Hvordan bidrager de mange skærme til småbørns udfordringer? ”Det gør de på forskellig vis. Et konkret eksempel på det kunne være en 4-årig dreng, som jeg havde siddet til konference om ude i en børnehave. Han var meget ængstelig, og det kan der jo være mange årsager til, at børn er. Vi kunne ikke rigtigt finde ud af, hvad det bundede i. Jeg aftalte til sidst med forældrene og personalet, at jeg lavede en observation hjemme hos forældrene. Da jeg kom ind i huset, så jeg to gaming computere inde i stuen og en kæmpestor skærm på væggen. Da hans ældre søskende kom hjem, spillede de nogle meget voldsomme skydespil. Det var tydeligt, at den lille dreng blev både forvirret og bange. Når man er 4 år, kan man ikke forstå, at dét, der foregår på skærmen, bare er en form for leg.

Vi er på stuen i en daginstitution. På sofaen ved siden af vinduet sidder en medarbejder. Foran hende står en 1-årig pige, som er meget ked af det. Hun er lige startet i institutionen, og hun græder højlydt og hjerteskærende, imens hun prøver at komme tæt på medarbejderen ved at holde om hendes arm. Medarbejderen trækker sin arm fri af barnets greb, så pigen er ved at falde og medarbejderen siger vredt: ”Vil du ikke godt stoppe!?” Pigen græder endnu mere og endnu mere højlydt. Medarbejderen fortsætter i et bestemt og bebrejdende toneleje: ”Nej, din far er på arbejde hele dagen. Du skal tie stille nu.” Pigen græder højt og appellerende og den pædagogiske medarbejder siger: ”Vi er godt klar over, at du er en anelse forkælet.” Pigen siger grådkvalt: ”Far” og svaret kommer resolut: ”Nej, far er på arbejde. Slut.” Pigen siger herefter spørgende, mens hun fortsat græder: ”Mor” og svaret er igen: ”Mor er på arbejde. Slut.” Begge gange bliver der sat ekstra tryk på, når medarbejderen siger ’slut’. Irritationen overfor pigen er tydelig og utvetydig.

Roen sænker sig i maven på mig, da jeg møder ind og finder ud af, at stuens to udfordrede børn holder fri. Det er næsten ikke til at tro, at et enkelt barn eller to kan fylde så meget og påvirke mit mod på dagen. Når jeg tænker nærmere over det, bliver det tydeligt, at det grundlæggende er svært for disse børn at følge dagens rytme og deltage i samvær og aktiviteter. Det kræver en permanent parathed fra min og kollegaernes side til at skifte fokus: fra samspil med hele børnegruppen til at tage et enkelt barn i hånden, når det begynder at få det svært.

Ledelse, der giver god plads til reflektioner, er af stor betydning, når det er svært for de pædagogiske medarbejdere at få skabt en hverdag, hvor et barn i ubalance kan være en del af fællesskabet. De pædagogiske medarbejdere oplever, at et barn har svært ved at finde fodfæste i hverdagen. Det er særligt svært i dagens overgange. Fx fra frokost til legeplads, fra samling til pædagogiske aktiviteter, fra ro til bevægelse, hvor det bliver tydeligt, at barnet er i ubalance. Kroppen bliver urolig, følelserne tager over, og behovet for en voksen tæt på til at guide barnet øges. Når det ikke lykkedes de pædagogiske medarbejdere at få skabt en hverdag, hvor barnet kan være en del af fællesskabet og i balance, vokser frustrationen ofte blandt medarbejderne. Særligt når der har været iværksat en lang række af prøvehandlinger/ tiltag, der på forskellig vis har til formål at understøtte barnets deltagelse i fællesskabet. Over tid vokser krydspresset mellem hensynet til det enkelte barn og ansvaret for fællesskabet.

Erfaring og sparring. Alle skal naturligvis bakke op om nye ansatte og studerende, men mentoring af nye ansatte og praktikvejledning af studerende kræver desuden specifik viden og værktøjer. Udvalgte kolleger må have særlige kompetencer til både teoretisk og praktisk at kunne håndtere vejledningsopgaver med pædagogfaglige problemstillinger på et højt fagligt niveau. Desuden kan selv erfarne kollegaer have brug for sparring for at opdatere kompetencer i en ny eller aktuel kontekst eller simpelthen for at finde ny inspiration i deres daglige arbejde.

PædaGrow – Instagram og Tiktok i gabet mellem uddannelse og virkelighed Overgangen fra pædagogstuderende til nyuddannet kan føles som at kaste sig ud i vandet uden at vide, om man kan bunde. Pludselig står man alene med ansvaret for børnegrupper, forældre og kolleger. Her oplever mange et gab mellem uddannelse og virkelighed. Det var netop dér, idéen til PædaGrow opstod.

Jeg har lige afsluttet telefonsamtalen med Viggos far, da Karina fra Solsikkestuen kommer ind på kontoret. De har en pædagogisk udfordring ude på legepladsen, som de gerne vil have min hjælp til. På vej ud på legepladsen møder jeg Kasper fra vuggestuen. Han spørger, om jeg har 5 minutter bagefter. Han har lige haft en vanskelig forældresamtale, som han har brug for at tale med mig om, og vi aftaler at mødes efter hans pause. På vej tilbage til kontoret møder jeg de to fire-årige Oskar og Sofie i Klokkeblomstens garderobe. De har lavet fine papirsfugle, som de gerne vil vise mig, og vi taler om, hvordan de vil flyve med dem ude i skoven i morgen. Tilbage på kontoret igen venter Lotte fra vores fuldintegrerede afdeling på mig. De kan ikke få vagtplanen til at hænge sammen i næste uge, om vi lige kan finde tid til at drøfte udfordringerne? Jeg kigger på uret. Om 10 minutter begynder dagens netværksmøde, og jeg er mødeleder. Jeg aftaler et møde med Lotte i morgen, griber min mødemappe og bevæger mig mod mødelokalet.

Hvad får man egentlig ud af at bruge en dag sammen med pædagoger fra andre daginstitutioner – mens man leder efter og lærer om edderkopper? For pædagogerne i Kolding Kommune er svaret klart: Man får nye idéer, faglig sparring og et fællesskab, der løfter hverdagen. Læringsnetværk er ikke nyt i Kolding, men det er til gengæld stadig et meget værdifuldt redskab til at udvikle den pædagogiske praksis. Og det kan sagtens foregå, med edderkopper på ”menuen”.

”Hvorfor har I valgt at arbejde med voksenpositioner på legepladsen?” Spørgsmålet stilles af Anne under et sparringsmøde i et dagtilbud. Svaret lyder: “Vi oplever, at det er svært at være nærværende, vi er hele tiden på stikkerne og har antennerne ude. Vi vil gerne kunne fordybe os, sætte aktiviteter i gang, være nærværende og møde børnene. Det kan vi kun, hvis vi har ro i at vide, at der er kollegaer, der er opmærksomme på de andre børn.”

Personalet i Vuggestuen Tusindfryd har de seneste 3 år ventet på at skulle flytte fra deres nuværende bygning til en nybygget integreret institution. Flere forsinkelser i byggeriet har skabt usikkerhed i tidsrammen omkring institutionens fremtidig, både hos medarbejdere, ledelse og forældre. Det har betydet, at diverse processer omkring forsinkelse, udskydelser i indflytning, byggemøder, økonomimøder, møder om indretning, møder med forældre, om hvad de stilles i udsigt osv. har fyldt en del i hverdagen. Dertil kommer at der også løbende må organiseres med hensyntagen til møder med eksterne samarbejdspartnere fra byggeafdelingen.