SFO’en på Tjørring Skole har vi en fast struktur for opstartsmøder og mentorordning, fordi vi gerne vil sikre en god start for nye pædagogmedhjælpere. Vi har overført erfaringerne fra at modtage pædagogstuderende uddannelsespraktik til modtagelsen af vores nye pædagogmedhjælpere. Vi ønsker som arbejdsplads at være med til at skabe gode og lærerige praksiserfaringer og give alle pædagogmedhjælpere en pædagogisk basisviden og gerne en fortsat interesse for arbejdet med børn. Vi tror på, at en god opstart er med til at fastholde dem på længere sigt.

Møder er en naturlig del af hverdagen i dagtilbud. De fleste af os har siddet til mange af dem – nogle, der giver energi og nye perspektiver, og andre, der hurtigt glider i baggrunden, når hverdagen kalder igen. I lederteamet har vi gennem årene stillet os selv et grundlæggende spørgsmål: Hvordan skaber vi møder, der både reelt bidrager til udvikling af praksis, som giver mening for både medarbejdere og som kan mærkes i arbejdet med børnene?

Kunsten er at skabe en organisering, som også kan være dynamisk, og hvor børnene kan få indflydelse både på deres aktivitet og på, hvem de er sammen med. Pædagogen, som er morgenåbner, er ansvarlig for organisationsplanen fra morgenstunden, til vi går ud på legepladsen over frokost. Herefter tager pædagogen, som lukker, over for eftermiddagen. Også eftermiddagen er organiseret så alle voksne kender deres position.

Eksemplet kunne være eftermiddagsfrugten Det er tirsdag i værkstedsrummet i vuggestuen. Pædagoger, pædagogmedhjælpere og ledelse sidder om det runde bord. Hver uge mødes vi i refleksionsrummet for at tale om det, vi har set, mærket, oplevet og undret os over i hverdagen med børnene. Det gør vi gennem små praksisfortællinger, som bliver nedskrevet i vores refleksionsark, der hedder ”Visuel Pædagogisk Refleksion.” I dag handler samtalen om eftermiddagen i vuggestuen. Om overgangen fra søvn til frugt. Om mellemgruppen og storegruppen der vågner i forskelligt tempo. Og om voksne der gerne vil skabe nærvær og langsommelighed, men som indimellem oplever, at vores organisering kommer til at stå i vejen.Eksemplet kunne være eftermiddagsfrugten Det er tirsdag i værkstedsrummet i vuggestuen. Pædagoger, pædagogmedhjælpere og ledelse sidder om det runde bord. Hver uge mødes vi i refleksionsrummet for at tale om det, vi har set, mærket, oplevet og undret os over i hverdagen med børnene. Det gør vi gennem små praksisfortællinger, som bliver nedskrevet i vores refleksionsark, der hedder ”Visuel Pædagogisk Refleksion.” I dag handler samtalen om eftermiddagen i vuggestuen. Om overgangen fra søvn til frugt. Om mellemgruppen og storegruppen der vågner i forskelligt tempo. Og om voksne der gerne vil skabe nærvær og langsommelighed, men som indimellem oplever, at vores organisering kommer til at stå i

Bittesmå forhold kan ændre børns liv. Børn er fløjtende ligeglade med, om de efterlever læreplanens fine mål. Børn skal være trygge og helst ofte glade. For så “kræver det nemlig et ganske særligt talent at forhindre dem i at udvikle sig”, som Ann-Elisabeth Knudsen har sagt. Børn kan ikke sige op. Deres modstand mod det, de bliver budt, kan også kræve et særligt talent at afkode. Derfor er det vigtigt, at de omgives af voksne, som kan tænke sig om. Voksne, som forstår at oversætte børns intentioner og de uopfyldte drømme eller behov, der gemmer sig bag en, måske, uforståelig adfærd. Det betyder, at ingen institution er bedre end køkkendamens, pedellens, eller den nye vikars adfærd.

Mens pædagogmedhjælperen i 1970´erne havde rollen som praktisk hjælper for pædagogen, omhandler pædagogmedhjælperens opgaver i dag også: • leg og omsorg for barn og børnefællesskab • samarbejde med kolleger om pædagogiske aktiviteter • samarbejde med forældre Udvidelsen af opgaverne skal ses i lyset af et stigende fokus på dagtilbudsområdet. Forskning peger på, hvordan børns tidlige leveår påvirker livschancer og voksenliv. Det gælder for eksempel trivsel, sundhed, uddannelse, arbejde. Det er ikke ligegyldigt, hvordan alle de voksne er i relation til børnene, hvordan hverdagen organiseres, hvordan de voksne samarbejder om at skabe inkluderende læringsmiljøer og børnefællesskaber. Dagtilbud skal levere kvalitet – og det stiller krav til også pædagogmedhjælpere. De skal ikke ’bare’ feje og tage af bordet. Deres daglige arbejde og de pædagogiske indsatser, de deltager i skal stå i relation til dagtilbuddets mål og fremme børns udvikling, læring, trivsel og dannelse. Disse mål og indsatser skal igen relatere sig til Dagtilbudsloven og Den Pædagogiske Læreplan.

Jeg blev helt stille, da jeg fandt fotografiet. Jeg er 17 år gammel. Året er 1989. Bag den kraftige makeup gemmer der sig noget andet: mørke, ensomhed og opgivenhed. Det var en svær tid. Min far var alvorligt syg og ventede på et nyt hjerte – noget der lå langt ude i fremtiden. Sygdom fyldte det hele. Jeg blev ikke erklæret uddannelsesparat. Mine venner gik videre. De fik nye fællesskaber, nye oplevelser og jeg stod tilbage. Alene. Jeg følte mig uduelig. Som én, der ikke kunne noget. Ikke var klog nok. Samtidig bar jeg på en konstant bekymring for min far. Så faldt han om og døde. Mit liv gik i stå. Ingen talte rigtigt med mig om det at miste. Jeg blev pludselig voksen og samtidig følte jeg mig som et lille barn. Jeg blev siddende derhjemme lidt for længe. Min mor og mormor sagde: “Du er hjælpsom, Anne, og det er det vigtigste.” De foreslog, at jeg kunne tage rengøring på et hotel. Men de kendte også en børnehave, der søgte en ansat. Jeg blev nærmest skubbet til at søge der, og der var ikke de store forventninger.

Maibritt Iversen fortæller indledningsvist: ”Helt tilbage i 2011 havde vi i en periode mange forskellige ’forstyrrelser’, og der oplevede vi simpelthen, at vi var nødt til at formulere et solidt pædagogisk fundament, med basis i vores respektive pædagogiske fagligheder. Du kunne også kalde det at tydeliggøre og udvide de pædagogiske læreplaner. Det blev til mange beskrivelser inde på vores hjemmeside, herunder også ret omfattende stillingsbeskrivelser. Hvem er vi? Hvad er det, vi kan hver især? Hvad er det, vi forventer af pædagogmedhjælpere, vikarer, pædagoger, køkkenpersonale, leder, og så videre.

Vi er på stuen i en daginstitution. På sofaen ved siden af vinduet sidder en medarbejder. Foran hende står en 1-årig pige, som er meget ked af det. Hun er lige startet i institutionen, og hun græder højlydt og hjerteskærende, imens hun prøver at komme tæt på medarbejderen ved at holde om hendes arm. Medarbejderen trækker sin arm fri af barnets greb, så pigen er ved at falde og medarbejderen siger vredt: ”Vil du ikke godt stoppe!?” Pigen græder endnu mere og endnu mere højlydt. Medarbejderen fortsætter i et bestemt og bebrejdende toneleje: ”Nej, din far er på arbejde hele dagen. Du skal tie stille nu.” Pigen græder højt og appellerende og den pædagogiske medarbejder siger: ”Vi er godt klar over, at du er en anelse forkælet.” Pigen siger grådkvalt: ”Far” og svaret kommer resolut: ”Nej, far er på arbejde. Slut.” Pigen siger herefter spørgende, mens hun fortsat græder: ”Mor” og svaret er igen: ”Mor er på arbejde. Slut.” Begge gange bliver der sat ekstra tryk på, når medarbejderen siger ’slut’. Irritationen overfor pigen er tydelig og utvetydig.

”Hvorfor har I valgt at arbejde med voksenpositioner på legepladsen?” Spørgsmålet stilles af Anne under et sparringsmøde i et dagtilbud. Svaret lyder: “Vi oplever, at det er svært at være nærværende, vi er hele tiden på stikkerne og har antennerne ude. Vi vil gerne kunne fordybe os, sætte aktiviteter i gang, være nærværende og møde børnene. Det kan vi kun, hvis vi har ro i at vide, at der er kollegaer, der er opmærksomme på de andre børn.”