Hvordan bidrager de mange skærme til småbørns udfordringer? ”Det gør de på forskellig vis. Et konkret eksempel på det kunne være en 4-årig dreng, som jeg havde siddet til konference om ude i en børnehave. Han var meget ængstelig, og det kan der jo være mange årsager til, at børn er. Vi kunne ikke rigtigt finde ud af, hvad det bundede i. Jeg aftalte til sidst med forældrene og personalet, at jeg lavede en observation hjemme hos forældrene. Da jeg kom ind i huset, så jeg to gaming computere inde i stuen og en kæmpestor skærm på væggen. Da hans ældre søskende kom hjem, spillede de nogle meget voldsomme skydespil. Det var tydeligt, at den lille dreng blev både forvirret og bange. Når man er 4 år, kan man ikke forstå, at dét, der foregår på skærmen, bare er en form for leg.

Er Lisa en lille engel eller en møgunge? Er hun en helt almindelig unge, der bare ikke ved bedre? Gør hun det med vilje? Eller er hun måske en pige med nogle vanskeligheder med at beregne årsag og virkning og med at holde impulser tilbage? Hvordan vi bedømmer hende og hendes evner bestemmer, hvordan vi forholder os til adfærden og til hende som person. Lisa er fem år gammel. Hun leger med sine brødre og kusiner. De leger med vandballoner. De andre gemmer sig, og venter til Lisa kommer forbi, og smider så balloner på hende. Hun er ret våd allerede. Da hun sniger sig langs med husmuren for at se, om de er bag næste hjørne, får hun vandballoner på sig ovenfra. Hendes storebror og to kusiner står i vinduet på hendes værelse på første sal og dropper ballonerne på hende. Hun tager vandslangen, som ligger på græsplænen, og sprøjter vand op på dem. De skriger og forlader vinduet. Lisa forsætter med at sprøjte gennem vinduet, til hun hører sin far råbe: “Hvad laver du, Lisa? Du ødelægger jo gulvet på dit værelse, når du sprøjter al det vand ind”. Han sad sammen med de andre voksne og drak kaffe og snakkede, til han hørte ungernes skrig.

Når jeg kører hjem fra arbejde, tænker jeg altid på, hvad der har virket i mit pædagogiske arbejde. Både i den faglige del og i det at jeg har mig selv med! Her kommer beretningen om et sådan eksempel: En dag drog vi to voksne og fem børn på en tur ud i skoven. Philip på 3 år var med. Turen er en juletradition og børnene får brugt deres kroppe på en anden måde i det ujævne terræn. Vi samler også til juledekorationer. Ellers havde vi ikke noget bevidst mål, men vi ønskede at følge børnene. Turen var derfor ustruktureret og dog alligevel med en form: En begyndelse, et plot og en slutning. Det var indholdet, der ikke var struktureret. Nogle af børnene havde været i børnehave, andre i skole. De var derfor lidt trætte, og Philip forstod ikke helt, hvad en juledekoration var, men han vidste, at han skulle samle ting til den, og han lagde meget mærke til, hvad de andre børn samlede. Han fulgte i de ældre børns spor, som han ofte gør, og faldt flere gange over stubbe og tuer. Men han rejste sig op og gik videre med fornyet energi.

Disse børn har typisk reaktionsmønstre, som hører hjemme indenfor opvækstrelaterede problemstillinger. Det kan naturligvis være et følgesymptom ved diagnoser, men altså sjældent en grundproblemstilling ved for eksempel ADHD. Hos børn som er meget for tidligt fødte ser vi typisk – især i slutningen af børnehavealderen – at de har vanskeligheder med at koncentrere sig, og at de har svært ved store sammenhænge og høje lyde. De virker hypersensible og vil allerhelst have deres pædagogiske medarbejder helt for sig selv. Her kan det være en svær balancegang som professionel både at give den fornødne tryghed og de små puf ind i legesammenhænge og større selvstændighed, som er nødvendige. Det er i sagens natur både tidskrævende og ressourcekrævende og alene derfor en daglig udfordring.

Et børnesyn reflekterer den måde, vi som samfund ser på værdien af børn og barndom. Det er et fundament, som vi – bevidst eller ubevidst – bygger vores familier, samvær og institutioner på. Det nye børnesyn er resultatet af en historisk udvikling, som bygger på dels vores ophobede viden om børns behov for tilknytning, støtte og forståelse, og på FN’s Børnekonvention, som understreger kvaliteten af barn-voksen-relationen og de voksnes lederskab som afgørende for børns psykosociale udvikling.

Jeg er med til det ugentlige børnemøde i en af børnehavestuerne i Den Grønne Kile i Lejre Kommune. Børn og voksne har fordelt sig i mindre grupper og samtalen handler om, hvilke ideer børnene har til fælles lege, temaer og aktiviteter. Den Grønne Kile er i gang med at implementere Nest-pædagogik og har blandt andet fokus på, hvordan det daglige læringsmiljø tager afsæt i børneperspektivet. Med afsæt i Nest-pædagogikkens værdier arbejder Den Grønne Kile med at inkludere børnenes interesser i udviklingen af meningsfulde og inkluderende læringsmiljøer. Der lægges vægt på børnenes perspektiver, tanker og ønsker og dermed inddrages de aktivt i hverdagens pædagogiske aktiviteter.

Ulla, der er mor til Oswald, kommer ind med Oswald i armene og spørger efter Cirkeline. ”Oswald vil helst afleveres til Cirkeline” siger Ulla. I gangen står to pædagoger og begge bliver de lidt forundrede. Først fordi de tænker, at det måske ikke er noget Oswald på 2 år selv kan give udtryk for, men også fordi de faktisk begge har en rigtig god kontakt til Oswald. Hvad er det mon udtryk for, når Ulla siger som hun gør? Og hvad sker der inden i os, når vi bliver mødt af en anden sandhed, end det vi selv ser og forstår? Svarene får du senere.

Som pædagog og som læringskonsulent for pædagoger har jeg brugt flere forskellige slags IT-teknologier som pædagogiske redskaber. Jeg har i den forbindelse hørt mange kritiske røster om sammenhængen mellem børn og teknologi. For, hvorfor skal børn udsættes for teknologi i deres tid i dagtilbud? De skal jo ud at lege. Og ja, det skal de, men man kan faktisk kombinere disse to ting med hinanden. Og så udelukker det ene ikke det andet.

Allerede for ti år siden arbejdede dagtilbud med bæredygtighed. Som en del af et internationalt projekt, iværksat af OMEP, blev for eksempel dengang 170 danske 4-5 årige børn spurgt om, hvad billedet til venstre illustrerer. inspireret af blandt andet FN’s 17 verdensmål, både er indskrevet i den styrkede pædagogiske læreplan og kommer til udtryk i den levede pædagogik. De havde mange svar, men de kredsede alle om, at børnene passer på jordkloden. Typiske svar var: ”De renser jordkloden” ”De vasker jorden, fordi den er fyldt med skrald” ”De samler skrald, det har jeg også gjort med min mor.” Dengang brugte børnene ikke begrebet bæredygtighed. Men i dag, bare 10 år senere, er det blevet et begreb, rigtig mange børn forstår og anvender. Dels fordi de hele tiden hører om det, dels fordi mange familier har gjort det til et hverdagsemne i forbindelse med for eksempel affaldsindsamling og affaldssortering eller fornuftig brug af vand og lys. Hvilket også er fænomener, børnene møder i institutionen!1. Eksempler som affaldsindsamling-og sortering kan ses som de første skridt i en pædagogik for bæredygtighed.

“Hvorfor bor billen under stenen?” De fleste pædagoger kender godt det der med, at turen ned til diget udløser en endeløs strøm af spørgsmål fra børnene. Børn er født med en naturlig nysgerrighed og trang til at forstå verden omkring sig. Den skal erobres og udforskes gennem sanserne – og tillægges mening med hjælp fra pædagogen. I vores iver for at hjælpe dem på vej kommer vi hurtigt til at levere svarene og f.eks. fortælle, hvorfor billen bor under stenen og ikke ovenpå. Det er der ikke noget forkert i, hvis målet er faktuel viden eller konkrete færdigheder, men det er ikke hensigtsmæssigt, hvis vi ønsker at understøtte børnene i at erfare, eksperimentere med og analysere deres omgivelser, og derigennem blive klogere på sig selv og verdenen - jf. Børne og Undervisningsministeriets formål med læreplanstemaet Natur, udeliv og science.