Eksemplet kunne være eftermiddagsfrugten Det er tirsdag i værkstedsrummet i vuggestuen. Pædagoger, pædagogmedhjælpere og ledelse sidder om det runde bord. Hver uge mødes vi i refleksionsrummet for at tale om det, vi har set, mærket, oplevet og undret os over i hverdagen med børnene. Det gør vi gennem små praksisfortællinger, som bliver nedskrevet i vores refleksionsark, der hedder ”Visuel Pædagogisk Refleksion.” I dag handler samtalen om eftermiddagen i vuggestuen. Om overgangen fra søvn til frugt. Om mellemgruppen og storegruppen der vågner i forskelligt tempo. Og om voksne der gerne vil skabe nærvær og langsommelighed, men som indimellem oplever, at vores organisering kommer til at stå i vejen.Eksemplet kunne være eftermiddagsfrugten Det er tirsdag i værkstedsrummet i vuggestuen. Pædagoger, pædagogmedhjælpere og ledelse sidder om det runde bord. Hver uge mødes vi i refleksionsrummet for at tale om det, vi har set, mærket, oplevet og undret os over i hverdagen med børnene. Det gør vi gennem små praksisfortællinger, som bliver nedskrevet i vores refleksionsark, der hedder ”Visuel Pædagogisk Refleksion.” I dag handler samtalen om eftermiddagen i vuggestuen. Om overgangen fra søvn til frugt. Om mellemgruppen og storegruppen der vågner i forskelligt tempo. Og om voksne der gerne vil skabe nærvær og langsommelighed, men som indimellem oplever, at vores organisering kommer til at stå i

Bittesmå forhold kan ændre børns liv. Børn er fløjtende ligeglade med, om de efterlever læreplanens fine mål. Børn skal være trygge og helst ofte glade. For så “kræver det nemlig et ganske særligt talent at forhindre dem i at udvikle sig”, som Ann-Elisabeth Knudsen har sagt. Børn kan ikke sige op. Deres modstand mod det, de bliver budt, kan også kræve et særligt talent at afkode. Derfor er det vigtigt, at de omgives af voksne, som kan tænke sig om. Voksne, som forstår at oversætte børns intentioner og de uopfyldte drømme eller behov, der gemmer sig bag en, måske, uforståelig adfærd. Det betyder, at ingen institution er bedre end køkkendamens, pedellens, eller den nye vikars adfærd.

Tilbageblik til min skoletid: ”Jeg skal nok komme og hjælpe dig, lige to minutter”. Jeg kiggede på Marie, der godt vidste, at jeg først ville tage mig af Sofie, inden jeg ville vende tilbage til hende. Marie og jeg voksede op sammen og hvis jeg ikke selv kan huske det, ja så kan hun. Hun fortæller om mig, som den der altid tog mig af de andre og sørgede for, at de følte sig dygtige, hvis vi f.eks. som her legede skole. Jeg husker det også selv sådan. At jeg elskede, når jeg kunne hjælpe Sofie med at forstå noget matematik, som hun ikke før havde forstået eller vise Marie, at hun var et helt igennem vidunderligt lille menneske.

Klokken er ni mandag morgen, en kølig dag midt i april. De første børn er allerede kommet ud og søger mod det bagerste hjørne af legepladsen. Det er vores faste udedag og i dag er bålet tændt og brænderjernene er lagt klar i flammerne. Ved bordene ligger der trælister, save og sandpapirsklodser klar. ”Hvad skal vi lave i dag” spørger Madeline og Vega. Min kollega Helge forklarer: ”Først skal I save en terning og slibe den, og så går I over til Line og får brændemærket den. ”Line, hvad er brændemærke?” spørger Madeline. Jeg forklarer om brændejernene i ilden og viser børnene den terning, jeg selv har lavet. ”Det vil jeg også lave” siger pigerne i kor, og snart er de i gang med hver sin sav. Flere børn og endnu en kollega er kommet ud og hele legepladsen summer af liv og glade stemmer, på trods af det kølige vejr.

Når et mindre vuggestuebarn bliver afleveret til mig af sine forældre, siger jeg altid: ”Godmorgen – har det været en god morgen?” Forældrene kender mit spørgsmål og ved, at jeg spørger til, hvordan barnet har det. Modtager jeg et træt barn eller et barn, der er ked af det? Der kommer heldigvis gode svar, som jeg sammen med mine stuekollegaer kan bruge til at skabe en god, tryg og stabil hverdag både for de børn, som helst ville være hjemme, og for dem, der løber lige ind på stuen og møder os med glæde og overskud.

Hver dag var der liv i legekøkkenet, på legepladsen, i krogen med legoklodser. Personalet havde imidlertid bemærket, at leg, der larmede, rodede og foregik i høj fart gennem rummene, ofte blev bremset. At leg, der sneg sig indenfor, når alle var udenfor, blev bremset. At leg, der blandede magneterne sammen med dyrene og bilerne og tusserne og

Malthe havde mistet sin eneste ven i går for øjnene af os alle. Vi havde bare ikke set det. Vi havde kun haft blik for alt det, vi synes, Malthe selv smed væk. Mette havde dagen før skrevet noter fra en samtale med Malthe, som hun læste højt på stuemødet. Malthes ord om at blive så vred og ked af det, da hans eneste rigtig gode ven i børnehaven inviterede en anden dreng med i legen, at han rev en stor tot hår ud af hovedet på ham, og sådan mistede sin eneste ven. Malthes ord om voksne, der altid skældte ud, så han havde besluttet sig for aldrig mere at lytte til os.

Kl. 8.47: Træder ind ad døren til Krudthuset. Trafikken ud af København og syd over var særligt medgørlig i dag. Sidste tanke inden døren lukker bag mig, er endnu en gang: ”Vi selvejende institutioner i privat drift må altså snart finde på et andet ord for os selv. Selvejende daginstitution i privat drift er simpelthen for langt og bøvlet. Vi bliver for tit misforstået. Er vi selvejende eller private? Frie? Uafhængige? Efter 15 år er rutinen dejligt velkendt: Ind på kontoret og lægge bilnøgler og telefon, tænde for pc’en og hænge jakken. Videre ud i køkken/alrummet mens jeg hilser på de børn og forældre, jeg møder på vejen. Hilse på Karin i køkkenet og tjekke skemaet for evt. ændringer. En tur rundt i huset og hilse godmorgen til alle børn, medarbejdere og forældre. Slutter rundturen af tilbage i køkkenet for at hente dagens første kop te.

Kl. 7.30: Jeg møder ind på Muslingestuen i min Vuggestue Blæksprutten. Der er stille endnu, kun 3 børn leger med dukkevogn, og jeg nyder roen, mens jeg gør klar på stuen. Jeg tænker imens over, hvordan jeg også i dag kan skabe små, trygge legezoner, som børnene kan lande i – især for dem, der har brug for en blid start.

Hvordan bidrager de mange skærme til småbørns udfordringer? ”Det gør de på forskellig vis. Et konkret eksempel på det kunne være en 4-årig dreng, som jeg havde siddet til konference om ude i en børnehave. Han var meget ængstelig, og det kan der jo være mange årsager til, at børn er. Vi kunne ikke rigtigt finde ud af, hvad det bundede i. Jeg aftalte til sidst med forældrene og personalet, at jeg lavede en observation hjemme hos forældrene. Da jeg kom ind i huset, så jeg to gaming computere inde i stuen og en kæmpestor skærm på væggen. Da hans ældre søskende kom hjem, spillede de nogle meget voldsomme skydespil. Det var tydeligt, at den lille dreng blev både forvirret og bange. Når man er 4 år, kan man ikke forstå, at dét, der foregår på skærmen, bare er en form for leg.