Verdensomsorg i dagtilbud
”Louis på 3½ ser en regnorm sno sig i græsset ved hækken. Han samler den op og bærer den målrettet hen mod insekthotellet, som børnene netop har bygget færdigt. Pædagogmedhjælper Thomas, der hjalp med byggeriet, smiler til Louis, der placerer ormen i en hulning øverst i hotellet. Stuepædagog Hanne kommer til og kigger interesseret og spørger: ”Kan ormen mon lide at bo så højt oppe?” Et lidt ærgerligt udtryk glider over Thomas’ ansigt. Hanne bemærker det og siger: ”Hvor gør I det godt, begge to! Nu kan vi jo undersøge hvor orme kan lide at bo og finde mad!” Efter en lille samtale bliver de enige om at flytte ormen hen i skyggen under hækken.” Eksemplet er inspireret af en praksisfortælling fra et af de dagtilbud i Fredensborg kommune, som deltager i projekt Verdensomsorg. Projektet udvikler og undersøger muligheder og udfordringer for en bæredygtighedspædagogik baseret på verdensomsorg forstået som gennemgående omsorg for liv og naturfænomener i hverdagens praksis, aktiviteter og vaner.
Gentagelse giver ro og tryghed
Det er tirsdag formiddag og Alfred, Ella, Sia og Alba samles til akvarelmaling rundt om bordet sammen med pædagogen Anja. Dagen i forvejen har Anja lagt akvarelpapir i blød, for i dag skal børnene male 'vådt i vådt' med naturlige akvarelfarver. Mens de maler, synger Anja de 'malesange', som de også sang sidste uge. Det er med til at skabe en stemning for børnene og samspillet i aktiviteten. Børnene kommer på skift og i mindre grupper ned til Anja, der er en rolig og nærværende stemning.
”Wauw! Der er mange fluer i grævlingen– og de er helt grønne!!”
Grævlingen er trafikdræbt og har ligget i skoven en uge. Nu skal vi se, om den stadig er der, og hvordan den ser ud. ”Den er der! Grævlingen ligger der!” Vi ser, at oversiden af grævlingen er dækket af fluer i flotte metalgrønne farver. Vi taler om, hvorfor fluerne mon er der og hvorfor deres larver spiser af en død grævling. Vi vender den om – og ser et par flotte røde og sorte ådselbiller. Begejstringen er stor! Vi runder af med at høre en kort historie om ådselbillerne, der er på udkig efter et ådsel, de kan lægge æg i.
2/24 – Udepædagogik – ideer, erfaringer, inspiration
(Ka’ fisk svømme baglæns?*) Da den gl. redaktør gik i skole i sin tid (det var meget sjældent, nogle gik i dagin - stitution dengang), var jeg en halvvild knægt, der elskede at strejfe rundt i skoven, ro i båd, lave bål og den slags, og ofte også lege de steder med mine kammerater. Sådan lærte jeg naturen at kende, selv om det ikke var det formulerede mål. Derimod husker jeg kun få og spredte initiativer til naturkendskab fra skolens side. Hvor er jeg dog misundelig på de børn, man kan læse om i dette nummer af 0-14. De går i dagtilbud, hvor udendørs liv og leg, på legeplads, i skoven, ved havet, er daglige muligheder. De tumler sig, de bruger kroppen, de får tilfredsstillet deres nys - gerrighed, de tilegner sig viden om, hvad naturen er og samtidig hvorfor vi skal passe så godt på den. Det er ikke skole – og det skal det heller ikke være, om man spørger mig - men det er aktive og engagerede pædagoger og pædagogmedhjælpere, der tager super initia - tiver, mest ud fra børnenes egen undren og spørgsmål. Sikke nogle herlige forløb og eksempler fra daglig praksis man kan læse om på de næste sider. Det har været både morsomt og interessant at læse og redigere, Jeg kan kun sige: Hvis I
Vores fokus på bæredygtigheder kommet for at blive
Genbrugscentralen – populær blandt både forældre og børn Solvejs mor: ”Solvej kan godt li’ at få lov til at vælge legetøj fra reolen, og så er hun også blevet dygtig til at aflevere noget af sit brugte legetøj hjemmefra, som hun ikke længere leger med. Det er nogle gode og bæredygtige værdier at videregive til sine børn, både fordi de lærer at dele deres ting med andre, men også fordi tøj eller legetøj som børn er vokset fra i et hjem sagtens kan genbruges og være interessant i et andet hjem.” Olivers far: ”Det er faktisk en rigtig stor hjælp, at I har lavet en genbrugscentral, for som studerende og jobsøgende er vi er økonomisk pressede for tiden. Både til jul og fødselsdag har vi fundet ting, der blev pakket fint ind og kunne bruges som gaver, og som gjorde at vi sparede penge. Vi er også glade for det tøj, vi finder, og så har vi selvfølgelig også selv lagt nogle ting på reolen, som andre kan få glæde af. Det er et rigtig godt initiativ, som man jo kunne gøre mange steder rundt omkring i børnehaver, skoler og på arbejdspladser.”
Fra højbed til grøn børneoase
Legepladsens nøgne halvtage skulle omdannes til grønne oaser med blade, urter, frugter, mos, flis og træstubbe, med flere naturoplevelser i en lille baggård. Det gav nye pædagogiske muligheder, men også nye pædagogiske perspektiver. To børn kigger på hinanden hen over en spand mudder. Der mangler noget. Præcis hvad ved de ikke, men de er sikre på, at der mangler noget. Uden et ord sætter de begge i løb mod den skæve port til den grønne oase. Der mangler blade! De går ind med deres mudderspand til alt det lækre: mynteblade, citronmelisseblade, basilikumblade, blomster. De plukker hurtigt og i store håndfulde, og de nærmest kaster høsten ned i mudderspanden. Hele oasen dufter eventyrligt, deres fingre dufter, og de skiftevis propper spanden og munden med urter og blomster. De griner til hinanden, da der har sneget sig en håndfuld purløg ind, som de dramatisk spytter ud i opkastbevægelser.
Skovparkens klimatrolde
En gruppe børn blev ambassadører for de andre børn, fordi ejerskab er en vigtig motivationsfaktor. Klimatroldene huserer faktisk også i andre områder af kommunen Holger, Edith, Hugo og Johan sidder med hver deres tegning af en fisk foran sig. Mens de farvelægger tegningen snakker de om, hvad der sker med deres fisk, hvis der kommer for meget sæbe i vandet. En vil bare svømme væk, en anden bliver syg og får skoldkopper, den tredje bliver syg, men vi ved ikke hvad den fejler, og den sidste dør desværre. Børnene har netop set en tegnefilm om nogle fisk i en sø, som bliver forurenet. Fiskene blev syge og nogle døde, før der blev taget hånd om vandmiljøet i søen. Filmen lagde op til en god snak om, hvordan vi kan passe på fiskene og de andre dyr, der lever i søen. Vi taler blandt andet om sæbeforbrug, og hvad vi kan gøre for at spare på sæben. Fiskene bliver en del af udsmykningen på stuen, så vi bliver mindet om den gode debat og ønsket om at passe på naturen og de dyr og planter, der lever i den.
“Såh … det er jo en diskussion om, hvorvidt vi skal skåne børnene…”
KR: ”Mange er optaget af, om vi risikerer at presse for meget på hos de 1-6 årige – hvad kan de overhovedet magte og hvordan undgår vi, at de bliver mere usikre og at de bliver bange?” KDM: ”Det vi har mødt i vores forskningsprojekter, og som anden forskning også peger på, er, at man i dansk og nordisk pædagogisk tænkning ofte knytter barndommen til et bekymringsfrit liv. Der er en frygt for at gøre børnene bekymrede, men det vi ser i vores projekter er, at det ofte mere er en frygt hos pædagogerne og forældrene end hos børnene. Undersøgelser viser faktisk, at børn både véd mere om disse emner og at de er mere interesserede i dem, end hvad vi voksne ofte tror! Såh, det er jo en diskussion om, hvorvidt vi skal skåne børnene eller om de har ret til at deltage i noget, der vedrører deres egen fremtid? Om det ikke er en demokratisk ret at blive involveret i noget, der får så stor betydning for én selv og den verden man lever i? – men naturligvis en involvering på en alderssvarende måde.”
”15 daginstitutioner i samme dagtilbud arbejder sammen om bæredygtighed!”
Her gengiver to af dem deres erfaringer og giver (mindst) 13 ideer og muligheder videre til andre – om vandforbrug, kolonihaver, høns/æg, genbrug, skraldudstillinger, og meget andet ”Hvis vi sammenligner med for 10-15 år siden, så er der sket et ret markant skred over mod det bæredygtige! Ikke som noget pligtbetonet men som noget alle de ansatte i dagtilbuddet er vilde med og synes er meget vigtigt. Perspektivet er jo, at der skal være en klode til både vores børn her og nu og ikke mindst til deres børn!” Vi sidder bænket om kaffen, da dén udtalelse falder. Egentlig er de flere om at stykke meningen sammen; de er i hvert tilfælde helt enige og de er med i en form for arbejdsfællesskab i de 15 daginstitutioner, der udgør en ramme for deres arbejde. Femten! I blot ét område i én kommune! Perspektivrigt!
