”Et barn (X) havde fundet en cykel frem og derfor spurgte jeg, om vi skulle lege benzintank … Vi havde to mælkekasser, nogle plastikforme, grene, blade og en skovl. Jeg var tankpasseren og spurgte kunderne i bil (:cykler), om, hvad jeg kunne hjælpe dem med. Vi deler gårdsplads med en anden børnehave og nogle børn derfra deltog også i legen. X skulle have benzin og noget mad og han sagde, at han var en racerkører. Der var kø til at få benzin og købe ting i kiosken. X kom forbi to gange mere, før han kom hen til mig og ville være den, der gav benzin”. (Observation af Sidsel Lykke Christensen, pædagogstuderende, 3.praktik). I Sidsels eksperiment blev hendes deltagelse i legen gennem samtale central, og de nærværende øjeblikke opstod. ”Jeg spurgte stadig ind til kundernes behov og sendte dem videre til barn X, når de skulle have benzin. Et barn inde fra tanken begyndte at lukke tanken ved at sætte et skilt (bræt) op. Derfor måtte jeg sige, at så åbner vi igen i morgen kl. 10. Et andet barn siger så, hun vil male på tanken.” Den voksne griber ”nuet” sammen med et barn, og senere flere

Corona tiden i faser Marts 2020: Pandemien bryder ud i Danmark – blandt andet vuggestuer og børnehaver lukker ned. 15. april – 20. maj åbner de op igen - i mange kommuner fordeles der tre-fire ressourcepersoner til eksempelvis en middelstor integreret institution = færre børn pr. voksen og mindre, faste grupper, med ’egen’ pædagog. Efter 20. maj sker der en normalisering, men mange børnehaver bevarer opdelingen i faste grupper med ‘faste’ børn delt på alder og ‘faste’ voksne. Eftersommeren 2020 – en stigende ”Coronatræthed” ses blandt børn, pædagoger og ledere. Kravene har ændret med 14 dages mellemrum - mange nye ting at forholde sig til - mange aktiviteter er sat på hold men nye er kommet til. Efteråret 2020 og start 2021: Mange ledere og personalegrupper anlægger nu et længere perspektiv med ”seje træk”, hvori man arbejder med at udvikle nye muligheder og få gen-oparbejdet en professionel entusiasme. Pædagoger og forældre giver udtryk for, at dette giver mere overskuelighed og ro for både børn og voksne. Vores forskningsprojekt havde da til formål at gennemgå dette faseforløb og finde ud af på hvilke områder, der skete ændringer og hvad dette førte til af problemer og af nye muligheder.1 Vi gør det

Det hele startede for os i uge 9, hvor flere børn og voksne var syge med influenzalignende symptomer. Samtidig hørte vi om Covid 19 og så billeder fra blandt andet Kina, som skræmte os. I Roskilde kom flere hjem fra skiferier med symptomer, og nogle blev også testet positiv. Bølgen var over os. tiltag. Her orienterede jeg løbende om nyt oppefra, samt nyt fra ledelsen og fra personalet. Forældrene skrev også beskeder, nyheder m.m. til mig, til personalet og til hinanden. Nedlukningen Den 11. marts lukkede Mette Frederiksen Danmark ned. Det var en meget mærkelig dag i institutionen. Børnene var upåvirkede og legede og hyggede sig, mens vi voksne begyndte at lukke ned. Forældre kom og hentede. De udtrykte forvirring og bekymring over situationen og havde også travlt med at tømme garderober, kasser og samle børnenes ting sammen. Stemningen var denne eftermiddag trykket. Jeg forlod stedet som den sidste og hængte et skilt på døren, hvor der stod: ”Lukket på grund af corona” Fra live til online Ledelsen i område Nordøst, som børnehuset Freja er en del af, arbejdede tæt sammen i hele hjemsendelsesperioden. Vi holdt møder sammen, men hver for sig, på en helt ny måde – skypemøder. I

Kasper er tre år og er lige startet i børnehaven. Han virker umiddelbart glad for den og pædagogerne fortæller da også, at det går godt. Forældrene oplever dog børnehavestarten som intens og udfordrende. Ved afhentning har Kasper ofte ble på, selvom de havde aftalt, han ikke skulle bruge ble. De kan også se, at han slet ikke har drukket noget vand af sin drikkedunk. Pædagogen fra om morgenen er der sjældent, og det kan være svært at få noget brugbart at vide om Kaspers dag. Forældrene er mere og mere anspændt med situationen, men de synes samtidig, det er svært at regne ud, hvor meget de egentligt kan blande sig i pædagogernes arbejde. De vil jo ikke, ved at stille for mange spørgsmål, komme til at virke utilfredse, eller som om de ikke har tillid til pædagogerne.

Eksempel fra projektet – hvordan te og småkager lærte pædagogen om sig selv Sofie, pædagog i en vuggestue, bliver filmet sammen med fire børn om formiddagen, mens de sidder og leger med køkkenlegetøj. Sofie er især opmærksom på Carl, som hun leger te/småkager med. De har flere udvekslinger, hvor Carl bl.a. fylder te i hendes kop, når hun beder om det. De andre børn kigger på legen med køkkenlegetøj i hænderne. To af dem imiterer Carl og skiftes til at drikke te af en legekop. Sofie ser bagefter video af legen sammen med en CIP-vejleder, hvor hun opdager, at hendes opmærksomhed på Carl gør, at hun ikke bemærker, at de andre børn er interesseret i legen. Sofie reflekterer over, hvordan hun fremover kan understøtte børnefællesskaberne ved blandt andet at opmuntre børnene til at henvende sig til hinanden – for eksempel vise Carl at de andre børn gerne vil være med i legen og foreslå ham at spørge, om de også vil have te. Samt hun skal anerkende og italesætte børnenes fællesskab, når de spontant igangsætter en fælles leg – for eksempel de to mindre børn der imiterer. Hun bringer efterfølgende hele eksemplet op på et stuemøde, hvor de drøfter, hvordan

KR: ”I har været med i et udviklingsprojekt – har det været en god følelse at medvirke til at skabe noget nyt?” Pæd.: ”Først tænkte jeg, at det var en rigtig dårlig ide. Vi har så meget andet, vi også skal, og det var svært at se det ind i vores eksisterende praksis. Måske skulle vi endda beholde nogle børn, som vi måske ellers ville have sendt andre steder hen. Det kunne også ’gå ud over’ de børnene uden specielle udfordringer … Men jeg er blevet meget glad for projektet, fordi jeg har set, vi kan give alle børn mere på den her måde. Vi fået et fagligt løft og vi er klædt på i personalegruppen til andre og nye indfaldsvinkler til børnene og pædagogikken.” KR: ”Projektet handlede om ’mellemformer’ – hvad betyder det begreb egentlig for jer i dag?”

”Hvad er det vigtigste, vi kan give børnene med på deres vej ud i livet?” Spørgsmålet stiller jeg i egenskab af projektleder på det første møde i Daginstitutionen Filosoffen, hvor institutionens ledelse, medarbejdere samt to undervisere fra VIA University Holstebro er samlet for at udvikle det forestående projekt.

Den lange række af børn går to og to ad det lukkede stisystem, de fleste holder makkeren i hånden, men de to drenge jeg spørger “Hvor er vi på vej hen?” har sluppet hinanden. Jeg holder smartphonen vandret og filmer dem i deres øjenhøjde, det virker mest respektfuldt for mig. “Vi er på vej i biografen!“ udbryder den ene, og da jeg spørger, hvad vi skal der, fortæller de om film og gætter på, om der er popcorn til. På vejen hjem filmer jeg et par andre, en dreng og en pige, “Hvad har vi lavet?” spørger jeg og følger op med “Hvilke film så vi?” De fortæller om en med nogle, der skulle lave noget mad, en film, der var lidt uhyggelig, og en, der handlede om en ræv.

Du kender det sikkert godt – ordet science fremkalder umiddelbart et billede af kemiforsøg med kolber, hvide kitler og sikkerhedsbriller. Et setup hvor pædagogen er eksperten og børnene tilskuere. Der er som sådan ikke noget galt med dette billede, bortset fra at det ikke har noget med hverdagen at gøre, og ej heller med sciencepædagogik.

Opbygning af et godt forældresamarbejde er i fokus, når der afholdes velkomstsamtaler i vuggestuen. Og det er helt naturligt, at samtalerne kan bære ganske forskellige steder hen.