Hjemmebesøg
Ryet Børnehus består af 54 børnehavebørn og 25 vuggestuebørn. Vi har børn, der kun har brug for dansk i deres hverdag, og børn, der har brug for mere end et sprog. Vi har en høj andel med socioøkonomiske udfordringer, men også en stor andel børn, der kommer fra familier med en stærk forældreevne. Vi har en grundlæggende tro på, at forældre gør deres bedste, men at de nogle gange har brug for hjælp/guidning/viden for at gøre det bedre.
En ny vej ind iforældresamarbejdet
På Rød stue i børnehuset Væksthuset i Tingbjerg er pædagogen Ann-Laura og en gruppe børn i gang med at lave øvelser til det bevægelsestema, de kalder ”Snurre-Svinge”. ”Kom ud med armene, som vinger på en flyvemaskine,” siger Ann-Laura og viser børnene, hvordan de kan snurre rundt i forskellige retninger som flyvemaskiner. Børnene griner og snurrer rundt om sig selv. Lilyan tager armene op på hovedet og svinger rundt. Ann-Laura: ”Uhh – en balletflyvemaskine”. Ann-Laura og børnegruppen leger også, at de er elefanter, der svinger med snablen og drikker vand fra et vandhul.
Forældresamarbejdet i et historisk lys
I begyndelsen af 1980’erne var det ikke udpræget let at få arbejde som pædagog. Vi nyklækkede blev gode til at skrive ansøgninger, eftersom vi skrev rigtig mange af dem. Efter et par løse vikariater var jeg dog så heldig at få en fast stilling i en aarhusiansk vuggestue. Jeg havde ikke på forhånd noget kendskab til vuggestuen, men når jeg i pædagogkredse fortalte om min kommende stilling, var der mange, som sagde, at “det er jo en vuggestue, som altid har haft et helt særligt forældresamarbejde”.
Den gode kollega
En god kollega… … taler som hovedregel altid venligt og respektfuld til sine kolleger og gør ikke forskel. … holder nogenlunde orden omkring sig. Specielt hvis det kan berøre eller genere andre, er det vigtigt at holde nogenlunde orden omkring sig selv og da slet ikke overlade rodet til, at andre skal klare det for en. … ser også helheden i arbejdet. Der er andre børn, end dem man selv har ansvar for, andre stuer, andre kolleger, en fælles målsætning at leve op til. … tager del i igangværende debatter, projekter, emner. Man deltager i debatter på møder, stiller interesserede spørgsmål, yder støtte, hvis der er behov for det og man har muligheder for det.
Kollegial supervision
I en supervision kan man sammen analysere et bestemt fagligt problem og få hjælp til sin egen måde at tænke om emnet på, få bedre indsigt i det faglige, men selv tale sig frem til erkendelser ved hjælp af støttespørgsmål og befordrende kommentarer fra en anden. For alle der deltager kan man sige, at vi både lærer af vores succeshistorier og af det, der lige nu er udfordrende. Vi kan dele erfaringer og ideer og vi lærer vores kolleger bedre at kende. Hér omtaler vi kun den kollegiale supervision, hvor der for eksempel kan være 4-8 kolleger til stede, men nogle gange også en hel personalegruppe.
At kende hinandens pædagogik
Mange prioriterer gode forbindelser ’på tværs’ af dagtilbuddet. Man skal helst arbejde konkret sammen og/eller være godt inde i, hvordan hinanden udfører pædagogikken. Hvordan pædagogikken udføres, deres måder at være sammen på, deres relationer.
At kende hinandens baggrund
Kommunikation er aldrig blot ’ren’ kommunikation. Bagved ligger der altid en lang række forudsætninger hos den enkelte og i gruppen. Vi har hver sin rygsæk af erfaringer og oplevelser med os og det kan hurtigt føre til mange skæve og fejlagtige forståelser, når 10-20-30 mennesker sidder med disse rygsække, hvis indhold er helt ukendte for de andre. Hver gang vi siger noget, er vores baggrund usynligt med.
Mød kollegers problemer åbent og direkte
”Vi ser sådan på det, at når der er noget, vi er uenige om, eller usikre på, er dét basis for, at der kan ske noget nyt. Og når man er 25 mennesker sammen, kan det jo simpelthen heller ikke undgås, at der ind i mellem er uenigheder og konflikter. For den enkelte handler det jo også ofte om den traditionelle opdeling i det personlige, det private og det professionelle, hvor man altid har sagt: Det private det hænger man ude på knagerækken, når man går ind i institutionen. Der tænker vi: Det kan man da godt vedtage, men er det muligt at gøre det? Og det er det jo ikke altid.
Personalesamarbejdet “En vifte af ressourcer”
Vi er i en institution – vi kan her kalde den X-købings Børnehus – hvor personalet i mange år har været enige om, at anerkendelse og ros til hinanden er helt afgørende for samarbejdet. Men de seneste mange måneder har flere medarbejdere henvendt sig til lederen med oplevelsen af, at kolleger ikke anerkender og respekterer dem, de fælles opgaver og det arbejde, de er i gang med at udføre. Der har også været ydre udfordringer nok: Kun lederen og én pædagog er tilbage af den oprindelige personalegruppe. – Denne ”nye” personalegruppe har skullet evaluere læreplanen (som kun de to ’gamle’ har været med til at formulere). - Der har været/ er Corona-restriktioner. - De er pt. Placeret i midlertidige lokaler, da institutionen er under ombygning.
