Uddrag: Vi er på stuen i en daginstitution. På sofaen ved siden af vinduet sidder en medarbejder. Foran hende står en 1-årig pige, som er meget ked af det. Hun er lige startet i institutionen, og hun græder højlydt og hjerteskærende, imens hun prøver at komme tæt på medarbejderen ved at holde om hendes arm. Medarbejderen trækker sin arm fri af barnets greb, så pigen er ved at falde og medarbejderen siger vredt: ”Vil du ikke godt stoppe!?” Pigen græder endnu mere og endnu mere højlydt. Medarbejderen fortsætter i et bestemt og bebrejdende toneleje: ”Nej, din far er på arbejde hele dagen. Du skal tie stille nu.” Pigen græder højt og appellerende og den pædagogiske medarbejder siger: ”Vi er godt klar over, at du er en anelse forkælet.” Pigen siger grådkvalt: ”Far” og svaret kommer resolut: ”Nej, far er på arbejde. Slut.” Pigen siger herefter spørgende, mens hun fortsat græder: ”Mor” og svaret er igen: ”Mor er på arbejde. Slut.” Begge gange bliver der sat ekstra tryk på, når medarbejderen siger ’slut’. Irritationen overfor pigen er tydelig og utvetydig...

Hele artiklen er tilgængelig for vores medlemmer.