Byvandringer i børnehøjde har lært 6.000 børn om arkitektur
Skal vi lege arkitektur? Det er nok ikke et spørgsmål, som mange børn stiller. Men børn leger allerede arkitektur. Uden at vide det. Det kan være med tæpper og puder, som de bruger til at lave en hule eller i sandkassen, hvor de små arkitekter graver snirklede veje i sandet. Arkitektur er en naturlig del af børns leg og alle børn har relationer til rum. Hver dag er de omgivet af forskellige rum i institutionen, til fritidsaktiviteter og i hjemmet. Rummene påvirker os og er med til at sætte en ramme og stemning for vores hverdagsliv, også for børn. Alle børn har derfor også en holdning til, hvad dé synes er gode rum – og hvad der er mindre gode rum. Hvad enten det er i køjesengen derhjemme eller det sted på legepladsen, de allerbedst kan lide at lege. Men hvornår er noget et rum? Skal der vægge og tag til? Eller kan det også være hulrummet bag en åben dør eller den skygge et træ har kastet på jorden?
Indretning til science, matematik og masser af løse dele
To børn søger mod legekøkkenet i vuggestuen. Pædagogen placerer sig på gulvet ved siden af dem og iagttager den leg, der så småt kommer i gang. Et barn (B1) finder en kasserolle og siger: ’mad’. Et andet barn (B2) finder en gryde frem og sætter den på komfuret. Pædagogen: ’Hvad skal der ske nu? Skal I lave aftensmad?’ B2: ’Ja! Røre, røre.’ Pædagogen: ’Skal vi finde en ske? En grydeske? Og et piskeris? Så kan I begge hjælpe med at røre og lave aftensmad?’ B1: ’Mig æg.’ Pædagogen: ’Æg? Uhm. Det lyder lækkert. Skal det være et æg, vi koger i gryden? Så kan man lave et blødkogt æg, som man spiser med en ske. Eller man kan koge et hårdkogt æg, som man putter på sin rugbrødsmad.’ B1: ’Nej. Ik’ det æg. I stykker.’ Pædagogen: ’Ah. Er det et spejlæg, du mener? Sådan et, hvor man knækker ægget og steger det på panden?’ B1: (Smiler og klapper i hænderne). Pædagogen: ’Det var et spejlæg, du mente. Det kunne jeg se, for du blev helt glad, da jeg sagde det.’
Fra ganghak til gang-hack med jungle,puder og dims
Hvordan deler vi os op i mindre børnegrupper, når vi kun har én stue til rådighed til 12 vuggestuebørn? Dette var spørgsmålet som ofte gik igen på vores planlægnings- og evalueringsmøder. Det blev også et spørgsmål, som fik os til at tænke i lidt alternative løsninger for, hvor vi kunne skabe nogle ekstra fysiske legemiljøer. I Rosa arbejde vi til dagligt i mindre børnegrupper, når der leges. Det betyder at vi ofte deler os op, og at en voksen er sammen med fire børn om en planlagt leg. Legen bliver planlagt ud fra tre kriterier: – zonen for nærmeste udvikling – her bruger vi ofte sprogtrappen som metode til at se, hvor det enkelte barn er i sin udvikling, – børnefællesskabet, – børnenes interesse. Hvis vi skal lykkes i arbejdet med mindre børnegrupper, hvor det enkelte barns trivsel, udvikling, læring og dannelse er det primære fokus, er vores indretning af fysiske pædagogiske læringsmiljøer og legezoner langs vores mange gangarealer en af de afgørende faktorer.
Rummet har betydning for børns demokratiske deltagelse
En gruppe på otte børnehavebørn går sammen med to pædagoger og to forskere ind ad lågen til børnehaven. De har netop været i Nørregårds Teater og set børneteaterforestillingen ”Lille Myr”. De voksne vil nu, tilbage i institutionen, forsøge at skabe rum for, at børnene kan udtrykke deres egne oplevelser fra teaterstykket. Hjørdis beskriver det følgende forløb således: “Børnene bliver bedt om at finde deres madpakker, og så går vi sammen ind i børnehavens ‘værksted’, som er et lille hus, der ligger for sig selv. Her er to borde, som børnene kan sidde omkring. På væggene er der hylder fyldt med krea-sager: papir, karton, maling, stof, kugler, glimmer og lim.
Vi skal kode vores rum, rydde op og gøre brug af visuel støtte
Vi står i Koglestuen i Osted Børnehus. Stuepædagogen fortæller om sit rum. Hun stråler af faglig stolthed over det læringsmiljø, der er formet af de fysiske rammer. Rummet er tydeligt kodet, så børnene let kan se, hvor der er samling, hvor der er legehjørner, hvor der er et stillerum, og så videre. De er ikke i tvivl om, hvad de skal hvor. Stuen opleves harmonisk, rolig og overskuelig, fordi der er rum i rummet, der er ryddet op, og alle ting og materialer har faste pladser. Børnehuset har i forbindelse med ’opryddelighed” valgt at anvende ”Ryd Op sangen”.
Magisk forvandling af et kaotisk fællesrum
I mange år havde vores fællesrum været en sten i skoen, vi havde forsøgt alt og kunne bare ikke få det til at fungere. Ganglinjer og manglende vægplads gjorde det svært, men så gik vi i gang med at arbejde med det, og det gratis onlinemateriale Rumpilot satte gang i forvandlingen. Fællesrummet er hjertet af institutionen, et stort rum med rigtig mange dejlige m2 og et skønt lysindfald fra de mange store vinduespartier, men derfor også sparsomt med vægflader. Rummet har rigtig mange ganglinjer, da der både er adgang til vores to børnehavestuer, vuggestueafdeling samt til personalestuen og kontor.
VIS MIG DIT YNDLINGSLEGESTED!
”Vis mig dit yndlingslegested”. Drengen tager min hånd og viser mig ned bag garderoben, hvor der er et lille indhak. ”Det her er et godt sted at lege, her kan de voksne ikke se mig”. ”Okay,” siger jeg, ”er der andre gode steder?”. Vi bevæger os videre i børnehuset. Vi går ind på Lærkestuen, og drengen peger på gulvet, hvor der ligger en togbane og to børn leger. ”Det her er også et godt sted. Her leger jeg tit med Louie. Nogle gange er togbanen flyttet ud i fællesrummet, så kan vi bygge banen rigtig stor – så er det mit yndlingssted. Nogle gange er Tobias også med. Han er voksen og han er rigtig god til at bygge en stor bane.”
Fra cykelskur til Krible Krable–skur
Børnehuset Smedegården afd. 3-6 år er ikke inddelt i stuer, men er derimod funktionsopdelt. Det betyder, at hver pædagog har hver deres spidskompetence og hver deres funktionsspecifikke rum. Det betyder også, at børnene selv bestemmer, om de har lyst til at arbejde med noget kreativt, motorik, sprogkompetencer eller hellere vil være ude på vores store legeplads. Hver pædagog har hver deres kontaktgruppe, der afgør, hvor de spiser frokost. Året rundt er der en gruppe, der spiser frokost ude i Krible Krable–skuret. Natur og udeliv som spidskompetence Hvad gør det så for vi voksne i huset, at vi kan arbejde med vores spidskompetence? Og hvad får børnene ud af det? Min egen spidskompetence i Børnehuset Smedegården er naturen og udelivet. Mine andre kollegaers spidskompetencer er krea, motorik, sprog. I og med at vi voksne arbejder med det, vi brænder allermest for, så kommer det helt automatisk til at smitte af på børnene i vores institution. Det er også med til at gøre det tydeligt overfor børnene, hvem af vi voksne, de skal have fat på, hvis de har en konkret ting, de gerne vil have hjælp til. Det er fx mig de kommer til, hvis de har fundet et dyr og har brug for hjælp til at få det identificeret, og min kollega, der har krea som spidskompetence, hvis de ønsker at lave noget i krearummet.
Hvis bare man drejer en sofa, kan et rum blive anderledes
”Vores indretning har faktisk, med mindre ændringer, fungeret siden 1972, altså i 43 år. De gule kasser på Rød Stue (se fotos på siden t.v.) er lavet af forældre dengang. De er gamle, ja, men de skal ikke skiftes ud. Fordi de er historie. Når ’gamle’ børn er på besøg, siger de: ’Wauw, de gule kasser’! Det er blevet en del af indretningen, at de skal være der, selv om de er meget slidte. Jeg kan godt lide gult – og de har da godt nok valgt en frygtelig variant af gul farve, men det kan ikke være anderledes. Og så er der jo hjul på, så når vi vil tømme rummet, så trækker vi dem bare ud og stiller dem i vores garderobe lige ved siden af, og så kan vi bruge rummet til noget helt andet og tredje.”
Oldemor møbler og afslappet pædagogik
Medbestemmelse er ofte for os ikke noget meget formelt, men noget vi går og taler sammen om. Ligesom i en familie. Men tilbage til dit spørgsmål – når vi har hentet 3 dunke mælk med 5 liter i hver, sidder vi og snakker om, at det er køerne, der har lavet det til os. ”Jamen det mælk vi har derhjemme, det kommer altså ikke fra en ko, det kommer fra Kvickly”, siger en. Og så får vi det mysterium opklaret. Så at sige i en daglig samtale i forbindelse med handlinger. Vi plukker også fasaner hvert efterår, hvor de er med til at rense og tage indvolde ud. Og vi spiser dem dagen efter. Kæmpefest! Det er en tradition, og dem vægter vi meget højt. Børnene piller indmad ud og de første år var det med ”Ej, hvor er det synd, og det kan vi ikke.” Men de finder ud af det. Og dét synes jeg er en kæmpe læring. Vi har en læreplan og vi har da også gennemgået både den og vores årsplan. Så har vi fundet ud af, at vi kommer jo meget godt rundt om de ting, vi skal komme rundt om. Om end måske på en lidt mere flydende måde, end man gør andre steder.”
