Vi lavede en demokratisk afstemning i børnegrupperne
1. Vi skulle indkøbe to nye legeredskabertil legepladsen 2. Jeg besluttede, at vi skulle spørgebørnene til råds om dette 3. Vi iværksatte da en afstemning blandtbørnene i de enkelte teams om, hvilkelegeredskaber vi skulle anskaffe Vi skal nemlig ikke bare selv bestemme alting som voksne, men vi skal faktisk spørge børnene. Dét siger jeg også ud fra Dagtilbudsloven og ud fra vores kommunes beslutninger om at øge graden af børneperspektiv og børneinddragelse. Det skal ikke altid være det, vi voksne nu synes kunne være ’rigtig godt’ til børnene. Som i øvrigt langt fra altid er det samme som det, børnene selv har lyst til at lege med!
Vores rejse ind i et åbent koncept med participation som grundlag
Vi er en del af det tyske mindretal i Danmark og består af tre integrerede dagtilbud og to SFOér i Tønder Kommune. Participation er et ord, vi nu bruger meget i vores pædagogiske dagligdag. Ordet stammer fra det latinske ord ”particaps”, som betyder deltagende. I den pædagogiske kontekst oversættes dette til deltagelse, medindflydelse og medvirken. Inspireret af Tyskland, hvor en del dagtilbud er gået over til at arbejde med et åbent koncept, startede vi i 2021 på en pædagogisk weekend med at alle medarbejdere blev inddraget i visionen om en forandret kurs, der skulle starte efter sommerferien 2022.
Professionscirkler kan skabe faglig udvikling
Vi sidder rundt om bordet. Vi er tre erfarne og en nyuddannet pædagog, to studerende samt to undervisere fra pædagoguddannelsen. Frugt, småkager, vand og kaffe fylder på bordet sammen med pc’er og en masse papirer. Stemningen er forventningsfuld, nu skal vi endelig i gang med den første professionscirkel og samtalerne om det pædagogiske arbejde med børns medbestemmelse. Vi er samlet omkring ”Medbestemmelse i praksis”, et udviklingsprojekt ved UCSYD, med det formål at blive klogere på, hvordan vi kan forstå medbestemmelse, og hvordan arbejdet med det i praksis kan se ud. Projektet er tilrettelagt som tre professionscirkler, der afvikles med ca. en måneds mellemrum.
Filosofisk omsorg kan føre til medbestemmelse over eget liv
”Hvad er det vigtigste, vi kan give børnene med på deres vej ud i livet?” Spørgsmålet stiller jeg i egenskab af projektleder på det første møde i Daginstitutionen Filosoffen, hvor institutionens ledelse, medarbejdere samt to undervisere fra VIA University Holstebro er samlet for at udvikle det forestående projekt.
“Hvor er vi på vej hen?”
Den lange række af børn går to og to ad det lukkede stisystem, de fleste holder makkeren i hånden, men de to drenge jeg spørger “Hvor er vi på vej hen?” har sluppet hinanden. Jeg holder smartphonen vandret og filmer dem i deres øjenhøjde, det virker mest respektfuldt for mig. “Vi er på vej i biografen!“ udbryder den ene, og da jeg spørger, hvad vi skal der, fortæller de om film og gætter på, om der er popcorn til. På vejen hjem filmer jeg et par andre, en dreng og en pige, “Hvad har vi lavet?” spørger jeg og følger op med “Hvilke film så vi?” De fortæller om en med nogle, der skulle lave noget mad, en film, der var lidt uhyggelig, og en, der handlede om en ræv.
Sciencepædagogik – en vej til mere medbestemmelse
Du kender det sikkert godt – ordet science fremkalder umiddelbart et billede af kemiforsøg med kolber, hvide kitler og sikkerhedsbriller. Et setup hvor pædagogen er eksperten og børnene tilskuere. Der er som sådan ikke noget galt med dette billede, bortset fra at det ikke har noget med hverdagen at gøre, og ej heller med sciencepædagogik.
Medbestemmelse er vejen til selvstændighed
Mariager ligger Rabalderstræde – en over 40 år gammel børnehave, hvor medbestemmelse altid har været et omdrejningspunkt for store dele af dagligdagen – fra småt til stort. Derfor må børnene eksempelvis selv bestemme, hvor og hvornår de spiser. For hvem ved bedre end børnene selv, hvornår de er sultne og mætte, eller hvornår de er tørstige. På samme måde er det børnenes ret selv at bestemme, hvad de gerne vil begynde med at spise, og hvor mange rugbrødsmadder, der skal til, for at det føles rart at være i sin krop. På den måde understøttes barnets evne til at sige til og fra på dets helt basale behov.
Et barn der ikke trives – har måske haft for meget medbestemmelse
“Anton1 er ikke rigtigt i trivsel”, sagde vi til hinanden. Hans pædagog havde tidligt kunnet fornemme, at han ikke var helt så glad som ellers. Han kom oftere i skænderi med de andre børn, sommetider endte det også med slag fra Antons side. De andre børn begyndte at bruge sætninger som “Anton har slået igen”, “Anton slår altid”. Sommetider kunne vi opleve, at Anton fik skylden uden at have været i nærheden. Hans rolle i legen blev en anden – eller han blev ofte slet ikke en del af legen. Når vi siger, et barn ikke trives, tænker vi måske, at så ved vi alle, hvad dét betyder. Men gør vi det? – eller har vi i virkeligheden brug for at få flere vinkler og fortællinger frem, så det giver mere mening?
Pædagoger skal ikke være politibetjente ved spisninger
Det første der slår mig er, at der ikke engang er antydning af skubben og råben og ’mig først’, men nærmere en form for modulopbygning, styret af børnene selv. Der er en voksen i området, men en som netop kun er til rådighed og som kun blander sig i børnenes aktiviteter, hvis der er et særligt behov for det. Dernæst lægger jeg mærke til, at der er en del gensidig hjælp. Man tager ikke blot sin egen madpakke og smutter væk, men flere af dem hjælper de andre med at finde den rigtige madpakke og række den videre til rette vedkommende.
