1. Vi skulle indkøbe to nye legeredskabertil legepladsen 2. Jeg besluttede, at vi skulle spørgebørnene til råds om dette 3. Vi iværksatte da en afstemning blandtbørnene i de enkelte teams om, hvilkelegeredskaber vi skulle anskaffe Vi skal nemlig ikke bare selv bestemme alting som voksne, men vi skal faktisk spørge børnene. Dét siger jeg også ud fra Dagtilbudsloven og ud fra vores kommunes beslutninger om at øge graden af børneperspektiv og børneinddragelse. Det skal ikke altid være det, vi voksne nu synes kunne være ’rigtig godt’ til børnene. Som i øvrigt langt fra altid er det samme som det, børnene selv har lyst til at lege med!

Vi er en del af det tyske mindretal i Danmark og består af tre integrerede dagtilbud og to SFOér i Tønder Kommune. Participation er et ord, vi nu bruger meget i vores pædagogiske dagligdag. Ordet stammer fra det latinske ord ”particaps”, som betyder deltagende. I den pædagogiske kontekst oversættes dette til deltagelse, medindflydelse og medvirken. Inspireret af Tyskland, hvor en del dagtilbud er gået over til at arbejde med et åbent koncept, startede vi i 2021 på en pædagogisk weekend med at alle medarbejdere blev inddraget i visionen om en forandret kurs, der skulle starte efter sommerferien 2022.

Den lange række af børn går to og to ad det lukkede stisystem, de fleste holder makkeren i hånden, men de to drenge jeg spørger “Hvor er vi på vej hen?” har sluppet hinanden. Jeg holder smartphonen vandret og filmer dem i deres øjenhøjde, det virker mest respektfuldt for mig. “Vi er på vej i biografen!“ udbryder den ene, og da jeg spørger, hvad vi skal der, fortæller de om film og gætter på, om der er popcorn til. På vejen hjem filmer jeg et par andre, en dreng og en pige, “Hvad har vi lavet?” spørger jeg og følger op med “Hvilke film så vi?” De fortæller om en med nogle, der skulle lave noget mad, en film, der var lidt uhyggelig, og en, der handlede om en ræv.

Vi tog ud til vandet, hvor vi fandt en masse plastic, dåser, pap, cigaret skodder, og meget andet forurenende. Hjemme pyntede vi stuerne med affald og lavede collager. Vi talte om, hvordan fiskene mon havde det. Vi lavede fisk, der så glade ud, fordi vandet var sundt, og fisk der så triste ud, hvor der var forurenet og vandet var mørkt og dyster. Vi så film om de danske have, der er forurenede; vi lavede akvarium med fisk, der har det godt og fisk, der har det dårligt på grund af forurening; vi læste bøger om emnerne; vi lavede rim om affald.

Genbrugscentralen – populær blandt både forældre og børn Solvejs mor: ”Solvej kan godt li’ at få lov til at vælge legetøj fra reolen, og så er hun også blevet dygtig til at aflevere noget af sit brugte legetøj hjemmefra, som hun ikke længere leger med. Det er nogle gode og bæredygtige værdier at videregive til sine børn, både fordi de lærer at dele deres ting med andre, men også fordi tøj eller legetøj som børn er vokset fra i et hjem sagtens kan genbruges og være interessant i et andet hjem.” Olivers far: ”Det er faktisk en rigtig stor hjælp, at I har lavet en genbrugscentral, for som studerende og jobsøgende er vi er økonomisk pressede for tiden. Både til jul og fødselsdag har vi fundet ting, der blev pakket fint ind og kunne bruges som gaver, og som gjorde at vi sparede penge. Vi er også glade for det tøj, vi finder, og så har vi selvfølgelig også selv lagt nogle ting på reolen, som andre kan få glæde af. Det er et rigtig godt initiativ, som man jo kunne gøre mange steder rundt omkring i børnehaver, skoler og på arbejdspladser.”

Legepladsens nøgne halvtage skulle omdannes til grønne oaser med blade, urter, frugter, mos, flis og træstubbe, med flere naturoplevelser i en lille baggård. Det gav nye pædagogiske muligheder, men også nye pædagogiske perspektiver. To børn kigger på hinanden hen over en spand mudder. Der mangler noget. Præcis hvad ved de ikke, men de er sikre på, at der mangler noget. Uden et ord sætter de begge i løb mod den skæve port til den grønne oase. Der mangler blade! De går ind med deres mudderspand til alt det lækre: mynteblade, citronmelisseblade, basilikumblade, blomster. De plukker hurtigt og i store håndfulde, og de nærmest kaster høsten ned i mudderspanden. Hele oasen dufter eventyrligt, deres fingre dufter, og de skiftevis propper spanden og munden med urter og blomster. De griner til hinanden, da der har sneget sig en håndfuld purløg ind, som de dramatisk spytter ud i opkastbevægelser.

Her gengiver to af dem deres erfaringer og giver (mindst) 13 ideer og muligheder videre til andre – om vandforbrug, kolonihaver, høns/æg, genbrug, skraldudstillinger, og meget andet ”Hvis vi sammenligner med for 10-15 år siden, så er der sket et ret markant skred over mod det bæredygtige! Ikke som noget pligtbetonet men som noget alle de ansatte i dagtilbuddet er vilde med og synes er meget vigtigt. Perspektivet er jo, at der skal være en klode til både vores børn her og nu og ikke mindst til deres børn!” Vi sidder bænket om kaffen, da dén udtalelse falder. Egentlig er de flere om at stykke meningen sammen; de er i hvert tilfælde helt enige og de er med i en form for arbejdsfællesskab i de 15 daginstitutioner, der udgør en ramme for deres arbejde. Femten! I blot ét område i én kommune! Perspektivrigt!

Den første daginstitution i Danmark, der blev Verdensmålscertificeret. De har Verdensmålshjul, genbrugsreoler, indsamling af dåseringe til at finansiere benproteser og kapsellåg til førerhunde – og meget mere! I en kompleks verden skal børnene have handlekompetencer. Ida på fem år kommer stolt ind på Gul stue og viser sin rygsæk til sine venner og til de voksne. På rygsækken er der blevet sat en nål med Verdensmålshjulet. Ida fortæller ivrigt: ”Se jeg har fået et Verdensmålshjul fra min farmor, og hun har den også. Det er fordi vi er Verdensmålere. Jeg og farmor vi passer også på hinanden, og vi passer på planeten Jorden”. Verdensmålere er en benævnelse som er betydningsfuld, og som børnene i Børnehuset Løvbakken flittigt bruger. Ordet ’Verdensmålere’ er børnenes egen opfindelse i forbindelse med vores indsats i arbejdet med de 17 Verdensmål.

På Rød stue i børnehuset Væksthuset i Tingbjerg er pædagogen Ann-Laura og en gruppe børn i gang med at lave øvelser til det bevægelsestema, de kalder ”Snurre-Svinge”. ”Kom ud med armene, som vinger på en flyvemaskine,” siger Ann-Laura og viser børnene, hvordan de kan snurre rundt i forskellige retninger som flyvemaskiner. Børnene griner og snurrer rundt om sig selv. Lilyan tager armene op på hovedet og svinger rundt. Ann-Laura: ”Uhh – en balletflyvemaskine”. Ann-Laura og børnegruppen leger også, at de er elefanter, der svinger med snablen og drikker vand fra et vandhul.