Uddrag: Når jeg kører hjem fra arbejde, tænker jeg altid på, hvad der har virket i mit pædagogiske arbejde. Både i den faglige del og i det at jeg har mig selv med! Her kommer beretningen om et sådan eksempel: En dag drog vi to voksne og fem børn på en tur ud i skoven. Philip på 3 år var med. Turen er en juletradition og børnene får brugt deres kroppe på en anden måde i det ujævne terræn. Vi samler også til juledekorationer. Ellers havde vi ikke noget bevidst mål, men vi ønskede at følge børnene. Turen var derfor ustruktureret og dog alligevel med en form: En begyndelse, et plot og en slutning. Det var indholdet, der ikke var struktureret. Nogle af børnene havde været i børnehave, andre i skole. De var derfor lidt trætte, og Philip forstod ikke helt, hvad en juledekoration var, men han vidste, at han skulle samle ting til den, og han lagde meget mærke til, hvad de andre børn samlede. Han fulgte i de ældre børns spor, som han ofte gør, og faldt flere gange over stubbe og tuer. Men han rejste sig op og gik videre med fornyet energi...

Hele artiklen er tilgængelig for vores medlemmer.