Det er svært at komme med i en leg, når barnet ikke forstår legen eller handlingen i legen. […] Et barn der ikke forstår legen tager ofte en observerende rolle, og ofte glider det ud af legen.

En 1 meter lang Pighaj, som fiskehandleren har foræret institutionen. Den bliver lagt på bordet og undersøges grundigt. Vi mærker på de sylespidse tænder, ser på gællerne og snakker om dem, stryger hænderne over den ru hud og rykker i finnerne.

Den voksne læste højt, at Koglefolkets egen by var kollapset, og at de nu havde brug for hjælp fra børnene til at få bygget en ny by. Som naturligvis hurtigt fik navnet ‘Koglebyen’.

“Jeg savner dem allerede.” Ordene kommer fra en dreng på omkring tre et halvt år. Han står med en voksen i hånden. Rundt omkring leger de ældste børn, som om få dage skal videre i mini–SFO.

Tilbageblik til min skoletid: ”Jeg skal nok komme og hjælpe dig, lige to minutter”. Jeg kiggede på Marie, der godt vidste, at jeg først ville tage mig af Sofie, inden jeg ville vende tilbage til hende. Marie og jeg voksede op sammen og hvis jeg ikke selv kan huske det, ja så kan hun. Hun fortæller om mig, som den der altid tog mig af de andre og sørgede for, at de følte sig dygtige, hvis vi f.eks. som her legede skole. Jeg husker det også selv sådan. At jeg elskede, når jeg kunne hjælpe Sofie med at forstå noget matematik, som hun ikke før havde forstået eller vise Marie, at hun var et helt igennem vidunderligt lille menneske.

Når et mindre vuggestuebarn bliver afleveret til mig af sine forældre, siger jeg altid: ”Godmorgen – har det været en god morgen?” Forældrene kender mit spørgsmål og ved, at jeg spørger til, hvordan barnet har det. Modtager jeg et træt barn eller et barn, der er ked af det? Der kommer heldigvis gode svar, som jeg sammen med mine stuekollegaer kan bruge til at skabe en god, tryg og stabil hverdag både for de børn, som helst ville være hjemme, og for dem, der løber lige ind på stuen og møder os med glæde og overskud.

Hver dag var der liv i legekøkkenet, på legepladsen, i krogen med legoklodser. Personalet havde imidlertid bemærket, at leg, der larmede, rodede og foregik i høj fart gennem rummene, ofte blev bremset. At leg, der sneg sig indenfor, når alle var udenfor, blev bremset. At leg, der blandede magneterne sammen med dyrene og bilerne og tusserne og

Kl. 7.30: Jeg møder ind på Muslingestuen i min Vuggestue Blæksprutten. Der er stille endnu, kun 3 børn leger med dukkevogn, og jeg nyder roen, mens jeg gør klar på stuen. Jeg tænker imens over, hvordan jeg også i dag kan skabe små, trygge legezoner, som børnene kan lande i – især for dem, der har brug for en blid start.

Et tydeligt tandsæt er afmærket på Holgers arm. Jeg sukker og bliver ked af, at vi ikke kan passe på de små. Men for at forstå, hvordan Magnus’ tænder er landet på Holgers arm, må jeg spole tilbage og begynde på Magnus’ første dag:1 Jeg beder Mia, vores nye studerende der er i sin første praktik, om at tage Tilde og Marie med ud, så de de kan blive skiftede.’. På mit ene knæ sidder Mille, ved det modsatte ben står Mikkel, og jeg er i gang med at hjælpe Holger op på en stol. Anja, min mangeårige kollega, sidder på gulvet og læser med otte børn. ”Jeg bliver nødt til at gøre klar til, at jeg kan tage imod Magnus,” siger jeg, da Mia kommer tilbage. ”Han starter i dag.” Jeg sætter både Mille, Mikkel og Holger ned til Anja og går ud for at finde flag og det laminerede navneskilt til Magnus’ rum. Netop, som jeg sætter skiltet på, træder Magnus’ mor ind med en betuttet dreng. ”Hej Magnus,” siger jeg og forsøger at få kontakt med ham. ”Det har været en lidt svær morgen,” siger mor. ”Med den nye lillesøster og skiftet fra dagplejen sker der meget for en lille

I Ønskeøen møder vi børn med forskellige forudsætninger, temperamenter og behov. Børn med udfordringer forstås som en heterogen gruppe, hvor vanskeligheder opstår i samspillet mellem barnets individuelle forudsætninger og de sociale og kulturelle kontekster, barnet indgår i. Med afsæt i Dion Sommers udviklingspsykologiske resiliensforståelse betragter vi trivsel, udvikling og robusthed som relationelt og miljøbetinget forankrede processer. Vi forstår ikke resiliens som en individuel egenskab, men som noget, der udvikles gennem stabile, forudsigelige rammer og kvalificerede relationer, som det pædagogiske personale har et professionelt ansvar for at etablere.