Er alt nyt godt, når der allerede udføres et bundsolidt pædagogisk arbejde?
”Vi har fået sådan et mantra i vores kommune, at ingenting er godt nok. Det man gjorde før, skal man hele tiden revurdere og se kritisk på, fordi nu er der sikkert en eller anden ny måde at gøre det på”. (sagt af leder af daginstitution) Søren, som er en erfaren pædagogisk leder, sidder med kommunens seneste KIDsrapport foran sig. Graferne er grønne, tallene for forældretilfredshed i top og sygefraværet er – som det har været i alle de 30 år, han har været leder – markant lavere end kommunens gennemsnit. – Han burde være glad. I stedet mærker han en velkendt forundring brede sig i kroppen. Foran ham sidder dagtilbudschefen. Hans blik er allerede rettet mod de små marginaler, der kan optimeres. ”Hvordan vil I forbedre jer til næste år?” lyder hans spørgsmål.
Jeg er bare pædagog
Jeg blev færdiguddannet som pædagog i 2005. Da jeg i sin tid valgte pædagogfaget, kom det ikke af en ’livslang drøm’, og så alligevel har det måske altid ligget lidt i baghovedet. Jeg har arbejdet som medhjælper, som ’ung pige i huset’ og som støtteperson, før jeg startede på uddannelsen – så måske har lysten og tanken været der, selvom den ikke var så bevist. Jeg har faktisk næsten udelukkende arbejdet i dagtilbud, siden jeg blev uddannet. Jeg kan godt huske følelsen, da jeg blev uddannet sammen med mine studiekammerater. Den der følelse af, at det var mere ’vigtigt’ at arbejde på et mere specialiseret område, og mange af mine studiekammerater valgte også den vej. Desværre har rigtig dygtige pædagoger også valgt den vej siden hen – men det har været fordi rammerne på dagtilbudsområdet har været for hårde at være i.
Måden vi møder barnet på er afgørende
Bittesmå forhold kan ændre børns liv. Børn er fløjtende ligeglade med, om de efterlever læreplanens fine mål. Børn skal være trygge og helst ofte glade. For så “kræver det nemlig et ganske særligt talent at forhindre dem i at udvikle sig”, som Ann-Elisabeth Knudsen har sagt. Børn kan ikke sige op. Deres modstand mod det, de bliver budt, kan også kræve et særligt talent at afkode. Derfor er det vigtigt, at de omgives af voksne, som kan tænke sig om. Voksne, som forstår at oversætte børns intentioner og de uopfyldte drømme eller behov, der gemmer sig bag en, måske, uforståelig adfærd. Det betyder, at ingen institution er bedre end køkkendamens, pedellens, eller den nye vikars adfærd.
Pædagogmedhjælperens vigtigere rolle
Mens pædagogmedhjælperen i 1970´erne havde rollen som praktisk hjælper for pædagogen, omhandler pædagogmedhjælperens opgaver i dag også: • leg og omsorg for barn og børnefællesskab • samarbejde med kolleger om pædagogiske aktiviteter • samarbejde med forældre Udvidelsen af opgaverne skal ses i lyset af et stigende fokus på dagtilbudsområdet. Forskning peger på, hvordan børns tidlige leveår påvirker livschancer og voksenliv. Det gælder for eksempel trivsel, sundhed, uddannelse, arbejde. Det er ikke ligegyldigt, hvordan alle de voksne er i relation til børnene, hvordan hverdagen organiseres, hvordan de voksne samarbejder om at skabe inkluderende læringsmiljøer og børnefællesskaber. Dagtilbud skal levere kvalitet – og det stiller krav til også pædagogmedhjælpere. De skal ikke ’bare’ feje og tage af bordet. Deres daglige arbejde og de pædagogiske indsatser, de deltager i skal stå i relation til dagtilbuddets mål og fremme børns udvikling, læring, trivsel og dannelse. Disse mål og indsatser skal igen relatere sig til Dagtilbudsloven og Den Pædagogiske Læreplan.
Det vigtigste en pædagog skal: Sé barnet – og kollegaen
Jeg blev helt stille, da jeg fandt fotografiet. Jeg er 17 år gammel. Året er 1989. Bag den kraftige makeup gemmer der sig noget andet: mørke, ensomhed og opgivenhed. Det var en svær tid. Min far var alvorligt syg og ventede på et nyt hjerte – noget der lå langt ude i fremtiden. Sygdom fyldte det hele. Jeg blev ikke erklæret uddannelsesparat. Mine venner gik videre. De fik nye fællesskaber, nye oplevelser og jeg stod tilbage. Alene. Jeg følte mig uduelig. Som én, der ikke kunne noget. Ikke var klog nok. Samtidig bar jeg på en konstant bekymring for min far. Så faldt han om og døde. Mit liv gik i stå. Ingen talte rigtigt med mig om det at miste. Jeg blev pludselig voksen og samtidig følte jeg mig som et lille barn. Jeg blev siddende derhjemme lidt for længe. Min mor og mormor sagde: “Du er hjælpsom, Anne, og det er det vigtigste.” De foreslog, at jeg kunne tage rengøring på et hotel. Men de kendte også en børnehave, der søgte en ansat. Jeg blev nærmest skubbet til at søge der, og der var ikke de store forventninger.
Stillingsbeskrivelser– der viser, hvad vi hver i sær kan og skal
Maibritt Iversen fortæller indledningsvist: ”Helt tilbage i 2011 havde vi i en periode mange forskellige ’forstyrrelser’, og der oplevede vi simpelthen, at vi var nødt til at formulere et solidt pædagogisk fundament, med basis i vores respektive pædagogiske fagligheder. Du kunne også kalde det at tydeliggøre og udvide de pædagogiske læreplaner. Det blev til mange beskrivelser inde på vores hjemmeside, herunder også ret omfattende stillingsbeskrivelser. Hvem er vi? Hvad er det, vi kan hver især? Hvad er det, vi forventer af pædagogmedhjælpere, vikarer, pædagoger, køkkenpersonale, leder, og så videre.
Jeg har allerede tidligt i mit liv øvet mig på at ville noget med nogen
Tilbageblik til min skoletid: ”Jeg skal nok komme og hjælpe dig, lige to minutter”. Jeg kiggede på Marie, der godt vidste, at jeg først ville tage mig af Sofie, inden jeg ville vende tilbage til hende. Marie og jeg voksede op sammen og hvis jeg ikke selv kan huske det, ja så kan hun. Hun fortæller om mig, som den der altid tog mig af de andre og sørgede for, at de følte sig dygtige, hvis vi f.eks. som her legede skole. Jeg husker det også selv sådan. At jeg elskede, når jeg kunne hjælpe Sofie med at forstå noget matematik, som hun ikke før havde forstået eller vise Marie, at hun var et helt igennem vidunderligt lille menneske.
Glæden ved at være pædagog vægter stadig højest!
Klokken er ni mandag morgen, en kølig dag midt i april. De første børn er allerede kommet ud og søger mod det bagerste hjørne af legepladsen. Det er vores faste udedag og i dag er bålet tændt og brænderjernene er lagt klar i flammerne. Ved bordene ligger der trælister, save og sandpapirsklodser klar. ”Hvad skal vi lave i dag” spørger Madeline og Vega. Min kollega Helge forklarer: ”Først skal I save en terning og slibe den, og så går I over til Line og får brændemærket den. ”Line, hvad er brændemærke?” spørger Madeline. Jeg forklarer om brændejernene i ilden og viser børnene den terning, jeg selv har lavet. ”Det vil jeg også lave” siger pigerne i kor, og snart er de i gang med hver sin sav. Flere børn og endnu en kollega er kommet ud og hele legepladsen summer af liv og glade stemmer, på trods af det kølige vejr.
Pædagogens kompetencer– i spændingsfeltet mellem dagtilbudsloven og basal omsorg
Når et mindre vuggestuebarn bliver afleveret til mig af sine forældre, siger jeg altid: ”Godmorgen – har det været en god morgen?” Forældrene kender mit spørgsmål og ved, at jeg spørger til, hvordan barnet har det. Modtager jeg et træt barn eller et barn, der er ked af det? Der kommer heldigvis gode svar, som jeg sammen med mine stuekollegaer kan bruge til at skabe en god, tryg og stabil hverdag både for de børn, som helst ville være hjemme, og for dem, der løber lige ind på stuen og møder os med glæde og overskud.
Når de ansatte holder op med at være bremser!
Hver dag var der liv i legekøkkenet, på legepladsen, i krogen med legoklodser. Personalet havde imidlertid bemærket, at leg, der larmede, rodede og foregik i høj fart gennem rummene, ofte blev bremset. At leg, der sneg sig indenfor, når alle var udenfor, blev bremset. At leg, der blandede magneterne sammen med dyrene og bilerne og tusserne og
