Vi er på stuen i en daginstitution. På sofaen ved siden af vinduet sidder en medarbejder. Foran hende står en 1-årig pige, som er meget ked af det. Hun er lige startet i institutionen, og hun græder højlydt og hjerteskærende, imens hun prøver at komme tæt på medarbejderen ved at holde om hendes arm. Medarbejderen trækker sin arm fri af barnets greb, så pigen er ved at falde og medarbejderen siger vredt: ”Vil du ikke godt stoppe!?” Pigen græder endnu mere og endnu mere højlydt. Medarbejderen fortsætter i et bestemt og bebrejdende toneleje: ”Nej, din far er på arbejde hele dagen. Du skal tie stille nu.” Pigen græder højt og appellerende og den pædagogiske medarbejder siger: ”Vi er godt klar over, at du er en anelse forkælet.” Pigen siger grådkvalt: ”Far” og svaret kommer resolut: ”Nej, far er på arbejde. Slut.” Pigen siger herefter spørgende, mens hun fortsat græder: ”Mor” og svaret er igen: ”Mor er på arbejde. Slut.” Begge gange bliver der sat ekstra tryk på, når medarbejderen siger ’slut’. Irritationen overfor pigen er tydelig og utvetydig.

Ledelse, der giver god plads til reflektioner, er af stor betydning, når det er svært for de pædagogiske medarbejdere at få skabt en hverdag, hvor et barn i ubalance kan være en del af fællesskabet. De pædagogiske medarbejdere oplever, at et barn har svært ved at finde fodfæste i hverdagen. Det er særligt svært i dagens overgange. Fx fra frokost til legeplads, fra samling til pædagogiske aktiviteter, fra ro til bevægelse, hvor det bliver tydeligt, at barnet er i ubalance. Kroppen bliver urolig, følelserne tager over, og behovet for en voksen tæt på til at guide barnet øges. Når det ikke lykkedes de pædagogiske medarbejdere at få skabt en hverdag, hvor barnet kan være en del af fællesskabet og i balance, vokser frustrationen ofte blandt medarbejderne. Særligt når der har været iværksat en lang række af prøvehandlinger/ tiltag, der på forskellig vis har til formål at understøtte barnets deltagelse i fællesskabet. Over tid vokser krydspresset mellem hensynet til det enkelte barn og ansvaret for fællesskabet.

Erfaring og sparring. Alle skal naturligvis bakke op om nye ansatte og studerende, men mentoring af nye ansatte og praktikvejledning af studerende kræver desuden specifik viden og værktøjer. Udvalgte kolleger må have særlige kompetencer til både teoretisk og praktisk at kunne håndtere vejledningsopgaver med pædagogfaglige problemstillinger på et højt fagligt niveau. Desuden kan selv erfarne kollegaer have brug for sparring for at opdatere kompetencer i en ny eller aktuel kontekst eller simpelthen for at finde ny inspiration i deres daglige arbejde.

PædaGrow – Instagram og Tiktok i gabet mellem uddannelse og virkelighed Overgangen fra pædagogstuderende til nyuddannet kan føles som at kaste sig ud i vandet uden at vide, om man kan bunde. Pludselig står man alene med ansvaret for børnegrupper, forældre og kolleger. Her oplever mange et gab mellem uddannelse og virkelighed. Det var netop dér, idéen til PædaGrow opstod.

Hvad får man egentlig ud af at bruge en dag sammen med pædagoger fra andre daginstitutioner – mens man leder efter og lærer om edderkopper? For pædagogerne i Kolding Kommune er svaret klart: Man får nye idéer, faglig sparring og et fællesskab, der løfter hverdagen. Læringsnetværk er ikke nyt i Kolding, men det er til gengæld stadig et meget værdifuldt redskab til at udvikle den pædagogiske praksis. Og det kan sagtens foregå, med edderkopper på ”menuen”.

Personalet i Vuggestuen Tusindfryd har de seneste 3 år ventet på at skulle flytte fra deres nuværende bygning til en nybygget integreret institution. Flere forsinkelser i byggeriet har skabt usikkerhed i tidsrammen omkring institutionens fremtidig, både hos medarbejdere, ledelse og forældre. Det har betydet, at diverse processer omkring forsinkelse, udskydelser i indflytning, byggemøder, økonomimøder, møder om indretning, møder med forældre, om hvad de stilles i udsigt osv. har fyldt en del i hverdagen. Dertil kommer at der også løbende må organiseres med hensyntagen til møder med eksterne samarbejdspartnere fra byggeafdelingen.

De fleste ved det godt: – Vi lykkes ikke med at udvikle en stærk, faglig kultur ved at kontrollere mere, bare “fylde mere viden på” eller lave alting om i morgen. – Det har stor betydning, hvis ledelsen stiller sig i spidsen, muliggør og holder fast i den pædagogiske opgave – også når hverdagen trækker i andre retninger. – At børnenes voksne lykkes bedst, når de arbejder i samme retning og har et fælles sprog for god praksis. Men hvordan kan man arbejde med pædagogisk udvikling og faglige refleksioner i hverdagen, når for eksempel størstedelen af medarbejderne ikke er uddannede? Eller når der ikke findes ekstra tid? Eller når dagen starter med to sygemeldinger og at nogen har kastet op på én?

Efter en kort introduktion fra vores gæst går vi alle i vores sanserum – nu skal der leges. Med håndfladerne presset mod hinanden forsøger Helle og Marlene at flytte hinanden til et bestemt punkt i rummet. De er begge lige stærke og trykker hinanden med en kraft, som gør, at de forbliver på samme plet Der kommer ny instruks. Helle skal forsøge at trække/lede Marlene i stedet for at trykke. Der opstår bevægelse. Pludselig danser de rundt i hele rummet og ender dér, hvor Helle ønskede at lede dem hen. Øvelsen er en visualisering af det, der sker når man står urokkeligt fast på sine argumenter og trykker, eller når man søger følgeskab ved at være opmærksom på den andens bevægelser og trækker.

I institutionen er der 40 vuggestuebørn og 80 børnehavebørn. Institutionen rummer 38 medarbejdere, en souschef og en institutionsleder. Siden jeg i august 2024 tiltrådte som leder, har vi haft fokus på at skabe en god kultur, hvor der er plads til udvikling, trivsel og samarbejdsglæde. Med stor respekt for hvad institutionen allerede rummer. I tæt samarbejde med min souschef Mette E og hele personalegruppen har jeg skabt en klar fælles retning for arbejdet, med fokus på, hvordan faglighed og hjerte skal hænge sammen i den pædagogiske praksis.

Det er over 1½ år siden, der sidst var en pædagog, som sagde op (og den pædagog skulle på efterløn). • For 2. og 3. kvartal i år har sygefraværet ligget på under 2%. • Der har lige været uanmeldt pædagogisk tilsyn, hvor konklusionen var: ”Dagtilbuddet har særligt sine styrker inden for at det pædagogiske personale har en positiv og motiverende tilgang til alle børn gennem hele dagen. Der arbejdes med en struktureret hverdag, som giver mulighed for at børnene kan bidrage og med fokus på fællesskaber og leg”. • Den seneste trivselsvurdering i personalegruppen, fra 2024, viste, at 94% er glade for deres arbejde, 100 % er engageret i deres arbejde, 94 % er tilfredse med indflydelsen på egne arbejdsopgaver og 100% bidrager med trivslen på arbejdspladsen. • Der er ingen forældreklager og vi holder budgettet (men ville da godt have mere!)