Personalet i Vuggestuen Tusindfryd har de seneste 3 år ventet på at skulle flytte fra deres nuværende bygning til en nybygget integreret institution. Flere forsinkelser i byggeriet har skabt usikkerhed i tidsrammen omkring institutionens fremtidig, både hos medarbejdere, ledelse og forældre. Det har betydet, at diverse processer omkring forsinkelse, udskydelser i indflytning, byggemøder, økonomimøder, møder om indretning, møder med forældre, om hvad de stilles i udsigt osv. har fyldt en del i hverdagen. Dertil kommer at der også løbende må organiseres med hensyntagen til møder med eksterne samarbejdspartnere fra byggeafdelingen.

De fleste ved det godt: – Vi lykkes ikke med at udvikle en stærk, faglig kultur ved at kontrollere mere, bare “fylde mere viden på” eller lave alting om i morgen. – Det har stor betydning, hvis ledelsen stiller sig i spidsen, muliggør og holder fast i den pædagogiske opgave – også når hverdagen trækker i andre retninger. – At børnenes voksne lykkes bedst, når de arbejder i samme retning og har et fælles sprog for god praksis. Men hvordan kan man arbejde med pædagogisk udvikling og faglige refleksioner i hverdagen, når for eksempel størstedelen af medarbejderne ikke er uddannede? Eller når der ikke findes ekstra tid? Eller når dagen starter med to sygemeldinger og at nogen har kastet op på én?

Efter en kort introduktion fra vores gæst går vi alle i vores sanserum – nu skal der leges. Med håndfladerne presset mod hinanden forsøger Helle og Marlene at flytte hinanden til et bestemt punkt i rummet. De er begge lige stærke og trykker hinanden med en kraft, som gør, at de forbliver på samme plet Der kommer ny instruks. Helle skal forsøge at trække/lede Marlene i stedet for at trykke. Der opstår bevægelse. Pludselig danser de rundt i hele rummet og ender dér, hvor Helle ønskede at lede dem hen. Øvelsen er en visualisering af det, der sker når man står urokkeligt fast på sine argumenter og trykker, eller når man søger følgeskab ved at være opmærksom på den andens bevægelser og trækker.

Som pædagog er du med til at forme børns måde at forstå verden på. Du skaber udvikling, nysgerrighed og tryghed – også når tiden er knap, og hverdagen kræver mere, end ressourcerne rækker til. Netop derfor betyder det noget, hvordan vi har det sammen som kolleger. For når presset stiger, bliver måden vi taler til og med hinanden på afgørende for både samarbejdet og arbejdsglæden. Her spiller psykologisk tryghed en nøglerolle. Den gør det muligt at bevare både glæden og den faglige stolthed. Det er vigtigt at I kan tale åbent – om fejl, frustrationer og idéer – uden frygt for at blive mødt med kritik eller latter. Her får du fem hverdagssituationer, hvor trygheden ofte kommer på prøve – og hvad du kan gøre i stedet.

I institutionen er der 40 vuggestuebørn og 80 børnehavebørn. Institutionen rummer 38 medarbejdere, en souschef og en institutionsleder. Siden jeg i august 2024 tiltrådte som leder, har vi haft fokus på at skabe en god kultur, hvor der er plads til udvikling, trivsel og samarbejdsglæde. Med stor respekt for hvad institutionen allerede rummer. I tæt samarbejde med min souschef Mette E og hele personalegruppen har jeg skabt en klar fælles retning for arbejdet, med fokus på, hvordan faglighed og hjerte skal hænge sammen i den pædagogiske praksis.

Det er over 1½ år siden, der sidst var en pædagog, som sagde op (og den pædagog skulle på efterløn). • For 2. og 3. kvartal i år har sygefraværet ligget på under 2%. • Der har lige været uanmeldt pædagogisk tilsyn, hvor konklusionen var: ”Dagtilbuddet har særligt sine styrker inden for at det pædagogiske personale har en positiv og motiverende tilgang til alle børn gennem hele dagen. Der arbejdes med en struktureret hverdag, som giver mulighed for at børnene kan bidrage og med fokus på fællesskaber og leg”. • Den seneste trivselsvurdering i personalegruppen, fra 2024, viste, at 94% er glade for deres arbejde, 100 % er engageret i deres arbejde, 94 % er tilfredse med indflydelsen på egne arbejdsopgaver og 100% bidrager med trivslen på arbejdspladsen. • Der er ingen forældreklager og vi holder budgettet (men ville da godt have mere!)

”Vi har på et tidspunkt en dreng i huset, som er fysisk udfordrende og meget udfordret i forhold til børnefællesskaber. Vi starter ’i den blide ende’. At sætte sig tæt ind til ham og at der er en voksen der kan understøtte hans leg.

”Ja, det står jeg ved – jeg er en leder med store ambitioner og mit hoved kører nogle gange med 180 i timen. Men jeg har før set institutioner starte op, hvor det virker som om, det bare handler om en helt masse praktiske, bureaukratiske og organisationsmæssige strukturer. Jeg ville meget mere via værdsættende ledelse og refleksive dialoger og jeg havde en bunke værktøjer med mig om værdsættelse, kultur og strategi.

”Da Sofie står ved sine Post-it og fortæller, at hun ville ønske, hun var bedre til at være impulsiv i arbejdet med børnene, kigger Beate op og afbryder hende: “Tænker du da ikke, at dét er du? Jeg oplever det helt modsatte”, hvorefter Beate kommer med praksiseksempler, hvor Sofie har været impulsiv sammen med børnene. Der opstår en god stemning med åben faglig feedback mellem personalet, og dette fortsætter faktisk gennem hele øvelsen - med større og større grad af tillid og engagement.” Dette lille eksempel stammer fra et forløb, hvor vi sammen skulle evaluere arbejdet med de pædagogiske læreplaner.

Når vi kan sé, hvad vi taler om… Vi som personale vil undervejs gerne have formidlet den viden og de iagttagelser, vi som fagprofessionelle har om barnet, samtidig med at vi får inddraget forældrenes viden og erfaring og eventuelle succeser/udfordringer i hjemmet. Det bliver ofte til mange ord og aftaler, vi sammen skal holde fast i undervejs. Samtidig skal samtalen gerne være aktiv fra både forældre og medarbejdere, vi skal dele viden, og vi skal tale et fælles sprog, der ikke ’vælter’ forældrene omkuld i fagtermer.