mine studiekammerater valgte også den vej. Desværre har rigtig dygtige pædagoger også valgt den vej siden hen – men det har været fordi rammerne på dagtilbudsområdet har været for hårde at være i.

Bittesmå forhold kan ændre børns liv. Børn er fløjtende ligeglade med, om de efterlever læreplanens fine mål. Børn skal være trygge og helst ofte glade. For så “kræver det nemlig et ganske særligt talent at forhindre dem i at udvikle sig”, som Ann-Elisabeth Knudsen har sagt. Børn kan ikke sige op. Deres modstand mod det, de bliver budt, kan også kræve et særligt talent at afkode. Derfor er det vigtigt, at de omgives af voksne, som kan tænke sig om. Voksne, som forstår at oversætte børns intentioner og de uopfyldte drømme eller behov, der gemmer sig bag en, måske, uforståelig adfærd. Det betyder, at ingen institution er bedre end køkkendamens, pedellens, eller den nye vikars adfærd.

Mens pædagogmedhjælperen i 1970´erne havde rollen som praktisk hjælper for pædagogen, omhandler pædagogmedhjælperens opgaver i dag også: • leg og omsorg for barn og børnefællesskab • samarbejde med kolleger om pædagogiske aktiviteter • samarbejde med forældre Udvidelsen af opgaverne skal ses i lyset af et stigende fokus på dagtilbudsområdet. Forskning peger på, hvordan børns tidlige leveår påvirker livschancer og voksenliv. Det gælder for eksempel trivsel, sundhed, uddannelse, arbejde. Det er ikke ligegyldigt, hvordan alle de voksne er i relation til børnene, hvordan hverdagen organiseres, hvordan de voksne samarbejder om at skabe inkluderende læringsmiljøer og børnefællesskaber. Dagtilbud skal levere kvalitet – og det stiller krav til også pædagogmedhjælpere. De skal ikke ’bare’ feje og tage af bordet. Deres daglige arbejde og de pædagogiske indsatser, de deltager i skal stå i relation til dagtilbuddets mål og fremme børns udvikling, læring, trivsel og dannelse. Disse mål og indsatser skal igen relatere sig til Dagtilbudsloven og Den Pædagogiske Læreplan.

Jeg blev helt stille, da jeg fandt fotografiet. Jeg er 17 år gammel. Året er 1989. Bag den kraftige makeup gemmer der sig noget andet: mørke, ensomhed og opgivenhed. Det var en svær tid. Min far var alvorligt syg og ventede på et nyt hjerte – noget der lå langt ude i fremtiden. Sygdom fyldte det hele. Jeg blev ikke erklæret uddannelsesparat. Mine venner gik videre. De fik nye fællesskaber, nye oplevelser og jeg stod tilbage. Alene. Jeg følte mig uduelig. Som én, der ikke kunne noget. Ikke var klog nok. Samtidig bar jeg på en konstant bekymring for min far. Så faldt han om og døde. Mit liv gik i stå. Ingen talte rigtigt med mig om det at miste. Jeg blev pludselig voksen og samtidig følte jeg mig som et lille barn. Jeg blev siddende derhjemme lidt for længe. Min mor og mormor sagde: “Du er hjælpsom, Anne, og det er det vigtigste.” De foreslog, at jeg kunne tage rengøring på et hotel. Men de kendte også en børnehave, der søgte en ansat. Jeg blev nærmest skubbet til at søge der, og der var ikke de store forventninger.

Maibritt Iversen fortæller indledningsvist: ”Helt tilbage i 2011 havde vi i en periode mange forskellige ’forstyrrelser’, og der oplevede vi simpelthen, at vi var nødt til at formulere et solidt pædagogisk fundament, med basis i vores respektive pædagogiske fagligheder. Du kunne også kalde det at tydeliggøre og udvide de pædagogiske læreplaner. Det blev til mange beskrivelser inde på vores hjemmeside, herunder også ret omfattende stillingsbeskrivelser. Hvem er vi? Hvad er det, vi kan hver især? Hvad er det, vi forventer af pædagogmedhjælpere, vikarer, pædagoger, køkkenpersonale, leder, og så videre.