Et barn rejser sig gentagne gange og forlader bordet. […] Den voksne rejser sig, går hen til barnet og sætter sig ved siden af det. Opholder sig et øjeblik i dét, barnet er optaget af.

Tredje gang udskifter vi ordet Om med et af børnenes navne: »Shanti, Shanti, Anne«. I dét øjeblik kigger hele gruppen barnet direkte i øjnene og smiler.

Hvis et barn skal kunne indgå i et fællesskab med andre børn og voksne, skal det kunne mærke sig selv fysisk og sansemæssigt, før det kan mærke, hvor de andre er henne.

Velkommen til Grøn stue: Her har vi dyreskeletter på væggen og i vindueskarmene og døde dyr i glas med sprit og i montrer på væggen. […] Her i børnehaven er ingen børn bange for døden.

Jens tager kikkerten ned og siger “Jacob, jeg har set en dumpap” imens han peger på mig. Vi griner begge to meget og går tilbage til de andre …

“Kan I høre katten?” Børnene lytter. Ingen siger noget. Blikkene søger rundt i rummet. “Vi må liste os ind på tå. Plet har virkelig god hørelse – og så er han ganske fræk.”

Birk træder ind på stuen med et insektglas i hånden. Morgensamlingen er lige ved at begynde, men han har noget vigtigt, han gerne vil vise. I glasset kravler en lille grøn larve, som han har fundet derhjemme.

“Jeg savner dem allerede.” Ordene kommer fra en dreng på omkring tre et halvt år. Han står med en voksen i hånden. Rundt omkring leger de ældste børn, som om få dage skal videre i mini–SFO.

Eksemplet kunne være eftermiddagsfrugten Det er tirsdag i værkstedsrummet i vuggestuen. Pædagoger, pædagogmedhjælpere og ledelse sidder om det runde bord. Hver uge mødes vi i refleksionsrummet for at tale om det, vi har set, mærket, oplevet og undret os over i hverdagen med børnene. Det gør vi gennem små praksisfortællinger, som bliver nedskrevet i vores refleksionsark, der hedder ”Visuel Pædagogisk Refleksion.” I dag handler samtalen om eftermiddagen i vuggestuen. Om overgangen fra søvn til frugt. Om mellemgruppen og storegruppen der vågner i forskelligt tempo. Og om voksne der gerne vil skabe nærvær og langsommelighed, men som indimellem oplever, at vores organisering kommer til at stå i vejen.Eksemplet kunne være eftermiddagsfrugten Det er tirsdag i værkstedsrummet i vuggestuen. Pædagoger, pædagogmedhjælpere og ledelse sidder om det runde bord. Hver uge mødes vi i refleksionsrummet for at tale om det, vi har set, mærket, oplevet og undret os over i hverdagen med børnene. Det gør vi gennem små praksisfortællinger, som bliver nedskrevet i vores refleksionsark, der hedder ”Visuel Pædagogisk Refleksion.” I dag handler samtalen om eftermiddagen i vuggestuen. Om overgangen fra søvn til frugt. Om mellemgruppen og storegruppen der vågner i forskelligt tempo. Og om voksne der gerne vil skabe nærvær og langsommelighed, men som indimellem oplever, at vores organisering kommer til at stå i

Bittesmå forhold kan ændre børns liv. Børn er fløjtende ligeglade med, om de efterlever læreplanens fine mål. Børn skal være trygge og helst ofte glade. For så “kræver det nemlig et ganske særligt talent at forhindre dem i at udvikle sig”, som Ann-Elisabeth Knudsen har sagt. Børn kan ikke sige op. Deres modstand mod det, de bliver budt, kan også kræve et særligt talent at afkode. Derfor er det vigtigt, at de omgives af voksne, som kan tænke sig om. Voksne, som forstår at oversætte børns intentioner og de uopfyldte drømme eller behov, der gemmer sig bag en, måske, uforståelig adfærd. Det betyder, at ingen institution er bedre end køkkendamens, pedellens, eller den nye vikars adfærd.