Tilbageblik til min skoletid: ”Jeg skal nok komme og hjælpe dig, lige to minutter”. Jeg kiggede på Marie, der godt vidste, at jeg først ville tage mig af Sofie, inden jeg ville vende tilbage til hende. Marie og jeg voksede op sammen og hvis jeg ikke selv kan huske det, ja så kan hun. Hun fortæller om mig, som den der altid tog mig af de andre og sørgede for, at de følte sig dygtige, hvis vi f.eks. som her legede skole. Jeg husker det også selv sådan. At jeg elskede, når jeg kunne hjælpe Sofie med at forstå noget matematik, som hun ikke før havde forstået eller vise Marie, at hun var et helt igennem vidunderligt lille menneske.

Når et mindre vuggestuebarn bliver afleveret til mig af sine forældre, siger jeg altid: ”Godmorgen – har det været en god morgen?” Forældrene kender mit spørgsmål og ved, at jeg spørger til, hvordan barnet har det. Modtager jeg et træt barn eller et barn, der er ked af det? Der kommer heldigvis gode svar, som jeg sammen med mine stuekollegaer kan bruge til at skabe en god, tryg og stabil hverdag både for de børn, som helst ville være hjemme, og for dem, der løber lige ind på stuen og møder os med glæde og overskud.

Hver dag var der liv i legekøkkenet, på legepladsen, i krogen med legoklodser. Personalet havde imidlertid bemærket, at leg, der larmede, rodede og foregik i høj fart gennem rummene, ofte blev bremset. At leg, der sneg sig indenfor, når alle var udenfor, blev bremset. At leg, der blandede magneterne sammen med dyrene og bilerne og tusserne og

Kl. 7.30: Jeg møder ind på Muslingestuen i min Vuggestue Blæksprutten. Der er stille endnu, kun 3 børn leger med dukkevogn, og jeg nyder roen, mens jeg gør klar på stuen. Jeg tænker imens over, hvordan jeg også i dag kan skabe små, trygge legezoner, som børnene kan lande i – især for dem, der har brug for en blid start.

Et tydeligt tandsæt er afmærket på Holgers arm. Jeg sukker og bliver ked af, at vi ikke kan passe på de små. Men for at forstå, hvordan Magnus’ tænder er landet på Holgers arm, må jeg spole tilbage og begynde på Magnus’ første dag:1 Jeg beder Mia, vores nye studerende der er i sin første praktik, om at tage Tilde og Marie med ud, så de de kan blive skiftede.’. På mit ene knæ sidder Mille, ved det modsatte ben står Mikkel, og jeg er i gang med at hjælpe Holger op på en stol. Anja, min mangeårige kollega, sidder på gulvet og læser med otte børn. ”Jeg bliver nødt til at gøre klar til, at jeg kan tage imod Magnus,” siger jeg, da Mia kommer tilbage. ”Han starter i dag.” Jeg sætter både Mille, Mikkel og Holger ned til Anja og går ud for at finde flag og det laminerede navneskilt til Magnus’ rum. Netop, som jeg sætter skiltet på, træder Magnus’ mor ind med en betuttet dreng. ”Hej Magnus,” siger jeg og forsøger at få kontakt med ham. ”Det har været en lidt svær morgen,” siger mor. ”Med den nye lillesøster og skiftet fra dagplejen sker der meget for en lille

I Ønskeøen møder vi børn med forskellige forudsætninger, temperamenter og behov. Børn med udfordringer forstås som en heterogen gruppe, hvor vanskeligheder opstår i samspillet mellem barnets individuelle forudsætninger og de sociale og kulturelle kontekster, barnet indgår i. Med afsæt i Dion Sommers udviklingspsykologiske resiliensforståelse betragter vi trivsel, udvikling og robusthed som relationelt og miljøbetinget forankrede processer. Vi forstår ikke resiliens som en individuel egenskab, men som noget, der udvikles gennem stabile, forudsigelige rammer og kvalificerede relationer, som det pædagogiske personale har et professionelt ansvar for at etablere.

Det er ganske vist ikke første gang, jeg har været en kæmpe lort, men at jeg var det så tidligt på dagen var alligevel lidt af en overraskelse. Normalt plejer jeg inden da lige at nå at sige ’Nej, det må du ikke’ eller ’Hov, kom lige ned derfra’, og i de situationer er jeg højest en gennemsnitlig lort eller ’dum’. Men her stod vi: En dreng, der lige var trådt ind ad døren og en pædagog, der var en kæmpe lort. Jeg var faktisk tæt på at være en kæmpe lort! Jeg havde allerede trukket den længste indånding ind for at sige: ”Neeeeej, hvad er det for en stor dreng, der står der?! Sig mig, er du ikke vokset siden i går? Du er jo blevet fire år! Fik du mon den bil, du ønskede dig”. Og andet i den dur, med skinger begejstret helium-stemme. Idiotisk, når jeg nu véd, at drengen oplever, at verden støjer, når vi andre synes, at den er stille. Heldigvis punkterede drengen ballonen: ’Du er en kæmpe lort!’ ”Jeg hader, når de synger fødselsdagssang!”

Det er tid til samling hos Delfinerne en torsdag morgen. Stemningen er god, der grines og snakkes, mens børn og voksne finder deres pladser på gulvet. Alfred sætter sig også i rundkredsen. Der går dog ikke længe, før sidemakkeren får et skub og vælter. Alfred rejser sig, hopper rundt om sig selv og løber en runde rundt om kredsen. Inden han sætter sig igen, lander han oven på et andet barn. Alfred lytter kortvarigt til historien, men begynder snart at tale højt hen over fortællingen – til irritation for både børn og voksne. En pædagog sætter sig tæt ved Alfred. Det hjælper nogle gange. Ikke i dag. Alfred trækker sig væk og løber ud ad døren.

Leg er vigtig for os, men mange af vores ’specialbørn’ har ikke meget erfaring med det og de kan have udfordringer med at indgå i legefællesskaber. Derfor gør vi meget ud af at øve rolleleg. At kunne sige både til sig selv og til andre, at ’nu er jeg en brandmand’, og så sammen finde ud af: Hvad gør sådan en? Hvad siger de for eksempel? Hvad kunne man gøre for, at man kan blive god til at lege brandmand? Eller: Nu er jeg en bager eller nu har jeg en restaurant. Vi øver altså sådan nogle lege, fordi det er noget af det, de har brug for færdigheder i. Hvis et barn måske har dobbelt sansetab, kan der være en del forsinkelse på denne vigtige del af udviklingen.” ”Men det handler også om erfaringer med grundlæggende begreber – for eksempel koldt og varmt. Vi leger derfor med is og befrier dyr fra is. Og hvad sker der, når vi hælder varmt vand på is? Ofte indgår der en lang række sanseoplevelser i dette. Dels fordi børn med sansetab kan indgå, dels fordi de måske ikke har været i institution og dermed ikke har fået lige så mange erfaringer som andre børn.”

Jeg kendte kun den 5-årige dreng af omtale. Han var farens særbarn i den familie hvor vi deltog i en rund fødselsdag, og jeg vidste, at samarbejdet med drengens mor gik dårligt. Sidst på eftermiddagen gik vi i samlet flok fra festlokalerne til familiens hjem. Det var i december, mørkt og byen var julepyntet. Jeg lagde mærke til drengen, som gik for sig selv, og slog følge med ham. ”Sikke det knirker, når vi går i sneen,” forsøgte jeg. Det svarede han ikke på, trampede bare en anelse, som om han ville efterprøve min påstand. Atter gik vi en tid i tavshed. De andres stemmer blandede sig med byens lyde, og det føltes, som om vi var alene i mørket, han og jeg.