”Et barn (X) havde fundet en cykel frem og derfor spurgte jeg, om vi skulle lege benzintank … Vi havde to mælkekasser, nogle plastikforme, grene, blade og en skovl. Jeg var tankpasseren og spurgte kunderne i bil (:cykler), om, hvad jeg kunne hjælpe dem med. Vi deler gårdsplads med en anden børnehave og nogle børn derfra deltog også i legen. X skulle have benzin og noget mad og han sagde, at han var en racerkører. Der var kø til at få benzin og købe ting i kiosken. X kom forbi to gange mere, før han kom hen til mig og ville være den, der gav benzin”. (Observation af Sidsel Lykke Christensen, pædagogstuderende, 3.praktik). I Sidsels eksperiment blev hendes deltagelse i legen gennem samtale central, og de nærværende øjeblikke opstod. ”Jeg spurgte stadig ind til kundernes behov og sendte dem videre til barn X, når de skulle have benzin. Et barn inde fra tanken begyndte at lukke tanken ved at sætte et skilt (bræt) op. Derfor måtte jeg sige, at så åbner vi igen i morgen kl. 10. Et andet barn siger så, hun vil male på tanken.” Den voksne griber ”nuet” sammen med et barn, og senere flere

Corona tiden i faser Marts 2020: Pandemien bryder ud i Danmark – blandt andet vuggestuer og børnehaver lukker ned. 15. april – 20. maj åbner de op igen - i mange kommuner fordeles der tre-fire ressourcepersoner til eksempelvis en middelstor integreret institution = færre børn pr. voksen og mindre, faste grupper, med ’egen’ pædagog. Efter 20. maj sker der en normalisering, men mange børnehaver bevarer opdelingen i faste grupper med ‘faste’ børn delt på alder og ‘faste’ voksne. Eftersommeren 2020 – en stigende ”Coronatræthed” ses blandt børn, pædagoger og ledere. Kravene har ændret med 14 dages mellemrum - mange nye ting at forholde sig til - mange aktiviteter er sat på hold men nye er kommet til. Efteråret 2020 og start 2021: Mange ledere og personalegrupper anlægger nu et længere perspektiv med ”seje træk”, hvori man arbejder med at udvikle nye muligheder og få gen-oparbejdet en professionel entusiasme. Pædagoger og forældre giver udtryk for, at dette giver mere overskuelighed og ro for både børn og voksne. Vores forskningsprojekt havde da til formål at gennemgå dette faseforløb og finde ud af på hvilke områder, der skete ændringer og hvad dette førte til af problemer og af nye muligheder.1 Vi gør det

”Hvad er det vigtigste, vi kan give børnene med på deres vej ud i livet?” Spørgsmålet stiller jeg i egenskab af projektleder på det første møde i Daginstitutionen Filosoffen, hvor institutionens ledelse, medarbejdere samt to undervisere fra VIA University Holstebro er samlet for at udvikle det forestående projekt.

Den lange række af børn går to og to ad det lukkede stisystem, de fleste holder makkeren i hånden, men de to drenge jeg spørger “Hvor er vi på vej hen?” har sluppet hinanden. Jeg holder smartphonen vandret og filmer dem i deres øjenhøjde, det virker mest respektfuldt for mig. “Vi er på vej i biografen!“ udbryder den ene, og da jeg spørger, hvad vi skal der, fortæller de om film og gætter på, om der er popcorn til. På vejen hjem filmer jeg et par andre, en dreng og en pige, “Hvad har vi lavet?” spørger jeg og følger op med “Hvilke film så vi?” De fortæller om en med nogle, der skulle lave noget mad, en film, der var lidt uhyggelig, og en, der handlede om en ræv.

Du kender det sikkert godt – ordet science fremkalder umiddelbart et billede af kemiforsøg med kolber, hvide kitler og sikkerhedsbriller. Et setup hvor pædagogen er eksperten og børnene tilskuere. Der er som sådan ikke noget galt med dette billede, bortset fra at det ikke har noget med hverdagen at gøre, og ej heller med sciencepædagogik.

En god kollega… … taler som hovedregel altid venligt og respektfuld til sine kolleger og gør ikke forskel. … holder nogenlunde orden omkring sig. Specielt hvis det kan berøre eller genere andre, er det vigtigt at holde nogenlunde orden omkring sig selv og da slet ikke overlade rodet til, at andre skal klare det for en. … ser også helheden i arbejdet. Der er andre børn, end dem man selv har ansvar for, andre stuer, andre kolleger, en fælles målsætning at leve op til. … tager del i igangværende debatter, projekter, emner. Man deltager i debatter på møder, stiller interesserede spørgsmål, yder støtte, hvis der er behov for det og man har muligheder for det.

Mange prioriterer gode forbindelser ’på tværs’ af dagtilbuddet. Man skal helst arbejde konkret sammen og/eller være godt inde i, hvordan hinanden udfører pædagogikken. Hvordan pædagogikken udføres, deres måder at være sammen på, deres relationer.

Kommunikation er aldrig blot ’ren’ kommunikation. Bagved ligger der altid en lang række forudsætninger hos den enkelte og i gruppen. Vi har hver sin rygsæk af erfaringer og oplevelser med os og det kan hurtigt føre til mange skæve og fejlagtige forståelser, når 10-20-30 mennesker sidder med disse rygsække, hvis indhold er helt ukendte for de andre. Hver gang vi siger noget, er vores baggrund usynligt med.

”Vi ser sådan på det, at når der er noget, vi er uenige om, eller usikre på, er dét basis for, at der kan ske noget nyt. Og når man er 25 mennesker sammen, kan det jo simpelthen heller ikke undgås, at der ind i mellem er uenigheder og konflikter. For den enkelte handler det jo også ofte om den traditionelle opdeling i det personlige, det private og det professionelle, hvor man altid har sagt: Det private det hænger man ude på knagerækken, når man går ind i institutionen. Der tænker vi: Det kan man da godt vedtage, men er det muligt at gøre det? Og det er det jo ikke altid.

I nærmer jer en beslutning sidst i personalemødet. Der er halvandet minut tilbage. Pludselig rækker én hånden op: “Det der er så meget imod mine værdier.” Eller en anden udbryder: “Man kunne jo også …” Ivan siger ikke noget. Til gengæld virker Bolette ked af det. Og Pernille sidder stædigt med en finger oppe, selv om mødet nu reelt er slut. Beslutningen bliver uklar, Pernille bliver aldrig hørt, og dagen efter er der mange versioner af, hvad I egentlig nåede frem til. Lige som der er enzymer i dit vaskepulver, som målretter og speeder vaskeprocessen op, så har dine dialogiske processer brug for enzymer, der kan målrette processen og ikke mindst gøre den effektiv. Det enzym hedder mødefacilitering. Du kan skabe helt andre resultater – og langt større tilfredshed – på dine møder, hvis du giver møde-formen mere opmærksomhed. Du skal facilitere mødet frem for at styre det. Du skal ikke blot have fokus på, hvad mødet skal handle om, men også møde spørgsmålet om, hvordan mødet skal forløbe, med respekt og nysgerrighed. Du kan nå langt med små og enkle forandringer.