Hvis et barn skal kunne indgå i et fællesskab med andre børn og voksne, skal det kunne mærke sig selv fysisk og sansemæssigt, før det kan mærke, hvor de andre er henne.

Jens tager kikkerten ned og siger “Jacob, jeg har set en dumpap” imens han peger på mig. Vi griner begge to meget og går tilbage til de andre …

“Kan I høre katten?” Børnene lytter. Ingen siger noget. Blikkene søger rundt i rummet. “Vi må liste os ind på tå. Plet har virkelig god hørelse – og så er han ganske fræk.”

Birk træder ind på stuen med et insektglas i hånden. Morgensamlingen er lige ved at begynde, men han har noget vigtigt, han gerne vil vise. I glasset kravler en lille grøn larve, som han har fundet derhjemme.

Kan man forvandle den jord, børnene træder på hver dag, til et levende, kunstnerisk eksperimentarium? Ja, det kan man.

Det er svært at komme med i en leg, når barnet ikke forstår legen eller handlingen i legen. […] Et barn der ikke forstår legen tager ofte en observerende rolle, og ofte glider det ud af legen.

En 1 meter lang Pighaj, som fiskehandleren har foræret institutionen. Den bliver lagt på bordet og undersøges grundigt. Vi mærker på de sylespidse tænder, ser på gællerne og snakker om dem, stryger hænderne over den ru hud og rykker i finnerne.

Den voksne læste højt, at Koglefolkets egen by var kollapset, og at de nu havde brug for hjælp fra børnene til at få bygget en ny by. Som naturligvis hurtigt fik navnet ‘Koglebyen’.

Hvordan bidrager de mange skærme til småbørns udfordringer? ”Det gør de på forskellig vis. Et konkret eksempel på det kunne være en 4-årig dreng, som jeg havde siddet til konference om ude i en børnehave. Han var meget ængstelig, og det kan der jo være mange årsager til, at børn er. Vi kunne ikke rigtigt finde ud af, hvad det bundede i. Jeg aftalte til sidst med forældrene og personalet, at jeg lavede en observation hjemme hos forældrene. Da jeg kom ind i huset, så jeg to gaming computere inde i stuen og en kæmpestor skærm på væggen. Da hans ældre søskende kom hjem, spillede de nogle meget voldsomme skydespil. Det var tydeligt, at den lille dreng blev både forvirret og bange. Når man er 4 år, kan man ikke forstå, at dét, der foregår på skærmen, bare er en form for leg.

Der skete meget i rummet, da jeg trådte ind: En blev trådt i hovedet ”med vilje!”. En måtte ikke være med, fordi han var en ”baby”. En fik væltet sit Lego-tårn, så klodser og hånlige grin regnede ned over ham. ”Drenge! Jeg har lavet en fejl! Jeg har glemt at fortælle, hvordan man skal være i det her rum. Det gør jeg lige”. Og så med en lavere, varmere stemme: ”Er der egentlig aftaler i det her rum, eller skal vi følge mine?” Drengene kiggede spørgende på hinanden, inden en sagde: ”Der er ikke nogen aftaler”. ”Okay, så bruger vi mine”. Et par opridsede aftaler senere legede drengene med Lego sammen. ”Babyen” stod i døråbningen og kiggede på. Mens legen tabte intensitet, blev det sværere at følge aftalen om at passe godt på hinandens byggerier. ”Shit, vi har fået et problem. Det der tårn … Det kan INGEN hoppe hen over!” Helt overraskende viste det sig, at drengene faktisk anså sig selv som rimelig habile tårn-hoppere, og øjeblikket efter forvandlede byggelegen sig til en action- præget hoppeleg. ”Babyen” stod stadig i døråbningen. Mens drengene hoppede henover Legotårnet, steg legens tempo, hvilket gjorde det sværere at overholde aftalen om at skiftes til at hoppe.”Drenge! Der er sket noget vildt: Hoppelegen