Et barn rejser sig gentagne gange og forlader bordet. […] Den voksne rejser sig, går hen til barnet og sætter sig ved siden af det. Opholder sig et øjeblik i dét, barnet er optaget af.

Tredje gang udskifter vi ordet Om med et af børnenes navne: »Shanti, Shanti, Anne«. I dét øjeblik kigger hele gruppen barnet direkte i øjnene og smiler.

Jeg genfortæller lidt om nedbrydningstid, og vi kommer til at tale om den plastikpose, hun fandt. “Den tager 100 år om at forsvinde”, siger hun hurtigt, “men nu har vi ryddet den op.”

Hvis et barn skal kunne indgå i et fællesskab med andre børn og voksne, skal det kunne mærke sig selv fysisk og sansemæssigt, før det kan mærke, hvor de andre er henne.

Jens tager kikkerten ned og siger “Jacob, jeg har set en dumpap” imens han peger på mig. Vi griner begge to meget og går tilbage til de andre …

“Kan I høre katten?” Børnene lytter. Ingen siger noget. Blikkene søger rundt i rummet. “Vi må liste os ind på tå. Plet har virkelig god hørelse – og så er han ganske fræk.”

Kan man forvandle den jord, børnene træder på hver dag, til et levende, kunstnerisk eksperimentarium? Ja, det kan man.

Det er svært at komme med i en leg, når barnet ikke forstår legen eller handlingen i legen. […] Et barn der ikke forstår legen tager ofte en observerende rolle, og ofte glider det ud af legen.

En 1 meter lang Pighaj, som fiskehandleren har foræret institutionen. Den bliver lagt på bordet og undersøges grundigt. Vi mærker på de sylespidse tænder, ser på gællerne og snakker om dem, stryger hænderne over den ru hud og rykker i finnerne.

Den voksne læste højt, at Koglefolkets egen by var kollapset, og at de nu havde brug for hjælp fra børnene til at få bygget en ny by. Som naturligvis hurtigt fik navnet ‘Koglebyen’.