Uddrag: Pigen tegnede på de andre børns tegninger. Og på min. Og sagde at de var grimme. Gys! Og så lige midt i morgenåbningen, hvor søvndrukne og morgentravle børn og forældre skulle lande blødt i børnehuset. De andre børn rundt om tegnebordet sagde ikke noget, når der blev sat endnu en uvelkommen streg på deres tegning. De var vant til overskredne grænser. Vant til hårde ord. Pigen og jeg havde ikke mødt hinanden før, og der var derfor end ikke en tynd tråd imellem os, der bandt os sammen. Ingen delte grin. Ingen blindgyder vi havde fundet vej ud af sammen. Ingen fælles sejrsøjeblikke for enden af en kælkebakke. Ingen relation at sætte grænser fra. Til sidst fløj kassen med farver hen ad bordet med et smørret grin. En afskedssalut inden pigen forlod tegnebordet. Resten af dagen så jeg kun pigen på afstand: På steder hun ikke måtte være i gang med ting, hun ikke måtte gøre. Inden jeg gik hjem, fandt jeg hende på legepladsen: ’Det var lige dig, jeg ledte efter! Hver gang jeg er i din børnehave, vil jeg finde dig og sige godmorgen, når jeg kommer, og farvel når jeg går. Jeg er nemlig vild med sådan nogle kloge, gode mennesker som dig’. Pigen kiggede ikke op, men fortsatte upåvirket sin leg...

Hele artiklen er tilgængelig for vores medlemmer.