Uddrag: Der skete meget i rummet, da jeg trådte ind: En blev trådt i hovedet ”med vilje!”. En måtte ikke være med, fordi han var en ”baby”. En fik væltet sit Lego-tårn, så klodser og hånlige grin regnede ned over ham. ”Drenge! Jeg har lavet en fejl! Jeg har glemt at fortælle, hvordan man skal være i det her rum. Det gør jeg lige”. Og så med en lavere, varmere stemme: ”Er der egentlig aftaler i det her rum, eller skal vi følge mine?” Drengene kiggede spørgende på hinanden, inden en sagde: ”Der er ikke nogen aftaler”. ”Okay, så bruger vi mine”. Et par opridsede aftaler senere legede drengene med Lego sammen. ”Babyen” stod i døråbningen og kiggede på. Mens legen tabte intensitet, blev det sværere at følge aftalen om at passe godt på hinandens byggerier. ”Shit, vi har fået et problem. Det der tårn … Det kan INGEN hoppe hen over!” Helt overraskende viste det sig, at drengene faktisk anså sig selv som rimelig habile tårn-hoppere, og øjeblikket efter forvandlede byggelegen sig til en action- præget hoppeleg. ”Babyen” stod stadig i døråbningen. Mens drengene hoppede henover Legotårnet, steg legens tempo, hvilket gjorde det sværere at overholde aftalen om at skiftes til at hoppe.”Drenge! Der er sket noget vildt: Hoppelegen er blev så sej, at den faktisk skal præsenteres. Det gør jeg! Mine damer og herrer. Nu vil Tobias hoppe over et hammerhøjt tårn. Pas på I ikke tisser i bukserne af skræk. Let’s go, Tobias”...

Hele artiklen er tilgængelig for vores medlemmer.