”Hvad er det vigtigste, vi kan give børnene med på deres vej ud i livet?” Spørgsmålet stiller jeg i egenskab af projektleder på det første møde i Daginstitutionen Filosoffen, hvor institutionens ledelse, medarbejdere samt to undervisere fra VIA University Holstebro er samlet for at udvikle det forestående projekt.

Den lange række af børn går to og to ad det lukkede stisystem, de fleste holder makkeren i hånden, men de to drenge jeg spørger “Hvor er vi på vej hen?” har sluppet hinanden. Jeg holder smartphonen vandret og filmer dem i deres øjenhøjde, det virker mest respektfuldt for mig. “Vi er på vej i biografen!“ udbryder den ene, og da jeg spørger, hvad vi skal der, fortæller de om film og gætter på, om der er popcorn til. På vejen hjem filmer jeg et par andre, en dreng og en pige, “Hvad har vi lavet?” spørger jeg og følger op med “Hvilke film så vi?” De fortæller om en med nogle, der skulle lave noget mad, en film, der var lidt uhyggelig, og en, der handlede om en ræv.

Du kender det sikkert godt – ordet science fremkalder umiddelbart et billede af kemiforsøg med kolber, hvide kitler og sikkerhedsbriller. Et setup hvor pædagogen er eksperten og børnene tilskuere. Der er som sådan ikke noget galt med dette billede, bortset fra at det ikke har noget med hverdagen at gøre, og ej heller med sciencepædagogik.

Opbygning af et godt forældresamarbejde er i fokus, når der afholdes velkomstsamtaler i vuggestuen. Og det er helt naturligt, at samtalerne kan bære ganske forskellige steder hen.

En god kollega… … taler som hovedregel altid venligt og respektfuld til sine kolleger og gør ikke forskel. … holder nogenlunde orden omkring sig. Specielt hvis det kan berøre eller genere andre, er det vigtigt at holde nogenlunde orden omkring sig selv og da slet ikke overlade rodet til, at andre skal klare det for en. … ser også helheden i arbejdet. Der er andre børn, end dem man selv har ansvar for, andre stuer, andre kolleger, en fælles målsætning at leve op til. … tager del i igangværende debatter, projekter, emner. Man deltager i debatter på møder, stiller interesserede spørgsmål, yder støtte, hvis der er behov for det og man har muligheder for det.

Mange prioriterer gode forbindelser ’på tværs’ af dagtilbuddet. Man skal helst arbejde konkret sammen og/eller være godt inde i, hvordan hinanden udfører pædagogikken. Hvordan pædagogikken udføres, deres måder at være sammen på, deres relationer.

Kommunikation er aldrig blot ’ren’ kommunikation. Bagved ligger der altid en lang række forudsætninger hos den enkelte og i gruppen. Vi har hver sin rygsæk af erfaringer og oplevelser med os og det kan hurtigt føre til mange skæve og fejlagtige forståelser, når 10-20-30 mennesker sidder med disse rygsække, hvis indhold er helt ukendte for de andre. Hver gang vi siger noget, er vores baggrund usynligt med.

”Vi ser sådan på det, at når der er noget, vi er uenige om, eller usikre på, er dét basis for, at der kan ske noget nyt. Og når man er 25 mennesker sammen, kan det jo simpelthen heller ikke undgås, at der ind i mellem er uenigheder og konflikter. For den enkelte handler det jo også ofte om den traditionelle opdeling i det personlige, det private og det professionelle, hvor man altid har sagt: Det private det hænger man ude på knagerækken, når man går ind i institutionen. Der tænker vi: Det kan man da godt vedtage, men er det muligt at gøre det? Og det er det jo ikke altid.

I nærmer jer en beslutning sidst i personalemødet. Der er halvandet minut tilbage. Pludselig rækker én hånden op: “Det der er så meget imod mine værdier.” Eller en anden udbryder: “Man kunne jo også …” Ivan siger ikke noget. Til gengæld virker Bolette ked af det. Og Pernille sidder stædigt med en finger oppe, selv om mødet nu reelt er slut. Beslutningen bliver uklar, Pernille bliver aldrig hørt, og dagen efter er der mange versioner af, hvad I egentlig nåede frem til. Lige som der er enzymer i dit vaskepulver, som målretter og speeder vaskeprocessen op, så har dine dialogiske processer brug for enzymer, der kan målrette processen og ikke mindst gøre den effektiv. Det enzym hedder mødefacilitering. Du kan skabe helt andre resultater – og langt større tilfredshed – på dine møder, hvis du giver møde-formen mere opmærksomhed. Du skal facilitere mødet frem for at styre det. Du skal ikke blot have fokus på, hvad mødet skal handle om, men også møde spørgsmålet om, hvordan mødet skal forløbe, med respekt og nysgerrighed. Du kan nå langt med små og enkle forandringer.

Bulderby - Mulighedernes Landsby – blev skabt, da 6 selvstændige daginstitutioner skulle transformeres til et klyngefællesskab med både vuggestuer, børnehaver, en international gruppe samt en for autismespektrum forstyrrelser. Vi ønskede, at børneperspektivet skulle være det bærende pædagogiske element, men vi tænkte også meget i personale-perspektivet og det faglige fællesskab. 1. Undgå gamle for sig og nye for sig Det var vigtigt for os, at medarbejderne fra de ”gamle” institutioner blev splittet op, så der ikke blev to adskilte grupperinger, de ’nye’ og de ’gamle’. Ledelsen afholdt derfor samtaler med hver enkelt medarbejder for at få indtryk af, hvilke kompetencer de hver især bragte med sig. Personalet blev herefter delt i de forskellige klyngers vuggestuer eller børnehaver ud fra såvel ønsker som kompetencer. Resultatet blev, at folk ret hurtigt så sig som en del af et nyt fællesskab, og efterhånden som der er kommet ’nyt blod’ i personalegruppen, er det ikke længere et fokuspunkt at adskille i nyt og gammelt personale.