Ledelse, der giver god plads til reflektioner, er af stor betydning, når det er svært for de pædagogiske medarbejdere at få skabt en hverdag, hvor et barn i ubalance kan være en del af fællesskabet. De pædagogiske medarbejdere oplever, at et barn har svært ved at finde fodfæste i hverdagen. Det er særligt svært i dagens overgange. Fx fra frokost til legeplads, fra samling til pædagogiske aktiviteter, fra ro til bevægelse, hvor det bliver tydeligt, at barnet er i ubalance. Kroppen bliver urolig, følelserne tager over, og behovet for en voksen tæt på til at guide barnet øges. Når det ikke lykkedes de pædagogiske medarbejdere at få skabt en hverdag, hvor barnet kan være en del af fællesskabet og i balance, vokser frustrationen ofte blandt medarbejderne. Særligt når der har været iværksat en lang række af prøvehandlinger/ tiltag, der på forskellig vis har til formål at understøtte barnets deltagelse i fællesskabet. Over tid vokser krydspresset mellem hensynet til det enkelte barn og ansvaret for fællesskabet.

Disse børn har typisk reaktionsmønstre, som hører hjemme indenfor opvækstrelaterede problemstillinger. Det kan naturligvis være et følgesymptom ved diagnoser, men altså sjældent en grundproblemstilling ved for eksempel ADHD. Hos børn som er meget for tidligt fødte ser vi typisk – især i slutningen af børnehavealderen – at de har vanskeligheder med at koncentrere sig, og at de har svært ved store sammenhænge og høje lyde. De virker hypersensible og vil allerhelst have deres pædagogiske medarbejder helt for sig selv. Her kan det være en svær balancegang som professionel både at give den fornødne tryghed og de små puf ind i legesammenhænge og større selvstændighed, som er nødvendige. Det er i sagens natur både tidskrævende og ressourcekrævende og alene derfor en daglig udfordring.

I Ønskeøen møder vi børn med forskellige forudsætninger, temperamenter og behov. Børn med udfordringer forstås som en heterogen gruppe, hvor vanskeligheder opstår i samspillet mellem barnets individuelle forudsætninger og de sociale og kulturelle kontekster, barnet indgår i. Med afsæt i Dion Sommers udviklingspsykologiske resiliensforståelse betragter vi trivsel, udvikling og robusthed som relationelt og miljøbetinget forankrede processer. Vi forstår ikke resiliens som en individuel egenskab, men som noget, der udvikles gennem stabile, forudsigelige rammer og kvalificerede relationer, som det pædagogiske personale har et professionelt ansvar for at etablere.

Det er tid til samling hos Delfinerne en torsdag morgen. Stemningen er god, der grines og snakkes, mens børn og voksne finder deres pladser på gulvet. Alfred sætter sig også i rundkredsen. Der går dog ikke længe, før sidemakkeren får et skub og vælter. Alfred rejser sig, hopper rundt om sig selv og løber en runde rundt om kredsen. Inden han sætter sig igen, lander han oven på et andet barn. Alfred lytter kortvarigt til historien, men begynder snart at tale højt hen over fortællingen – til irritation for både børn og voksne. En pædagog sætter sig tæt ved Alfred. Det hjælper nogle gange. Ikke i dag. Alfred trækker sig væk og løber ud ad døren.

Jeg ved jo ikke, hvordan du der læser dette, tænker og føler om meget syge børn. Personligt har jeg det meget svært. Jeg kan næsten ikke holde til blot at se en film, hvor der sker noget alvorligt med børn eller hvor de er meget syge. Det gør for ondt. Og derfor har jeg også den allerdybeste medfølelse med forældrene til disse børn. Og nu sidder jeg i mit køkken med Asger, der har som job at være sammen med disse børn og forældre og som skal samarbejde med en række andre fagpersoner om det. En lang samtale som der kun er udpluk af i det følgende. Først spørger jeg ham slet og ret om, hvordan han magter så følelsesladet et arbejde.

Det er Danmarks Første Idræts Vuggestue, vi er i1. Ikke nødvendigvis den eneste, men den første certificerede. Og hvad er så den grundlæggende ide i det? Anne Mette: ”Vi øver tingene med kroppen først, så det giver mening for hjernen til sidst. Vores lege er bygget op ud fra pædagogisk idræt, som har 4 fokuspunkter: fysisk, psykisk, socialt og kognitivt. Hver aktivitet er mere målrettet ét af fokuspunkterne, end de andre. Grundlæggende for det hele er det at give børnene bevægelsesglæde allerede nu, så de kan have det med sig videre i livet. Når vi siger ’idræt’, er det i øvrigt ikke konkurrence på nogen måde, vi tænker på, men det er ’pædagogisk idræt’

Ulla, der er mor til Oswald, kommer ind med Oswald i armene og spørger efter Cirkeline. ”Oswald vil helst afleveres til Cirkeline” siger Ulla. I gangen står to pædagoger og begge bliver de lidt forundrede. Først fordi de tænker, at det måske ikke er noget Oswald på 2 år selv kan give udtryk for, men også fordi de faktisk begge har en rigtig god kontakt til Oswald. Hvad er det mon udtryk for, når Ulla siger som hun gør? Og hvad sker der inden i os, når vi bliver mødt af en anden sandhed, end det vi selv ser og forstår? Svarene får du senere.

Rejsekuffert på hjul Børnene synes, den er sjov og spændende at trække med ud på ture i skoven, til søerne eller andre fantastiske steder i nærområdet. Eller på legepladsen til en aktivitet i et midlertidigt læringsmiljø. Den bliver pakket med bøger, papir, bogstaver, insektdug, eller materialer til ’naturmatematik’ og leg. Mulighederne er uendelige. En oplagt måde at komme omkring de 6 lærerplanstemaer på en ny og spændende måde. Vi oplever, at kufferten og dens indhold er med til at udvikle børnenes interesse og fastholde deres glæde ved leg og læring.

Allerede for ti år siden arbejdede dagtilbud med bæredygtighed. Som en del af et internationalt projekt, iværksat af OMEP, blev for eksempel dengang 170 danske 4-5 årige børn spurgt om, hvad billedet til venstre illustrerer. inspireret af blandt andet FN’s 17 verdensmål, både er indskrevet i den styrkede pædagogiske læreplan og kommer til udtryk i den levede pædagogik. De havde mange svar, men de kredsede alle om, at børnene passer på jordkloden. Typiske svar var: ”De renser jordkloden” ”De vasker jorden, fordi den er fyldt med skrald” ”De samler skrald, det har jeg også gjort med min mor.” Dengang brugte børnene ikke begrebet bæredygtighed. Men i dag, bare 10 år senere, er det blevet et begreb, rigtig mange børn forstår og anvender. Dels fordi de hele tiden hører om det, dels fordi mange familier har gjort det til et hverdagsemne i forbindelse med for eksempel affaldsindsamling og affaldssortering eller fornuftig brug af vand og lys. Hvilket også er fænomener, børnene møder i institutionen!1. Eksempler som affaldsindsamling-og sortering kan ses som de første skridt i en pædagogik for bæredygtighed.

I 1840 åbnede den tyske pædagog Friedrich Flöbels den første kindergarten i Tyskland. Fröbel mente, at børnehaven skulle være en have, hvor børnene kunne vokse og blomstre. I Danmark lod Sofus og Hedvig Bagger sig inspirere af Fröbel og startede i 1901 en folkebørnehave, der havde bondegårdsdyr. De mente, at det gav børnene flere oplevelser af naturen og naturlige ting. Den første skovbørnehave var Ella Flataus Vandrebørnehave. Den startede i 1952, hvor Ella begyndte at tage sine egne børn med på ture i skoven, men flere forældre blev interesserede i at sende deres børn i Ellas vandrebørnehave, og konceptet blev hurtigt en succes*. (* note nederst på siden: R. Rosengren: Barnet i naturen – Naturen i barnet, side 22.) Jeg er selv leder af en skovbørnehave, som jeg startede for 20 år siden. Visionen var at bringe bybørn fra København ud i skoven hver dag og her give dem muligheden for at bevæge sig, bruge sig selv motorisk og være indhyllet i de ægte sanseoplevelser, der findes i naturen.