SFO’en på Tjørring Skole har vi en fast struktur for opstartsmøder og mentorordning, fordi vi gerne vil sikre en god start for nye pædagogmedhjælpere. Vi har overført erfaringerne fra at modtage pædagogstuderende uddannelsespraktik til modtagelsen af vores nye pædagogmedhjælpere. Vi ønsker som arbejdsplads at være med til at skabe gode og lærerige praksiserfaringer og give alle pædagogmedhjælpere en pædagogisk basisviden og gerne en fortsat interesse for arbejdet med børn. Vi tror på, at en god opstart er med til at fastholde dem på længere sigt.

Møder er en naturlig del af hverdagen i dagtilbud. De fleste af os har siddet til mange af dem – nogle, der giver energi og nye perspektiver, og andre, der hurtigt glider i baggrunden, når hverdagen kalder igen. I lederteamet har vi gennem årene stillet os selv et grundlæggende spørgsmål: Hvordan skaber vi møder, der både reelt bidrager til udvikling af praksis, som giver mening for både medarbejdere og som kan mærkes i arbejdet med børnene?

Eksemplet kunne være eftermiddagsfrugten Det er tirsdag i værkstedsrummet i vuggestuen. Pædagoger, pædagogmedhjælpere og ledelse sidder om det runde bord. Hver uge mødes vi i refleksionsrummet for at tale om det, vi har set, mærket, oplevet og undret os over i hverdagen med børnene. Det gør vi gennem små praksisfortællinger, som bliver nedskrevet i vores refleksionsark, der hedder ”Visuel Pædagogisk Refleksion.” I dag handler samtalen om eftermiddagen i vuggestuen. Om overgangen fra søvn til frugt. Om mellemgruppen og storegruppen der vågner i forskelligt tempo. Og om voksne der gerne vil skabe nærvær og langsommelighed, men som indimellem oplever, at vores organisering kommer til at stå i vejen.Eksemplet kunne være eftermiddagsfrugten Det er tirsdag i værkstedsrummet i vuggestuen. Pædagoger, pædagogmedhjælpere og ledelse sidder om det runde bord. Hver uge mødes vi i refleksionsrummet for at tale om det, vi har set, mærket, oplevet og undret os over i hverdagen med børnene. Det gør vi gennem små praksisfortællinger, som bliver nedskrevet i vores refleksionsark, der hedder ”Visuel Pædagogisk Refleksion.” I dag handler samtalen om eftermiddagen i vuggestuen. Om overgangen fra søvn til frugt. Om mellemgruppen og storegruppen der vågner i forskelligt tempo. Og om voksne der gerne vil skabe nærvær og langsommelighed, men som indimellem oplever, at vores organisering kommer til at stå i

Maibritt Iversen fortæller indledningsvist: ”Helt tilbage i 2011 havde vi i en periode mange forskellige ’forstyrrelser’, og der oplevede vi simpelthen, at vi var nødt til at formulere et solidt pædagogisk fundament, med basis i vores respektive pædagogiske fagligheder. Du kunne også kalde det at tydeliggøre og udvide de pædagogiske læreplaner. Det blev til mange beskrivelser inde på vores hjemmeside, herunder også ret omfattende stillingsbeskrivelser. Hvem er vi? Hvad er det, vi kan hver især? Hvad er det, vi forventer af pædagogmedhjælpere, vikarer, pædagoger, køkkenpersonale, leder, og så videre.

Personalet i Vuggestuen Tusindfryd har de seneste 3 år ventet på at skulle flytte fra deres nuværende bygning til en nybygget integreret institution. Flere forsinkelser i byggeriet har skabt usikkerhed i tidsrammen omkring institutionens fremtidig, både hos medarbejdere, ledelse og forældre. Det har betydet, at diverse processer omkring forsinkelse, udskydelser i indflytning, byggemøder, økonomimøder, møder om indretning, møder med forældre, om hvad de stilles i udsigt osv. har fyldt en del i hverdagen. Dertil kommer at der også løbende må organiseres med hensyntagen til møder med eksterne samarbejdspartnere fra byggeafdelingen.

De fleste ved det godt: – Vi lykkes ikke med at udvikle en stærk, faglig kultur ved at kontrollere mere, bare “fylde mere viden på” eller lave alting om i morgen. – Det har stor betydning, hvis ledelsen stiller sig i spidsen, muliggør og holder fast i den pædagogiske opgave – også når hverdagen trækker i andre retninger. – At børnenes voksne lykkes bedst, når de arbejder i samme retning og har et fælles sprog for god praksis. Men hvordan kan man arbejde med pædagogisk udvikling og faglige refleksioner i hverdagen, når for eksempel størstedelen af medarbejderne ikke er uddannede? Eller når der ikke findes ekstra tid? Eller når dagen starter med to sygemeldinger og at nogen har kastet op på én?

Efter en kort introduktion fra vores gæst går vi alle i vores sanserum – nu skal der leges. Med håndfladerne presset mod hinanden forsøger Helle og Marlene at flytte hinanden til et bestemt punkt i rummet. De er begge lige stærke og trykker hinanden med en kraft, som gør, at de forbliver på samme plet Der kommer ny instruks. Helle skal forsøge at trække/lede Marlene i stedet for at trykke. Der opstår bevægelse. Pludselig danser de rundt i hele rummet og ender dér, hvor Helle ønskede at lede dem hen. Øvelsen er en visualisering af det, der sker når man står urokkeligt fast på sine argumenter og trykker, eller når man søger følgeskab ved at være opmærksom på den andens bevægelser og trækker.

Som pædagog er du med til at forme børns måde at forstå verden på. Du skaber udvikling, nysgerrighed og tryghed – også når tiden er knap, og hverdagen kræver mere, end ressourcerne rækker til. Netop derfor betyder det noget, hvordan vi har det sammen som kolleger. For når presset stiger, bliver måden vi taler til og med hinanden på afgørende for både samarbejdet og arbejdsglæden. Her spiller psykologisk tryghed en nøglerolle. Den gør det muligt at bevare både glæden og den faglige stolthed. Det er vigtigt at I kan tale åbent – om fejl, frustrationer og idéer – uden frygt for at blive mødt med kritik eller latter. Her får du fem hverdagssituationer, hvor trygheden ofte kommer på prøve – og hvad du kan gøre i stedet.

I institutionen er der 40 vuggestuebørn og 80 børnehavebørn. Institutionen rummer 38 medarbejdere, en souschef og en institutionsleder. Siden jeg i august 2024 tiltrådte som leder, har vi haft fokus på at skabe en god kultur, hvor der er plads til udvikling, trivsel og samarbejdsglæde. Med stor respekt for hvad institutionen allerede rummer. I tæt samarbejde med min souschef Mette E og hele personalegruppen har jeg skabt en klar fælles retning for arbejdet, med fokus på, hvordan faglighed og hjerte skal hænge sammen i den pædagogiske praksis.

Det er over 1½ år siden, der sidst var en pædagog, som sagde op (og den pædagog skulle på efterløn). • For 2. og 3. kvartal i år har sygefraværet ligget på under 2%. • Der har lige været uanmeldt pædagogisk tilsyn, hvor konklusionen var: ”Dagtilbuddet har særligt sine styrker inden for at det pædagogiske personale har en positiv og motiverende tilgang til alle børn gennem hele dagen. Der arbejdes med en struktureret hverdag, som giver mulighed for at børnene kan bidrage og med fokus på fællesskaber og leg”. • Den seneste trivselsvurdering i personalegruppen, fra 2024, viste, at 94% er glade for deres arbejde, 100 % er engageret i deres arbejde, 94 % er tilfredse med indflydelsen på egne arbejdsopgaver og 100% bidrager med trivslen på arbejdspladsen. • Der er ingen forældreklager og vi holder budgettet (men ville da godt have mere!)