Klokken er ni mandag morgen, en kølig dag midt i april. De første børn er allerede kommet ud og søger mod det bagerste hjørne af legepladsen. Det er vores faste udedag og i dag er bålet tændt og brænderjernene er lagt klar i flammerne. Ved bordene ligger der trælister, save og sandpapirsklodser klar. ”Hvad skal vi lave i dag” spørger Madeline og Vega. Min kollega Helge forklarer: ”Først skal I save en terning og slibe den, og så går I over til Line og får brændemærket den. ”Line, hvad er brændemærke?” spørger Madeline. Jeg forklarer om brændejernene i ilden og viser børnene den terning, jeg selv har lavet. ”Det vil jeg også lave” siger pigerne i kor, og snart er de i gang med hver sin sav. Flere børn og endnu en kollega er kommet ud og hele legepladsen summer af liv og glade stemmer, på trods af det kølige vejr.

Når et mindre vuggestuebarn bliver afleveret til mig af sine forældre, siger jeg altid: ”Godmorgen – har det været en god morgen?” Forældrene kender mit spørgsmål og ved, at jeg spørger til, hvordan barnet har det. Modtager jeg et træt barn eller et barn, der er ked af det? Der kommer heldigvis gode svar, som jeg sammen med mine stuekollegaer kan bruge til at skabe en god, tryg og stabil hverdag både for de børn, som helst ville være hjemme, og for dem, der løber lige ind på stuen og møder os med glæde og overskud.

Kl. 7.30: Jeg møder ind på Muslingestuen i min Vuggestue Blæksprutten. Der er stille endnu, kun 3 børn leger med dukkevogn, og jeg nyder roen, mens jeg gør klar på stuen. Jeg tænker imens over, hvordan jeg også i dag kan skabe små, trygge legezoner, som børnene kan lande i – især for dem, der har brug for en blid start.

Hvordan bidrager de mange skærme til småbørns udfordringer? ”Det gør de på forskellig vis. Et konkret eksempel på det kunne være en 4-årig dreng, som jeg havde siddet til konference om ude i en børnehave. Han var meget ængstelig, og det kan der jo være mange årsager til, at børn er. Vi kunne ikke rigtigt finde ud af, hvad det bundede i. Jeg aftalte til sidst med forældrene og personalet, at jeg lavede en observation hjemme hos forældrene. Da jeg kom ind i huset, så jeg to gaming computere inde i stuen og en kæmpestor skærm på væggen. Da hans ældre søskende kom hjem, spillede de nogle meget voldsomme skydespil. Det var tydeligt, at den lille dreng blev både forvirret og bange. Når man er 4 år, kan man ikke forstå, at dét, der foregår på skærmen, bare er en form for leg.

Et tydeligt tandsæt er afmærket på Holgers arm. Jeg sukker og bliver ked af, at vi ikke kan passe på de små. Men for at forstå, hvordan Magnus’ tænder er landet på Holgers arm, må jeg spole tilbage og begynde på Magnus’ første dag:1 Jeg beder Mia, vores nye studerende der er i sin første praktik, om at tage Tilde og Marie med ud, så de de kan blive skiftede.’. På mit ene knæ sidder Mille, ved det modsatte ben står Mikkel, og jeg er i gang med at hjælpe Holger op på en stol. Anja, min mangeårige kollega, sidder på gulvet og læser med otte børn. ”Jeg bliver nødt til at gøre klar til, at jeg kan tage imod Magnus,” siger jeg, da Mia kommer tilbage. ”Han starter i dag.” Jeg sætter både Mille, Mikkel og Holger ned til Anja og går ud for at finde flag og det laminerede navneskilt til Magnus’ rum. Netop, som jeg sætter skiltet på, træder Magnus’ mor ind med en betuttet dreng. ”Hej Magnus,” siger jeg og forsøger at få kontakt med ham. ”Det har været en lidt svær morgen,” siger mor. ”Med den nye lillesøster og skiftet fra dagplejen sker der meget for en lille

Jeg kendte kun den 5-årige dreng af omtale. Han var farens særbarn i den familie hvor vi deltog i en rund fødselsdag, og jeg vidste, at samarbejdet med drengens mor gik dårligt. Sidst på eftermiddagen gik vi i samlet flok fra festlokalerne til familiens hjem. Det var i december, mørkt og byen var julepyntet. Jeg lagde mærke til drengen, som gik for sig selv, og slog følge med ham. ”Sikke det knirker, når vi går i sneen,” forsøgte jeg. Det svarede han ikke på, trampede bare en anelse, som om han ville efterprøve min påstand. Atter gik vi en tid i tavshed. De andres stemmer blandede sig med byens lyde, og det føltes, som om vi var alene i mørket, han og jeg.

Jeg ved jo ikke, hvordan du der læser dette, tænker og føler om meget syge børn. Personligt har jeg det meget svært. Jeg kan næsten ikke holde til blot at se en film, hvor der sker noget alvorligt med børn eller hvor de er meget syge. Det gør for ondt. Og derfor har jeg også den allerdybeste medfølelse med forældrene til disse børn. Og nu sidder jeg i mit køkken med Asger, der har som job at være sammen med disse børn og forældre og som skal samarbejde med en række andre fagpersoner om det. En lang samtale som der kun er udpluk af i det følgende. Først spørger jeg ham slet og ret om, hvordan han magter så følelsesladet et arbejde.

Jeg er med til det ugentlige børnemøde i en af børnehavestuerne i Den Grønne Kile i Lejre Kommune. Børn og voksne har fordelt sig i mindre grupper og samtalen handler om, hvilke ideer børnene har til fælles lege, temaer og aktiviteter. Den Grønne Kile er i gang med at implementere Nest-pædagogik og har blandt andet fokus på, hvordan det daglige læringsmiljø tager afsæt i børneperspektivet. Med afsæt i Nest-pædagogikkens værdier arbejder Den Grønne Kile med at inkludere børnenes interesser i udviklingen af meningsfulde og inkluderende læringsmiljøer. Der lægges vægt på børnenes perspektiver, tanker og ønsker og dermed inddrages de aktivt i hverdagens pædagogiske aktiviteter.

Viggo har en lille pose med, hvori han har 8 krystaller, han gerne vil vise os. Vi tager en bog om disse frem, vi kigger og undersøger og vi finder flere sten og krystaller i forundringsskabet. Samme dag opsøger jeg en butik med sten og krystaller, og fordi børnene var så engagerede, køber jeg en del. Næste dag fortsætter vi vores studier og ved et tilfælde skal jeg lidt væk fra rummet. Børnene fordyber sig sammen. Da jeg vender tilbage, ser jeg, at alle sten og krystaller er borte. Hvad gør jeg nu? – Jeg vælger at tale stille og roligt med børnene om den ’gave’, vi havde fået, da deres ven og jeg kom med sten og krystaller til os alle – men hvor er gaven nu blevet af? Efter lidt tid kommer én dreng med fyldte lommer, så den næste og den tredje; jeg takker og roser dem for det mod, de udviste ved at komme med stenene igen.

Ulla, der er mor til Oswald, kommer ind med Oswald i armene og spørger efter Cirkeline. ”Oswald vil helst afleveres til Cirkeline” siger Ulla. I gangen står to pædagoger og begge bliver de lidt forundrede. Først fordi de tænker, at det måske ikke er noget Oswald på 2 år selv kan give udtryk for, men også fordi de faktisk begge har en rigtig god kontakt til Oswald. Hvad er det mon udtryk for, når Ulla siger som hun gør? Og hvad sker der inden i os, når vi bliver mødt af en anden sandhed, end det vi selv ser og forstår? Svarene får du senere.