Små engle eller møgunger?
Uddrag: Er Lisa en lille engel eller en møgunge? Er hun en helt almindelig unge, der bare ikke ved bedre? Gør hun det med vilje? Eller er hun måske en pige med nogle vanskeligheder med at beregne årsag og virkning og med at holde impulser tilbage? Hvordan vi bedømmer hende og hendes evner bestemmer, hvordan vi forholder os til adfærden og til hende som person. Lisa er fem år gammel. Hun leger med sine brødre og kusiner. De leger med vandballoner. De andre gemmer sig, og venter til Lisa kommer forbi, og smider så balloner på hende. Hun er ret våd allerede. Da hun sniger sig langs med husmuren for at se, om de er bag næste hjørne, får hun vandballoner på sig ovenfra. Hendes storebror og to kusiner står i vinduet på hendes værelse på første sal og dropper ballonerne på hende. Hun tager vandslangen, som ligger på græsplænen, og sprøjter vand op på dem. De skriger og forlader vinduet. Lisa forsætter med at sprøjte gennem vinduet, til hun hører sin far råbe: “Hvad laver du, Lisa? Du ødelægger jo gulvet på dit værelse, når du sprøjter al det vand ind”. Han sad sammen med de andre voksne og drak kaffe og snakkede, til han hørte ungernes skrig. Så gik han hen for at se, hvad der foregik...
