Uddrag: ”I børnehaven Bifrost læser pædagogen Lene højt fra en bog om Samiah og Giovanni, som selv har været med til at lave bogen med billeder fra deres børnehave i Tanzania. Børnene lytter til Lenes fortælling, mens de peger og taler med om det, de ser i bogen. Samme eftermiddag vil Roar og Liv gerne lege skole på den måde, børn i Tanzania går i skole. De spørger Lene, om hun vil være læreren. Så starter en leg, hvor de er skolebørn, som sidder og øver sig i at skrive rigtig pænt”. Vores projekt gik ud på først at besøge børnene i deres hjemland og undersøge, hvad de gerne ville vise til andre børn fra deres hverdag. Vi ønskede at gengive børnenes fortællinger i foto og tekst og sikre os, at børnene var enige i det, der står i bøgerne. Dernæst oversatte vi bøgerne til andre sprog og bruger dem i dag sammen med pædagoger. Vores ide er, at når pædagoger læser bøgerne højt, giver det børnene mulighed for “at tage på besøg”, opleve glimt af børneliv helt andre steder på kloden – og få et andet blik på sig selv. Vi ser bøgerne som et vindue til verden. Et vindue til noget fremmed og ukendt, der samtidig forbinder sig til det hjemlige og kendte – fordi alle børn spiser, leger, vasker hænder og har venner i deres børnehave – et verdensvendt blik på, hvad det vil sige at være barn i en global verden...

Hele artiklen er tilgængelig for vores medlemmer.