Oliver kastede sand i mit hoved!
Uddrag: Børnene og jeg skulle bygge et sandslot. Alligevel sad Oliver og gravede et kæmpe hul, så sandet stod til alle sider. Han havde øjeblikket inden taget en skovl ud af hånden på Ellen og kort efter trådt på Hasans fod. ”Stoooop”, råbte Anton, da en ny skovlfuld sand ramte ham i ansigtet. ”Oliver kastede sand i mit hoved”! Oliver skævede hen imod os, tørrede snotnæsen af i sit ærme og fortsatte med at grave. Det er lige nu let at sige til Oliver, at han skal passe på, når han graver. Det hjælper bare ikke (nogen). ”Oliver?… Oliver?…” Et blidt tryk på armen, øjenhøjde og et varmt smil: ”Oliver?” – ”Ja?” – ”Jeg siger det hurtigt, så du kan komme videre med dit graveri, men jeg har en ide til, hvordan du kan grave uden at ramme de andre med sand, som jeg vil have, at du hører” – ”Okay” – ”Du skal kigge op, når du kaster sandet. Se… Sådan her”. – ”Okay” og så tilbage til graveriet … uden at kigge op, men med mere forsigtigt gravning. Da sandslottet var blevet rigtig højt, siger Oliver: ”Vil du passe på søen, mens jeg henter vand?” Et kig bagud fra mig viste den flotteste sø, der kun manglede vand. Oliver moslede afsted med sin spand, kom øjeblikket efter tilbage fra vandpytten og hældte vandet i søen. Øjnene lyste af glæde og den lille krop suste igen afsted efter en spandfuld vand. Efter tredje tur slap motivationen op. – ”Du henter vandet, Iben” – ”Jeg bygger sandslot, så jeg kan ikke hjælpe dig, men du mangler ikke ret meget”. Jeg gik derfor alligevel med Oliver efter de sidste tre spander vand. Da vi kom tilbage, sad sandslot-byggerne ved søen og legede. ”Er det okay, de andre børn er med i din sø-leg?” spurgte jeg Oliver. ”Ja, selvfølgelig”...
