Det åbne vindue
Denne artikel udspringer af projektet ’Barnet i Centrum’ ved forskeren Ole Henrik Hansen, DPU, 2018. Projektet skulle undersøge, hvordan man bedst muligt modtager børn og forældre om morgenen. Forfatteren til artiklen, og hendes daværende institution, Bulderbo, var deltagere i projektet. I dag er hun dagtilbudsleder i Lodbjerggård Børnehus.
De tilbyder coaching til forældre om forældrerollen
Coachingen giver forældrene et indblik i deres egen forældrerolle og hvad denne konkret kan betyde for deres barns udvikling, og de får konkrete handlemuligheder til at ændre en adfærd. Det faktum at jeg jo kender deres barn har stor betydning for forældrene, da vi taler ud fra deres konkrete virkelighed og ikke generelt. Mange af dem fortæller, at de har været til coach før eller psykolog uden den store effekt, men hos os kommer der handlinger på deres udfordringer. Den daglige kontakt hvor jeg eller personalet kan følge op betyder, at vi kan stille de svære spørgsmål, og det giver forældrene det rum, de har brug for.
Hjemmebesøg
Ryet Børnehus består af 54 børnehavebørn og 25 vuggestuebørn. Vi har børn, der kun har brug for dansk i deres hverdag, og børn, der har brug for mere end et sprog. Vi har en høj andel med socioøkonomiske udfordringer, men også en stor andel børn, der kommer fra familier med en stærk forældreevne. Vi har en grundlæggende tro på, at forældre gør deres bedste, men at de nogle gange har brug for hjælp/guidning/viden for at gøre det bedre.
En ny vej ind iforældresamarbejdet
2/2022 På Rød stue i børnehuset Væksthuset i Tingbjerg er pædagogen Ann-Laura og en gruppe børn i gang med at lave øvelser til det bevægelsestema, de kalder ”Snurre-Svinge”. ”Kom ud med armene, som vinger på en flyvemaskine,” siger Ann-Laura og viser børnene, hvordan de kan snurre rundt i forskellige retninger som flyvemaskiner. Børnene griner og snurrer rundt om sig selv. Lilyan tager armene op på hovedet og svinger rundt. Ann-Laura: ”Uhh – en balletflyvemaskine”. Ann-Laura og børnegruppen leger også, at de er elefanter, der svinger med snablen og drikker vand fra et vandhul.
Forældresamarbejdet i et historisk lys
2/2022 I begyndelsen af 1980’erne var det ikke udpræget let at få arbejde som pædagog. Vi nyklækkede blev gode til at skrive ansøgninger, eftersom vi skrev rigtig mange af dem. Efter et par løse vikariater var jeg dog så heldig at få en fast stilling i en aarhusiansk vuggestue. Jeg havde ikke på forhånd noget kendskab til vuggestuen, men når jeg i pædagogkredse fortalte om min kommende stilling, var der mange, som sagde, at “det er jo en vuggestue, som altid har haft et helt særligt forældresamarbejde”.
2/22 – Nye ideer og ny inspiration til Forældresamarbejdet
Jeg startede mit pædagogiske liv i en børnehaveklasse med 18 herlige, levende og bevægelige unger. Det kom dengang bag på mig, at jeg også blev konfronteret med 36 forældre! Der var faktisk 36, da skilsmisser ikke rigtigt var kommet på mode endnu. Jeg husker endnu, at jeg lidt forvildet bladrede i både bøger og notater fra min uddannelse for at finde vejledning på, hvad man stillede op med disse 36 vidt forskellige mennesker. Jeg fandt intet brugbart. Det med forældresamarbejde måtte man åbenbart selv finde ud af. Da gjorde jeg noget, der kan lyde lidt overvældende, men som jeg aldrig har fortrudt: Jeg tog på besøg hos dem alle, 18 besøg i alt. Minimum et par timer hvert sted. Jeg fik ikke løn for det, måske noget afspadsering, det husker jeg ikke, og dét var heller ikke rigtigt in endnu. Det jeg imidlertid husker godt, er det enkelte barns øjne og kropssprog, når jeg ankom til deres hus eller lejlighed: De strålede! At få besøg i hjemmet fra den voksne i børnehaveklassen var STORT. Jeg klappede hunde, så børneværelser, legede, talte med både barnet og den eller de voksne, der var hjemme. Det jeg lærte af disse besøg er enkelt: Et samarbejde består først og fremmest af relationer – af at kende hinanden godt og
