FRA BETON TIL NATUR
De skal ud på legepladsen. Mira, Tora, Ali og Albert er først i tøjet og bliver en smule utålmodige. De begynder at hoppe lidt rundt, og selvom de voksne forsøger at få dem til at vente, smutter de alligevel afsted, da en passerende voksen fra en anden gruppe åbner døren ind til garderoben. De løber ud i den store gang og bliver her mødt af naturvejlederen, som skal lave et kortere forløb med dem. De kigger undersøgende på de ting, som naturvejlederen har med til dem. ”Hvad skal vi med alt det der, du har med der?” – ”Det skal jeg vise jer om lidt, når vi er samlet ude på legepladsen!” Temaet for perioden er begrebet ’luft’, hvor udgangspunktet er fugle. Forløbet er på fire dage, og børnene kommer omkring flere ting, der er relateret til fugle og luft. Det afspejler sig i mange af de lege, som de leger både på legepladsen og inde i huset i den efterfølgende tid. Samtidig så får ordsproget ’Når man taler om solen, så skinner den’ her sin berettigelse, da vi flere gange finder elementer, som man skulle tro var placeret letf indige steder på legepladsen, fordi vi nu havde om
NYSTARTET OG PÅ OPDAGELSE PÅ FLYVEPLADSEN
Vi er et nyåbnet børnehus, Børnehuset Vingesus, som ligger midt i et lokalhistorisk område på den gamle Værløse flyvestation. Vi åbnede 1. december 2020 og er startet op med to vuggestuegrupper og en børnehavegruppe. På sigt bliver vi et stort børnehus med 150 børn – fordelt med fem vuggestuegrupper og fire børnehavegrupper. Med tanke på at vi netop er helt nyåbnet, kan vi ikke trække på en lang række af traditioner i vores børnehus. Til gengæld kan vi i fælleskab skabe fundamentet til den pædagogiske praksis, som vi ønsker skal være omdrejningspunktet for vores børnehus i Vingesus. Her kommer blandt andet den bæredygtige tænkning ind samt tænkningen om, hvordan vi gerne vil vække børnenes nysgerrighed omkring naturen og miljøet omkring dem, samt inddrage dem i lokalområdet.
BØRN LEGER MED LANDSKABET OG/ELLER LANDSKABET LEGER MED BØRNENE
Børn leger ud fra og med landskabet Fjortofts pointe er, at børn opfatter og tolker et landskab efter de funktioner, landskabet tilbyder. Børn så at sige leger med landskabet og/eller landskabet leger med børnene. Hun er af den opfattelse, at hvis pædagoger benytter begreber fra landsskabsøkologien og omsætter dem i praksis, for eksempel på legepladsen, vil de i højere grad kunne se de muligheder, landskabet tilbyder i relation til den udepædagogiske praksis. ’Standardlegepladser’ – er der for mange af Mange legepladser er i dag meget ensartede og traditionelle i deres opbygning og indretning. Børn oplever i store træk, uanset hvor gamle de er, og hvor de end befinder sig, de samme præfabrikerede legeredskaber. I daginstitutioner, på skoler, på offentlige legepladser og parker, i boligområder, på færger, i lufthavne er der noget, de kan gå op af, henad og rutsje ad, de velkendte psykosehøns samt en mindre sandkasse og nogle traditionelle gynger.
DEN ”VILDE” LEGEPLADS
I heksekrogen ligger Klara og Viggo på maven og kigger på små edderkopper i det høje græs. Nogle meter derfra sidder pædagogen Anni sammen med en gruppe børn og løfter på en af grenbunkerne. Til syne kommer flere bænkebidere, en løbebille, en edderkop og en flot skolopender. Sylvester tager edderkoppen op i hånden og kigger interesseret på den. Desværre er dette ikke almindelige oplevelser for børnene ret mange steder. Legepladserne i de danske institutioner levner sjældent plads til ”vild” natur og børnenes legeunivers bærer ofte præg af velplejede udearealer samt funktionsopdelte og stationære legeinstallationer. Opdelinger hvor for eksempel krat, ”ukrudt”, højt græs, gren- og stenbunker sjældent prioriteres i institutionens pædagogik og hvor muligheden for små daglige naturoplevelser har dårlige kår. Men ved at gøre jeres legeplads mere ”vild” kan I faktisk gøre en forskel, som både er til gavn for børnenes fantasi, kreativitet, nysgerrighed, naturforståelse og samtidig kan skabe et bedre grundlag for biodiversiteten på legepladsen. Denne artikel giver ideer til, hvordan I selv kan komme i gang og samtidig kommer den med perspektiver på, hvordan en legeplads med mere natur kan understøtte børns fantasi, kreativitet, nysgerrighed og ikke mindst deres naturforståelse.
EN BY BØRNEHAVE LÆGGER OM
Onsdag morgen holder bussen som altid foran børnehuset, den venter på 15 forventningsfulde børn og deres pædagoger. Børnene går forbi mit vindue og vinker ind til mig på kontoret. Jeg kan høre, at de snakker om bussen, skoven, hvem de skal holde i hånd og madpakken, de alle har fået i rygsækken sammen med deres drikkedunk. Pædagogen spørger børnene: ”Kan I huske, hvad vi skal huske, når vi går hen til bussen?” Men børnene er alt for optaget af at snakke og vinke. Gruppen er på vej ud til naturbasen ”Knasten”, der ligger i nationalpark Thy. Hver onsdag er Stjernegruppen afsted, det er vores kommende skolebørn. I år har gruppen holdt deres afslutning i skoven. De spillede ”Guldlok og de tre bjørne”, som de havde øvet sig på i lang tid, ude midt i skoven. Pædagogerne delte diplomer ud, og det hele blev live-streamet til forældrene, da vi pga. corona ikke kunne holde afslutningen, som vi plejede. Vores børnehus ligger midt i Thisted by. Vi er et børnehus med mere end 40 års historie. Vi er en flok bestående af 30 vuggestuebørn, 50 børnehavebørn og 22 ansatte.
NATUR OG SCIENCE PÅ LEGEPLADSEN
Rundt om bålet sidder seks børn sammen med Michelle. De har været i gang med at kløve brænde og er nu klar til at tænde bålet. Michelle har et ildstål i sin hånd og mens børnene kigger på, stryger hun det nogle gange. ”Må jeg prøve, er det min tur nu” kan man høre børnene sige næsten i kor, da de ser gnisterne springe fra strygestålet. En efter en får børnene lov til at prøve at lave ild med ildstålet og efter lidt tid lykkedes det, der går ild i et lille kvas og bålet kan tændes. Med røde kinder og vind i håret indtager vi hver dag uderummet, som er vores bedste legeplads og læringsrum. Vi har baseret vores pædagogiske læreplan på, at vi opholder os ude, da vi mener at alt hvad man kan lave på rød stue, kan man også lave i uderummet.
TAG BØRNENE MED UD
I 1840 åbnede den tyske pædagog Friedrich Flöbels den første kindergarten i Tyskland. Fröbel mente, at børnehaven skulle være en have, hvor børnene kunne vokse og blomstre. I Danmark lod Sofus og Hedvig Bagger sig inspirere af Fröbel og startede i 1901 en folkebørnehave, der havde bondegårdsdyr. De mente, at det gav børnene flere oplevelser af naturen og naturlige ting. Den første skovbørnehave var Ella Flataus Vandrebørnehave. Den startede i 1952, hvor Ella begyndte at tage sine egne børn med på ture i skoven, men flere forældre blev interesserede i at sende deres børn i Ellas vandrebørnehave, og konceptet blev hurtigt en succes*. (* note nederst på siden: R. Rosengren: Barnet i naturen – Naturen i barnet, side 22.) Jeg er selv leder af en skovbørnehave, som jeg startede for 20 år siden. Visionen var at bringe bybørn fra København ud i skoven hver dag og her give dem muligheden for at bevæge sig, bruge sig selv motorisk og være indhyllet i de ægte sanseoplevelser, der findes i naturen.
17 ÅRS ERFARINGER I SKOVEN
Børnehuset Jægergårdsgade er en integreret institution i Aarhus C, hvor børnehavegruppen mandag til torsdag kører med bus til Peter Sabroes Minde i Marselisskoven og er der i tiden 9-15. Siden genåbning af dagtilbud i april 2020 har vi dog været afsted alle ugens dage for at kunne leve op til krav om afstand og mere udeliv. Vi har ikke rammerne til dette i Jægergårdsgade. Børnehavebørnene er ude i hele vores åbningstid 6.30-17. I mine eksempler tager jeg afsæt i børnehavegruppen og et enkelt eksempel fra overgangen mellem vuggestue og børnehave. Overgang fra vuggestuen sker i skoven Vi ved, vi er privilegerede ved at kunne tilbyde disse dejlige fysiske rammer midt i naturen, og det har bestemt været en stor hjælp i forhold til opdelingen af børn i grupper, både når det gælder vores vuggestuebørn og vores børnehavebørn.
SANSER, SNITTETID OG LÆREPLAN
Børnehusets legepladser er indbydende indrettet og bære præg af pædagogiske overvejelser. Pædagogmedhjælper Hanna fortæller: “For nogle år siden deltog vi i et projekt omkring fysiske læringsmiljøer, hvor legepladsen blev det område, vi arbejdede ind i, projektet afsluttes med, at vi byggede vores drøm om en legeplads i lego, disse elementer ses i indretningen af legepladsen”. På legepladsen er der forskelligt kuperet terræn og forskelligt underlag, som er med til at udfordre børnenes motorik og bevægelse. Vi har bakker, de kan løbe op af og trille ned af. Fra jord til bord Vi arbejder også med konceptet “fra jord til bord”. De grøntsager, som vi sammen med børnene har plantet i vores urtehave på legepladsen, tager vi med ind og bruger, når vi laver mad – som en del af den bæredygtige udvikling. Børnene har været involveret og medbestemmende og deltagende i processen omkring planlægning af, hvad der skulle plantes i haven. Desuden har vi lavet en sansehave til børnene, her kan børnene gå på opdagelse og få udfordret deres sanser. Vi taler ofte med børnene om de krydderurter, vi har plantet, om hvordan de dufter og smager i forbindelse med madlavning over bål, da vi er meget ude i vores
JEG ER SLET IKKE I TVIVL OM, AT DET ER DE NATURLIGE, HULE LIGNENDE OMGIVELSER, DER ER GRUNDLAGET FOR DEN VELLYKKEDE LEG”
Nogle af os havde godt set den af og til. Blot et kort glimt af en blågrå ryg, når den – akkompagneret af småfuglenes vrede og skræmte advarselskald - i lynsnar flugt kom strygende mellem buske og træer og forsvandt lige så hurtigt, som den var kommet. Men en dag blev spurvehøgens tilstedeværelse mere synlig, da Oscar fandt en lille bunke friske solsortefjer spredt i udkanten af kvasbunken. Oscar gjorde mig opmærksom på sit fund, og vi syntes begge to, at det var vældig spændende. Snart kom flere interesserede børn til, som også ville se beviserne på dette naturens drama. Den var nemlig god nok – de sorte fjer var resterne af høgens måltid. Men hvorfor havde vi ikke set høgen? Var solsorten død, hvorfor var der ikke noget blod og havde høgen virkelig spist både benene og næbbet? Spørgsmålene var mange, og det hele var en smule abstrakt, fordi ingen af børnene havde set spurvehøgen som andet end en flygtig skygge på legepladsen. Til alt held har vi et udstoppet eksemplar hængende på gangen inde i børnehaven, og da vi kiggede på dens spidse næb og kløer, blev sagens sammenhæng lidt nemmere at forstå.
