Uddrag: Jeg blev helt stille, da jeg fandt fotografiet. Jeg er 17 år gammel. Året er 1989. Bag den kraftige makeup gemmer der sig noget andet: mørke, ensomhed og opgivenhed. Det var en svær tid. Min far var alvorligt syg og ventede på et nyt hjerte – noget der lå langt ude i fremtiden. Sygdom fyldte det hele. Jeg blev ikke erklæret uddannelsesparat. Mine venner gik videre. De fik nye fællesskaber, nye oplevelser og jeg stod tilbage. Alene. Jeg følte mig uduelig. Som én, der ikke kunne noget. Ikke var klog nok. Samtidig bar jeg på en konstant bekymring for min far. Så faldt han om og døde. Mit liv gik i stå. Ingen talte rigtigt med mig om det at miste. Jeg blev pludselig voksen og samtidig følte jeg mig som et lille barn. Jeg blev siddende derhjemme lidt for længe. Min mor og mormor sagde: “Du er hjælpsom, Anne, og det er det vigtigste.” De foreslog, at jeg kunne tage rengøring på et hotel. Men de kendte også en børnehave, der søgte en ansat. Jeg blev nærmest skubbet til at søge der, og der var ikke de store forventninger...

Hele artiklen er tilgængelig for vores medlemmer.