Et tydeligt tandsæt er afmærket på Holgers arm. Jeg sukker og bliver ked af, at vi ikke kan passe på de små. Men for at forstå, hvordan Magnus’ tænder er landet på Holgers arm, må jeg spole tilbage og begynde på Magnus’ første dag:1 Jeg beder Mia, vores nye studerende der er i sin første praktik, om at tage Tilde og Marie med ud, så de de kan blive skiftede.’. På mit ene knæ sidder Mille, ved det modsatte ben står Mikkel, og jeg er i gang med at hjælpe Holger op på en stol. Anja, min mangeårige kollega, sidder på gulvet og læser med otte børn. ”Jeg bliver nødt til at gøre klar til, at jeg kan tage imod Magnus,” siger jeg, da Mia kommer tilbage. ”Han starter i dag.” Jeg sætter både Mille, Mikkel og Holger ned til Anja og går ud for at finde flag og det laminerede navneskilt til Magnus’ rum. Netop, som jeg sætter skiltet på, træder Magnus’ mor ind med en betuttet dreng. ”Hej Magnus,” siger jeg og forsøger at få kontakt med ham. ”Det har været en lidt svær morgen,” siger mor. ”Med den nye lillesøster og skiftet fra dagplejen sker der meget for en lille

I Ønskeøen møder vi børn med forskellige forudsætninger, temperamenter og behov. Børn med udfordringer forstås som en heterogen gruppe, hvor vanskeligheder opstår i samspillet mellem barnets individuelle forudsætninger og de sociale og kulturelle kontekster, barnet indgår i. Med afsæt i Dion Sommers udviklingspsykologiske resiliensforståelse betragter vi trivsel, udvikling og robusthed som relationelt og miljøbetinget forankrede processer. Vi forstår ikke resiliens som en individuel egenskab, men som noget, der udvikles gennem stabile, forudsigelige rammer og kvalificerede relationer, som det pædagogiske personale har et professionelt ansvar for at etablere.

Det er ganske vist ikke første gang, jeg har været en kæmpe lort, men at jeg var det så tidligt på dagen var alligevel lidt af en overraskelse. Normalt plejer jeg inden da lige at nå at sige ’Nej, det må du ikke’ eller ’Hov, kom lige ned derfra’, og i de situationer er jeg højest en gennemsnitlig lort eller ’dum’. Men her stod vi: En dreng, der lige var trådt ind ad døren og en pædagog, der var en kæmpe lort. Jeg var faktisk tæt på at være en kæmpe lort! Jeg havde allerede trukket den længste indånding ind for at sige: ”Neeeeej, hvad er det for en stor dreng, der står der?! Sig mig, er du ikke vokset siden i går? Du er jo blevet fire år! Fik du mon den bil, du ønskede dig”. Og andet i den dur, med skinger begejstret helium-stemme. Idiotisk, når jeg nu véd, at drengen oplever, at verden støjer, når vi andre synes, at den er stille. Heldigvis punkterede drengen ballonen: ’Du er en kæmpe lort!’ ”Jeg hader, når de synger fødselsdagssang!”

Det er tid til samling hos Delfinerne en torsdag morgen. Stemningen er god, der grines og snakkes, mens børn og voksne finder deres pladser på gulvet. Alfred sætter sig også i rundkredsen. Der går dog ikke længe, før sidemakkeren får et skub og vælter. Alfred rejser sig, hopper rundt om sig selv og løber en runde rundt om kredsen. Inden han sætter sig igen, lander han oven på et andet barn. Alfred lytter kortvarigt til historien, men begynder snart at tale højt hen over fortællingen – til irritation for både børn og voksne. En pædagog sætter sig tæt ved Alfred. Det hjælper nogle gange. Ikke i dag. Alfred trækker sig væk og løber ud ad døren.

Leg er vigtig for os, men mange af vores ’specialbørn’ har ikke meget erfaring med det og de kan have udfordringer med at indgå i legefællesskaber. Derfor gør vi meget ud af at øve rolleleg. At kunne sige både til sig selv og til andre, at ’nu er jeg en brandmand’, og så sammen finde ud af: Hvad gør sådan en? Hvad siger de for eksempel? Hvad kunne man gøre for, at man kan blive god til at lege brandmand? Eller: Nu er jeg en bager eller nu har jeg en restaurant. Vi øver altså sådan nogle lege, fordi det er noget af det, de har brug for færdigheder i. Hvis et barn måske har dobbelt sansetab, kan der være en del forsinkelse på denne vigtige del af udviklingen.” ”Men det handler også om erfaringer med grundlæggende begreber – for eksempel koldt og varmt. Vi leger derfor med is og befrier dyr fra is. Og hvad sker der, når vi hælder varmt vand på is? Ofte indgår der en lang række sanseoplevelser i dette. Dels fordi børn med sansetab kan indgå, dels fordi de måske ikke har været i institution og dermed ikke har fået lige så mange erfaringer som andre børn.”

Jeg kendte kun den 5-årige dreng af omtale. Han var farens særbarn i den familie hvor vi deltog i en rund fødselsdag, og jeg vidste, at samarbejdet med drengens mor gik dårligt. Sidst på eftermiddagen gik vi i samlet flok fra festlokalerne til familiens hjem. Det var i december, mørkt og byen var julepyntet. Jeg lagde mærke til drengen, som gik for sig selv, og slog følge med ham. ”Sikke det knirker, når vi går i sneen,” forsøgte jeg. Det svarede han ikke på, trampede bare en anelse, som om han ville efterprøve min påstand. Atter gik vi en tid i tavshed. De andres stemmer blandede sig med byens lyde, og det føltes, som om vi var alene i mørket, han og jeg.

Efter en kort introduktion fra vores gæst går vi alle i vores sanserum – nu skal der leges. Med håndfladerne presset mod hinanden forsøger Helle og Marlene at flytte hinanden til et bestemt punkt i rummet. De er begge lige stærke og trykker hinanden med en kraft, som gør, at de forbliver på samme plet Der kommer ny instruks. Helle skal forsøge at trække/lede Marlene i stedet for at trykke. Der opstår bevægelse. Pludselig danser de rundt i hele rummet og ender dér, hvor Helle ønskede at lede dem hen. Øvelsen er en visualisering af det, der sker når man står urokkeligt fast på sine argumenter og trykker, eller når man søger følgeskab ved at være opmærksom på den andens bevægelser og trækker.

Det er over 1½ år siden, der sidst var en pædagog, som sagde op (og den pædagog skulle på efterløn). • For 2. og 3. kvartal i år har sygefraværet ligget på under 2%. • Der har lige været uanmeldt pædagogisk tilsyn, hvor konklusionen var: ”Dagtilbuddet har særligt sine styrker inden for at det pædagogiske personale har en positiv og motiverende tilgang til alle børn gennem hele dagen. Der arbejdes med en struktureret hverdag, som giver mulighed for at børnene kan bidrage og med fokus på fællesskaber og leg”. • Den seneste trivselsvurdering i personalegruppen, fra 2024, viste, at 94% er glade for deres arbejde, 100 % er engageret i deres arbejde, 94 % er tilfredse med indflydelsen på egne arbejdsopgaver og 100% bidrager med trivslen på arbejdspladsen. • Der er ingen forældreklager og vi holder budgettet (men ville da godt have mere!)

”Vi har på et tidspunkt en dreng i huset, som er fysisk udfordrende og meget udfordret i forhold til børnefællesskaber. Vi starter ’i den blide ende’. At sætte sig tæt ind til ham og at der er en voksen der kan understøtte hans leg.

”Ja, det står jeg ved – jeg er en leder med store ambitioner og mit hoved kører nogle gange med 180 i timen. Men jeg har før set institutioner starte op, hvor det virker som om, det bare handler om en helt masse praktiske, bureaukratiske og organisationsmæssige strukturer. Jeg ville meget mere via værdsættende ledelse og refleksive dialoger og jeg havde en bunke værktøjer med mig om værdsættelse, kultur og strategi.