Hvordan bidrager de mange skærme til småbørns udfordringer? ”Det gør de på forskellig vis. Et konkret eksempel på det kunne være en 4-årig dreng, som jeg havde siddet til konference om ude i en børnehave. Han var meget ængstelig, og det kan der jo være mange årsager til, at børn er. Vi kunne ikke rigtigt finde ud af, hvad det bundede i. Jeg aftalte til sidst med forældrene og personalet, at jeg lavede en observation hjemme hos forældrene. Da jeg kom ind i huset, så jeg to gaming computere inde i stuen og en kæmpestor skærm på væggen. Da hans ældre søskende kom hjem, spillede de nogle meget voldsomme skydespil. Det var tydeligt, at den lille dreng blev både forvirret og bange. Når man er 4 år, kan man ikke forstå, at dét, der foregår på skærmen, bare er en form for leg.

Et tydeligt tandsæt er afmærket på Holgers arm. Jeg sukker og bliver ked af, at vi ikke kan passe på de små. Men for at forstå, hvordan Magnus’ tænder er landet på Holgers arm, må jeg spole tilbage og begynde på Magnus’ første dag:1 Jeg beder Mia, vores nye studerende der er i sin første praktik, om at tage Tilde og Marie med ud, så de de kan blive skiftede.’. På mit ene knæ sidder Mille, ved det modsatte ben står Mikkel, og jeg er i gang med at hjælpe Holger op på en stol. Anja, min mangeårige kollega, sidder på gulvet og læser med otte børn. ”Jeg bliver nødt til at gøre klar til, at jeg kan tage imod Magnus,” siger jeg, da Mia kommer tilbage. ”Han starter i dag.” Jeg sætter både Mille, Mikkel og Holger ned til Anja og går ud for at finde flag og det laminerede navneskilt til Magnus’ rum. Netop, som jeg sætter skiltet på, træder Magnus’ mor ind med en betuttet dreng. ”Hej Magnus,” siger jeg og forsøger at få kontakt med ham. ”Det har været en lidt svær morgen,” siger mor. ”Med den nye lillesøster og skiftet fra dagplejen sker der meget for en lille

Jeg ved jo ikke, hvordan du der læser dette, tænker og føler om meget syge børn. Personligt har jeg det meget svært. Jeg kan næsten ikke holde til blot at se en film, hvor der sker noget alvorligt med børn eller hvor de er meget syge. Det gør for ondt. Og derfor har jeg også den allerdybeste medfølelse med forældrene til disse børn. Og nu sidder jeg i mit køkken med Asger, der har som job at være sammen med disse børn og forældre og som skal samarbejde med en række andre fagpersoner om det. En lang samtale som der kun er udpluk af i det følgende. Først spørger jeg ham slet og ret om, hvordan han magter så følelsesladet et arbejde.

Grethes handlinger og pædagogiske tilbud til Emilie og hendes mor afhænger af det barnesyn og den udviklingsforståelse, der danner fundament for Grethe og hendes kollegaers pædagogiske praksis. I Emilies vuggestue arbejder det pædagogiske personale med et tilknytningsbaseret barnesyn. Det betyder, at de har fokus på, at barnet ikke kun tilpasser sig, men at det også får mulighed for tilknytte sig trygt til dem, mens det går i vuggestuen. I et tilknytningsbaseret barnesyn ser man relationen til den professionelle som den vigtigste brik i læringsmiljøet. Når personalet bliver en tryg base for barnet, vil det naturligt søge at udforske verden og herigennem få nye brugbare erfaringer med at indgå i samspil med andre børn og udforske verden på egen hånd.

Børn holder jo ikke op med at være børn og de ændrer ikke deres behov, fordi der er Corona i luften. De har de samme behov for kram, tryghed, nærvær og omsorg i en tid med store forandringer, som de har til alle tider – eller faktisk større behov. Dét gjorde det kompliceret fra marts 2020, da vi først blev lukket ned, og der blev indsat et nødberedskab, og da vi senere genåbnede under helt nye vilkår. Nu er vi nået til – i skrivende stund - januar 2021 og tingene er bestemt stadig meget brogede og udfordrende. Næsten et helt år har vi arbejdet under Coronaens betingelser og for at vise, hvor meget det griber ind i vilkårene for pædagogikken, har jeg brug for at skrive om det. Også for at vi kan fastholde og lære af de dyrekøbte erfaringer, vi har gjort!

To drenge er i gang med en leg. En af drengene siger: årh, hvor går det hurtigt! Den anden svarer: ja, det er fordi vi samarbejder … Instagram og Børneintra Da Danmark lukkede ned 11. marts 2019 blev hele institutionen hjemsendt. Vi havde ikke nogen børn til nødpasning, og fra den ene dag til den anden havde vi ikke et dagligt arbejdsfællesskab. Ved hjælp af sms-tråde lykkedes det os at holde fast i hinanden, og instagram var en platform, hvor vi kunne sende beskeder, legeforslag og gode ideer ud til forældrene, som vi vidste havde deres sag for med hjemmearbejde, hjemmeskole for de større søskende og underholdning af de små. Da vi endelig kunne åbne dørene igen efter påske, var der mange ender, der skulle mødes. Vi valgte at lave to afdelinger med to sæt retningslinjer – en for børnehaven og en for vuggestuen. Vi hørte rygter om afspærringsbånd til opdeling af legepladsen, opsætning af telte, der skulle byggetilladelse til, problemer med at skaffe håndsprit og handsker, og vi vidste, at det var nu vi skulle være kreative, hvis vi skulle bevare vores gejst. Vi gik selv på jagt efter sprit og handsker i de butikker, der endnu ikke var

En morgen i Børnehuset Bullerbo sidst i april – lige efter genåbning. Samling – We will rock you 10 forventningsfulde børn står klar ved lågen, de er på vej i kolonihaven, de er allerede helt bevidste om, at de skal vaske hænder ved de ny opsatte håndvaske, lige som de gør med mor eller far, når de møder ind om morgenen. Kolonihaven har i mange år været en del af institutionen, og der har længe været et stort ønske om at bruge den endnu mere end tidligere. Corona retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen om afstand og udeliv fik ønsket til at gå i opfyldelse, da de ældste børnehavebørn fik kolonihaven som base fra april til august. Kolonihaven ligger 20 minutters gang fra institutionen, i et område hvor mange har helårshaver.

Corona-virussets indtræden i Danmark har vendt op og ned på hverdagens normale struktur, stort set hos alle. Det har også betydet, at Katholt Syd, en specialgruppe i Øster Jølby Børnehus, Morsø Kommune, har gjort skoven til deres daglige base. De 5 børn i specialgruppen har hver deres særlige behov bestående af kognitive udfordringer, udfordringer med tilknytning eller sproglige udfordringer. Sammen med to pædagoger og en studerende tager de i skoven hver dag mellem 8.30 og 13.30. Det væltede træ ”Susanne cykler i skoven med børnene Peter, John, Gitte og Karsten. Morten går derud med Oskar. I dag tændes bålet ved shelteret kl. 9.00 og der spises formiddagsmad. I går var der storm, hvilket italesættes af de voksne, og måske kan det ses i skoven. Børn og voksne går derfor på opdagelse, og pludselig råber Peter: ”Kom, Kom – se, det store træ, det er væltet”. Både børn og voksnes opmærksomhed fanges af det kæmpe træ.

Corona og COVID-19 medførte en gennemgribende ændring af vores samfund – og af vores hverdagsliv på Holmeå Børnecenter. Der er blevet gjort en kæmpe stor indsats for at udvikle alternative handlemuligheder indenfor pædagogikken overalt i Børnecentret. Her vil jeg imidlertid behandle et ganske bestemt område, nemlig de tosprogede børn og deres læringsmiljø. Formålet med at beskrive netop dette område er, at vi kan uddrage læring, der kan have betydning for det fremtidige arbejde indenfor netop dette felt. Den regionale og nationale indsats i forhold til corona har motiveret en tosprogsvejleder på Holmeå Børnecenter til at sætte sig nye mål for arbejdet omkring de tosprogede. Vejen kommune havde netop i 2020 et politisk mål om at arbejde med læringsmiljøerne, og temaet fylder i den styrkede pædagogiske læreplan. Restriktioner på ukrainsk Holmeå Børnecenter består af flere matrikler, og denne artikel tager udgangspunkt i det arbejde, der er foregået i Børnehaven i Hovborg. Første gennemgribende forandring i Børnecenteret kom, da Statsminister Mette Frederiksen lukkede Danmark ned den 11. marts 2020. Siden åbnede vi igen, men med mange forskellige restriktioner, som påvirker det pædagogiske arbejde i institutionen. I forhold til arbejdet med de tosprogede børn og deres familie var det et tilbageskridt ikke at

”Se mig Chugar. Mig har mundbind på” sådan sagde lille Gabriel på to år, til en af de voksne på hans stue. Gabriel legede, at en af Legoklodserne var et mundbind, og det skulle han have på, inden han skulle ud at flyve Vi er en stor institution, med mange børn. Vi arbejder, ”under normale” omstændigheder, gerne i mindre grupper og på tværs af stuerne, så børnene lærer hinanden bedre at kende. Ligeledes er samarbejdet på tværs af stuerne også med til, at personalet får bedre kendskab til alle børn i huset. Da vi i foråret blev pålagt restriktioner om at holde børnene adskilt i mindre grupper, havde vi, som personale, en følelse af at fratage børnene værdien og friheden til selv at kunne vælge, hvem de gerne ville lege med. Vi ved jo, at børnenes sociale kompetencer udvikles i fællesskab med andre, og i særdeleshed gennem tætte relationer – så hvordan skulle det gå, når vi fratog børnene muligheden for selv at vælge legekammerater?