Klokken er ni mandag morgen, en kølig dag midt i april. De første børn er allerede kommet ud og søger mod det bagerste hjørne af legepladsen. Det er vores faste udedag og i dag er bålet tændt og brænderjernene er lagt klar i flammerne. Ved bordene ligger der trælister, save og sandpapirsklodser klar. ”Hvad skal vi lave i dag” spørger Madeline og Vega. Min kollega Helge forklarer: ”Først skal I save en terning og slibe den, og så går I over til Line og får brændemærket den. ”Line, hvad er brændemærke?” spørger Madeline. Jeg forklarer om brændejernene i ilden og viser børnene den terning, jeg selv har lavet. ”Det vil jeg også lave” siger pigerne i kor, og snart er de i gang med hver sin sav. Flere børn og endnu en kollega er kommet ud og hele legepladsen summer af liv og glade stemmer, på trods af det kølige vejr.

Når et mindre vuggestuebarn bliver afleveret til mig af sine forældre, siger jeg altid: ”Godmorgen – har det været en god morgen?” Forældrene kender mit spørgsmål og ved, at jeg spørger til, hvordan barnet har det. Modtager jeg et træt barn eller et barn, der er ked af det? Der kommer heldigvis gode svar, som jeg sammen med mine stuekollegaer kan bruge til at skabe en god, tryg og stabil hverdag både for de børn, som helst ville være hjemme, og for dem, der løber lige ind på stuen og møder os med glæde og overskud.

Kl. 7.30: Jeg møder ind på Muslingestuen i min Vuggestue Blæksprutten. Der er stille endnu, kun 3 børn leger med dukkevogn, og jeg nyder roen, mens jeg gør klar på stuen. Jeg tænker imens over, hvordan jeg også i dag kan skabe små, trygge legezoner, som børnene kan lande i – især for dem, der har brug for en blid start.

Et tydeligt tandsæt er afmærket på Holgers arm. Jeg sukker og bliver ked af, at vi ikke kan passe på de små. Men for at forstå, hvordan Magnus’ tænder er landet på Holgers arm, må jeg spole tilbage og begynde på Magnus’ første dag:1 Jeg beder Mia, vores nye studerende der er i sin første praktik, om at tage Tilde og Marie med ud, så de de kan blive skiftede.’. På mit ene knæ sidder Mille, ved det modsatte ben står Mikkel, og jeg er i gang med at hjælpe Holger op på en stol. Anja, min mangeårige kollega, sidder på gulvet og læser med otte børn. ”Jeg bliver nødt til at gøre klar til, at jeg kan tage imod Magnus,” siger jeg, da Mia kommer tilbage. ”Han starter i dag.” Jeg sætter både Mille, Mikkel og Holger ned til Anja og går ud for at finde flag og det laminerede navneskilt til Magnus’ rum. Netop, som jeg sætter skiltet på, træder Magnus’ mor ind med en betuttet dreng. ”Hej Magnus,” siger jeg og forsøger at få kontakt med ham. ”Det har været en lidt svær morgen,” siger mor. ”Med den nye lillesøster og skiftet fra dagplejen sker der meget for en lille

Viggo har en lille pose med, hvori han har 8 krystaller, han gerne vil vise os. Vi tager en bog om disse frem, vi kigger og undersøger og vi finder flere sten og krystaller i forundringsskabet. Samme dag opsøger jeg en butik med sten og krystaller, og fordi børnene var så engagerede, køber jeg en del. Næste dag fortsætter vi vores studier og ved et tilfælde skal jeg lidt væk fra rummet. Børnene fordyber sig sammen. Da jeg vender tilbage, ser jeg, at alle sten og krystaller er borte. Hvad gør jeg nu? – Jeg vælger at tale stille og roligt med børnene om den ’gave’, vi havde fået, da deres ven og jeg kom med sten og krystaller til os alle – men hvor er gaven nu blevet af? Efter lidt tid kommer én dreng med fyldte lommer, så den næste og den tredje; jeg takker og roser dem for det mod, de udviste ved at komme med stenene igen.

Ulla, der er mor til Oswald, kommer ind med Oswald i armene og spørger efter Cirkeline. ”Oswald vil helst afleveres til Cirkeline” siger Ulla. I gangen står to pædagoger og begge bliver de lidt forundrede. Først fordi de tænker, at det måske ikke er noget Oswald på 2 år selv kan give udtryk for, men også fordi de faktisk begge har en rigtig god kontakt til Oswald. Hvad er det mon udtryk for, når Ulla siger som hun gør? Og hvad sker der inden i os, når vi bliver mødt af en anden sandhed, end det vi selv ser og forstår? Svarene får du senere.

Børn og forældre fordeler sig til forskellige steder i huset, afhængigt af hvor barnet gerne vil være, hvem det vil lege med, hvad det gerne vil lege. Nogle bygger store slotte af kasser, andre klæder sig ud, andre igen laver en forhindringsbane, går i værkstedet, racer på løbehjul i vores store fællesrum… De voksne hilser kærligt på hvert enkelt barn og dets forældre og fordeler sig derefter, så det passer med, hvor børnene er og har brug for dem. De mindste er dog alle på grøn stue med 1 voksen, så de får tryghed, nærvær, genkendelighed. Vi er et fedt hus med høj pædagogisk kvalitet, god trivsel for alle, humor og dynamik og en skøn dagligdag. Derfor vil vi gerne her præsentere vores børne – og menneskesyn, suppleret med eksempler på vores pædagogik og den afgørende trivsel blandt børn og voksne, der hos os er dokumenteret til at være helt i top!

Da jeg tiltrådte som ny leder af Sennels Børnehave i oktober 2019 var der på forhånd lagt op til ændringer – jeg overtog stillingen efter at børnehaven havde haft samme leder, pædagogik og kultur i 2638 år. Umiddelbart havde jeg to store opgaver foran mig implementering af de nye styrkede læreplaner og så at samle de to huse, der udgjorde børnehaven. Derudover ønskede jeg mere forældreinddragelse, børneperspektiv og udeliv på dagsordenen. Sennels Børnehave er en ældre børnehave, hvor de gængse børnehaverutiner var en prioritet. Inde indtil middag, halvanden time ude og så ind igen. De to fysiske huse havde udviklet hver deres kultur, og få kvadratmeter i begge huse gav udfordringer i at skabe plads og rum til forskellige slags læringsmiljøer med plads til både store og små, med plads til dukkehjørnet og samtidig også tarzanleg med store armbevægelser og mange lyde. Den største overraskelse kom, da jeg opdagede, at de to huse, hvor Musvitten, der var bygget som institution til 43 børn, og Blåmejsen, der havde til huse i naboskolens gamle lærebolig, stort set ikke samarbejdede, til trods for at de delte legeplads, at der var fælles personalemøder og fælles åbne-/lukkevagter i Musvitten. Forældrerådet kunne fortælle at Blåmejsen i det

I begyndelsen af marts 2020 kom første nedlukning, ret pludseligt og betød en radikal ændring af strukturen i vores hverdag på SFO´en. Vi stod og skulle modtage lidt over 54 nye børn, alle planer var lagt, og vi var klar. Nu måtte vi pludselig ikke være indenfor, alle skulle deles i mindre grupper, samtidig med vi skulle lære de nye børn og deres forældre at kende. Vi havde nødpasning for de børn, hvis forældre arbejdede som sygeplejersker, i ældreplejen eller i andre samfundskritiske stillinger, og for særligt udsatte eller sårbare børn. Vi måtte rykke sammen i bussen, lavet nyt skema, én fælles retning, som vi alle kunne være i. Lokaler skulle deles op, spritstandere sættes op ved alle ind og udgange og både børn og voksne skulle huskes på at vaske og spritte hænder ofte.

”De voksne må ikke gå med ind i børnehaven mere. Nu har vi børnehaven helt for os selv!” Børnene i både vuggestue og børnehave i Børnehuset Ålsgårde er igennem hele Coronatiden blevet afleveret enten ved lågen ind til legepladsen eller i døren ind til stuen. Det er helt fantastisk at se, hvordan børnene nu kommer ind på stuen, med deres små rygsække på, hvordan de målrettet går hen og sætter deres madkasse i køleskabet og deres drikkedunk på plads på stuen, fortsætter ud i garderoben og tager deres overtøj og sko af, som de til sidst målbevidst hænger på plads i deres garderobe - for derefter at entre stuen, selvsikre og klar til at gå i gang. Flere børn, som tidligere kunne have svært ved at slippe deres forældre, når de blev afleveret, eller som kom generte ind på stuen og havde brug for lige at sidde lidt hos en voksen, inden de gik i gang med at lege, er under Corona blevet styrket væsentligt i deres måde at ankomme og starte dagen på. De stråler af selvtillid og mestring og de fremtræder glade og klar til dagen på en helt ny måde. For eksempel har vi en pige, som