Tandsæt og Dominogråd
Et tydeligt tandsæt er afmærket på Holgers arm. Jeg sukker og bliver ked af, at vi ikke kan passe på de små. Men for at forstå, hvordan Magnus’ tænder er landet på Holgers arm, må jeg spole tilbage og begynde på Magnus’ første dag:1 Jeg beder Mia, vores nye studerende der er i sin første praktik, om at tage Tilde og Marie med ud, så de de kan blive skiftede.’. På mit ene knæ sidder Mille, ved det modsatte ben står Mikkel, og jeg er i gang med at hjælpe Holger op på en stol. Anja, min mangeårige kollega, sidder på gulvet og læser med otte børn. ”Jeg bliver nødt til at gøre klar til, at jeg kan tage imod Magnus,” siger jeg, da Mia kommer tilbage. ”Han starter i dag.” Jeg sætter både Mille, Mikkel og Holger ned til Anja og går ud for at finde flag og det laminerede navneskilt til Magnus’ rum. Netop, som jeg sætter skiltet på, træder Magnus’ mor ind med en betuttet dreng. ”Hej Magnus,” siger jeg og forsøger at få kontakt med ham. ”Det har været en lidt svær morgen,” siger mor. ”Med den nye lillesøster og skiftet fra dagplejen sker der meget for en lille dreng.” Hun ser på garderobeskabet. ”Ja, vi har jo ikke et billede af ham endnu, men det får vi taget en af de første dage,” siger jeg. ”Tag jer
Den pædagogiske medarbejder kan i givne situationer være det bedste i barnets liv
Disse børn har typisk reaktionsmønstre, som hører hjemme indenfor opvækstrelaterede problemstillinger. Det kan naturligvis være et følgesymptom ved diagnoser, men altså sjældent en grundproblemstilling ved for eksempel ADHD. Hos børn som er meget for tidligt fødte ser vi typisk – især i slutningen af børnehavealderen – at de har vanskeligheder med at koncentrere sig, og at de har svært ved store sammenhænge og høje lyde. De virker hypersensible og vil allerhelst have deres pædagogiske medarbejder helt for sig selv. Her kan det være en svær balancegang som professionel både at give den fornødne tryghed og de små puf ind i legesammenhænge og større selvstændighed, som er nødvendige. Det er i sagens natur både tidskrævende og ressourcekrævende og alene derfor en daglig udfordring.
Vensomhed og resiliens– når Mathilde bliver urolig og Mohamad får en ven
I Ønskeøen møder vi børn med forskellige forudsætninger, temperamenter og behov. Børn med udfordringer forstås som en heterogen gruppe, hvor vanskeligheder opstår i samspillet mellem barnets individuelle forudsætninger og de sociale og kulturelle kontekster, barnet indgår i. Med afsæt i Dion Sommers udviklingspsykologiske resiliensforståelse betragter vi trivsel, udvikling og robusthed som relationelt og miljøbetinget forankrede processer. Vi forstår ikke resiliens som en individuel egenskab, men som noget, der udvikles gennem stabile, forudsigelige rammer og kvalificerede relationer, som det pædagogiske personale har et professionelt ansvar for at etablere.
Forleden var jeg en ’kæmpelort!’
Det er ganske vist ikke første gang, jeg har været en kæmpe lort, men at jeg var det så tidligt på dagen var alligevel lidt af en overraskelse. Normalt plejer jeg inden da lige at nå at sige ’Nej, det må du ikke’ eller ’Hov, kom lige ned derfra’, og i de situationer er jeg højest en gennemsnitlig lort eller ’dum’. Men her stod vi: En dreng, der lige var trådt ind ad døren og en pædagog, der var en kæmpe lort. Jeg var faktisk tæt på at være en kæmpe lort! Jeg havde allerede trukket den længste indånding ind for at sige: ”Neeeeej, hvad er det for en stor dreng, der står der?! Sig mig, er du ikke vokset siden i går? Du er jo blevet fire år! Fik du mon den bil, du ønskede dig”. Og andet i den dur, med skinger begejstret helium-stemme. Idiotisk, når jeg nu véd, at drengen oplever, at verden støjer, når vi andre synes, at den er stille. Heldigvis punkterede drengen ballonen: ’Du er en kæmpe lort!’ ”Jeg hader, når de synger fødselsdagssang!”
Når kroppen er på overarbejde
Det er tid til samling hos Delfinerne en torsdag morgen. Stemningen er god, der grines og snakkes, mens børn og voksne finder deres pladser på gulvet. Alfred sætter sig også i rundkredsen. Der går dog ikke længe, før sidemakkeren får et skub og vælter. Alfred rejser sig, hopper rundt om sig selv og løber en runde rundt om kredsen. Inden han sætter sig igen, lander han oven på et andet barn. Alfred lytter kortvarigt til historien, men begynder snart at tale højt hen over fortællingen – til irritation for både børn og voksne. En pædagog sætter sig tæt ved Alfred. Det hjælper nogle gange. Ikke i dag. Alfred trækker sig væk og løber ud ad døren.
Når alle børn skal være med. Sammen.
Leg er vigtig for os, men mange af vores ’specialbørn’ har ikke meget erfaring med det og de kan have udfordringer med at indgå i legefællesskaber. Derfor gør vi meget ud af at øve rolleleg. At kunne sige både til sig selv og til andre, at ’nu er jeg en brandmand’, og så sammen finde ud af: Hvad gør sådan en? Hvad siger de for eksempel? Hvad kunne man gøre for, at man kan blive god til at lege brandmand? Eller: Nu er jeg en bager eller nu har jeg en restaurant. Vi øver altså sådan nogle lege, fordi det er noget af det, de har brug for færdigheder i. Hvis et barn måske har dobbelt sansetab, kan der være en del forsinkelse på denne vigtige del af udviklingen.” ”Men det handler også om erfaringer med grundlæggende begreber – for eksempel koldt og varmt. Vi leger derfor med is og befrier dyr fra is. Og hvad sker der, når vi hælder varmt vand på is? Ofte indgår der en lang række sanseoplevelser i dette. Dels fordi børn med sansetab kan indgå, dels fordi de måske ikke har været i institution og dermed ikke har fået lige så mange erfaringer som andre børn.”
Særbarn – Hvad mørket gemte
Jeg kendte kun den 5-årige dreng af omtale. Han var farens særbarn i den familie hvor vi deltog i en rund fødselsdag, og jeg vidste, at samarbejdet med drengens mor gik dårligt. Sidst på eftermiddagen gik vi i samlet flok fra festlokalerne til familiens hjem. Det var i december, mørkt og byen var julepyntet. Jeg lagde mærke til drengen, som gik for sig selv, og slog følge med ham. ”Sikke det knirker, når vi går i sneen,” forsøgte jeg. Det svarede han ikke på, trampede bare en anelse, som om han ville efterprøve min påstand. Atter gik vi en tid i tavshed. De andres stemmer blandede sig med byens lyde, og det føltes, som om vi var alene i mørket, han og jeg.
