Vi har brug for dig (jer) til at bidrage til et 0-14 om børnesyn og pædagogik! Fem spørgsmål om emnerne til dig: Er du enig i, at bag enhver pædagogik ligger der et bestemt børnesyn? Er du enig i, at omvendt kan man også ud fra et bestemt børnesyn ’se’ pædagogikken i dagtilbuddet? Hvordan ville du kort beskrive det mest fremtrædende børnesyn hos jer? Ville du mene, at jeres børnesyn passer godt sammen med den praktiske pædagogik, I har i dagligdagen? Og vigtigt: Hvad kan gøre det vanskeligt at omsætte sit børnesyn helt og fuldt? Hvor mange gange og på hvilken måde optræder begrebet ’børnesyn’ egentlig i jeres pædagogiske læreplan og jeres præsentation af jer selv? Hvornår blev begrebet fx sidst anvendt på et personalemøde hos jer? --------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------- Typiske eksempler på formuleringer i beskrivelsen af et børnesyn: Ethvert barn har krav på at blive mødt med empati og anerkendende voksne Ethvert barn har krav på at kunne være med i børnefællesskaber Ethvert barn har krav på venner i sit dagtilbud …… Hvilket børnesyn tænker du er mest dominerende hos jer? ---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------- Bliv skribent i dette nr. af 0-14! - Det temanummer af 0-14 vi skal til at planlægge handler netop om disse emner og spørgsmål! Det bliver et nummer med inspiration til at tage børnesyn/pædagogik op på personalemøder, kurser, m.v.

Da jeg i sin tid arbejdede som pædagog, var der både en institutionsleder og en souschef tilknyttet institutionen. De var der fast hver dag og deres værdier og tanker var ofte nærmest indgroet i pædagogikken. Den tid er for længst passé, idet områdeledelse vandt frem som ledelsesstruktur og antallet af ledere i dagligdagen faldt. Jeg er eksempelvis afdelingsleder for to daginstitutioner og dagplejen og jeg kan til tider føle mig som Aladdin på det flyvende tæppe, når jeg suser rundt mellem enhederne. Jeg er ikke i samme institution hver dag men bestræber mig på at komme der 1-2 gange om ugen. I dagplejen er der desuden tilknyttet en dagplejepædagog, som varetager den daglige drift og vi to har en fast mødedag hver anden uge og efter behov. Desuden deltager jeg i personalemøderne og jeg kan besøge dagplejerne i legestuerne.

Jeg blev leder fordi … … jeg ikke kan lade være. Jeg mødte selv en fantastisk leder, da mine børn var små. Hendes dør var altid åben og det var det dejligste dagtilbud. Glade børn og personaler, hvor der blev grinet og hvor det føltes hjemligt, fra man trådte ind ad døren. Hun var ofte på stuerne blandt børnene, så hun kendte hverdagen og børnene rigtig godt. Som forældre havde jeg en følelse af at være en del af noget virkelig rart, og dét var en ret særlig følelse. Dét vil jeg gerne skabe også. Jeg synes, vi er fantastisk dygtige og at vi skal tale vores fag op Jeg er ked af den hårde medfart, pædagogfaget har fået de seneste år – jeg oplever, at kvaliteten er høj rigtig mange steder og at vi er fantastisk dygtige. Jeg oplever ofte, at der kan være et uhensigtsmæssigt fokus på alt det vi ikke kan, frem for alt det vi rent faktisk kan. Hvis fortællingen i hverdagen næsten altid omhandler travlhed, rammestyring, manglende økonomi, trælse kollegaer, dårlig stemning, så vil det være det, der fylder. Jeg blev pædagog for at blive leder, så jeg kunne skabe noget særligt sammen med de

Jeg var ikke er sekund i tvivl om, at jeg gerne ville være leder Jeg har nemlig som pædagog altid været typen, der meldte mig på opgaver: Skemaansvarlig, arbejdsmiljørepræsentant, vejleder for pædagogstuderende, fagligt fyrtårn – for eksempel. Jeg bliver simpelthen enormt motiveret af at have arbejdsopgaver, hvor jeg har ansvaret for at få ting til at lykkes, i samarbejde med medarbejdere og samarbejdspartnere. Jeg var også været drevet af en nysgerrighed på: Hvad er ledelse? Hvilke opgaver indebærer det? Har jeg mon de kompetencer, der skal til? Alt i alt: Jeg var ikke et sekund i tvivl, da jeg fik muligheden for at få en lederstilling. Det blev en stejl læringskurve fra pædagog til leder Skiftet fra pædagog til leder har været en vild rejse! Lidt en oplevelse af ’at skulle starte forfra’ og tilegne mig en ny fagidentitet. Jeg kan naturligvis stadig bruge min pædagogiske baggrund men hovedfokus er nu på ledelse og på at skabe de rette rammer, så mine medarbejdere kan lykkes med kerneopgaven. Mit første lederjob var i ’eget hus’, leder for mine kolleger. Det føltes meget trygt at starte som leder i kendte rammer og jeg følte mig meget privilegeret. Da jeg havde været pædagog

Det er december og rundturens start i garderoben har da også et juleindslag. Natten før har de fastboende nisser været på spil og har trukket mine-strimler rundt i hele huset. Den historie løber børnene lige ind i, når de ankommer med mor eller far og mystikken er stor: Hvad har nisserne nu gang i? Torben fortæller, hvordan børnene ’næsten ikke kan være i deres egen krop for latter og spænding’ og for mig er det tydeligt, at han selv morer sig mindst lige så godt. Han elsker at skabe spænding og latter hos børnene. Og hans ansigt flækker helt, da han peger på et sæt blå underbukser, der hænger på en af strimlerne. De skyldes, at han mangler netop blå underbukser og dem har nisserne jo været med som julegave til ham! Forestil jer børnenes øjne når de hører dén forklaring! ”’Har du husket dine blå underbukser, spørger de med store grin, når jeg går ud ad døren.”

Omsorg er livsnødvendig og uden den går børn til grunde. Flere studier peger på, at omsorg er fundamentet for barnets trivsel, læring og udvikling. Pædagogisk personales omsorg for børn antages at være relations opbyggende og når barnet mødes af omsorgsfulde voksne, udvikler det sig til selv at blive et omsorgsfuldt menneske . Omsorg er da også en højt prioriteret opgave i danske dagtilbud og en vigtig del af det pædagogiske personales faglige identitet. Ofte beskrives omsorg i daginstitutioner som dyadisk (en relation mellem to), båret af den enkelte pædagog, hvor kun de følelsesmæssige og relationelle aspekter betones .

Lyset er slukket. Vuggestuen ligger stille hen. Uret viser 10.00. En stille sang spreder sig fra Solstuen ud mod den lange gang. ”Nu bæres lyset frem, stolt på din krone.” Små lys anes og små børnehænder der holder rundt om lysene. Børnenes ansigter træder frem i de små lysskær. Med de fineste stemmer, der blander sig med de voksnes, fortsætter sangen ”rundt om i hus og hjem, sangen skal tone.” Dyb koncentration. En stribe af malertape på gulvet viser vejen. Børnene følger den troligt, dybt optaget af at holde lyset frem foran sig og synge og gå samtidig. ”Her på Luciadag, hilser vort vennelag”. Ordene udtales korrekt og fødderne placeres med stor bevidsthed, den ene foran den anden. 30 små børn og 8 voksne.

Latter og oplevelser af sjov er helt centrale for børn og deres velbefindende. Når vi griner sammen, mødes vi som mennesker, vi mødes i fælles forståelse og opmærksomhed. Selvom vi ikke altid er enige om, hvad der er sjovt, kender vi alle den frydefulde oplevelse af et fælles, godt grin. Når vi har det sjovt sammen, fokuserer vi på noget uden for os selv og er derfor ikke optaget af os selv. Sjov er en af de vigtigste kilder til lys og lys og glæde i hverdagen – og er en lige vej til medbestemmelse, eftersom man er nødt til at slippe kontrollen og lade sig glide med, når man griner sammen!

”Vi må ikke skubbe ved trappen,” siger Jonas. Klokken er 9 torsdag formiddag på en kold januardag i Børnehaven Emilie, ældstegruppen er lige blevet færdig med deres formiddagsmad og er på vej ned i kælderen. Alle er meget spændte. Det er i dag, ældstegruppen skal vælge deres nye navn til deres nyetablerede stue. Det er en dag, børnene har set frem til siden slutningen af sidste år. De ved, hvad der skal foregå, for de har set den forrige ældstegruppe gøre det samme. Nu er det dem. Det er dem, som selv skal vælge, hvad de vil hedde, helt indtil de skal stoppe i børnehaven og starte på skolen.

Børnene skal opleve at kunne indgå i et ligeværdigt fællesskab, hvor vi alle har noget på hjerte og hvor det vi siger er lige vigtigt. Det handler nemlig ikke om at være korrekt, det handler om at lære at bruge sin stemme og om at erfare, at man som barn har muligheden for at påvirke eget liv. Pædagogernes opgave er at få reageret på børnenes stemmer, så det bliver tydeligt for børnene, at vi ikke blot anerkender deres ønsker og behov, men at vi også efterlever dem, når det overhovedet er muligt.