Den lange række af børn går to og to ad det lukkede stisystem, de fleste holder makkeren i hånden, men de to drenge jeg spørger “Hvor er vi på vej hen?” har sluppet hinanden. Jeg holder smartphonen vandret og filmer dem i deres øjenhøjde, det virker mest respektfuldt for mig. “Vi er på vej i biografen!“ udbryder den ene, og da jeg spørger, hvad vi skal der, fortæller de om film og gætter på, om der er popcorn til. På vejen hjem filmer jeg et par andre, en dreng og en pige, “Hvad har vi lavet?” spørger jeg og følger op med “Hvilke film så vi?” De fortæller om en med nogle, der skulle lave noget mad, en film, der var lidt uhyggelig, og en, der handlede om en ræv.

Du kender det sikkert godt – ordet science fremkalder umiddelbart et billede af kemiforsøg med kolber, hvide kitler og sikkerhedsbriller. Et setup hvor pædagogen er eksperten og børnene tilskuere. Der er som sådan ikke noget galt med dette billede, bortset fra at det ikke har noget med hverdagen at gøre, og ej heller med sciencepædagogik.

Jeg cykler afsted, og lytter til en podcast, hvor Maria Ørskov Akselvoll er gæst. Hun fortæller om ”det grænseløse forældreskab” – som også er titlen på en bog, hun har skrevet. Hun beskriver, hvordan forældre i dag er stressede i jagten på 'det gode forældreskab'. Ifølge Maria Ørskov Akselvoll bliver det gode forældreskab defineret ved forældrene kan indtage barnets perspektiv, være anerkendende og ikke skælde ud. Oven i det er der Aula, legegrupper og gymnastik, som forældre skal holde styr på, og de skal sørge for, at børnene er med til det hele. Maria Ørskov Akselvoll kigger på det fra forældrenes perspektiv, men hvordan ser det ud fra barnets perspektiv – at være barn i det samfund, som hun beskriver? At være barn i en kultur, hvor der hele tiden søges efter det rigtige, og ingen tør sige nej, af frygt for hvilken konsekvens det kan have for barnets udvikling?

Det projekt vi beskriver i denne artikel hviler på nogle bestemte forudsætninger: • Det gode samspil er særligt vigtigt i vuggestuen, hvor barnet er mest afhængigt af den voksne. • Ifølge Den styrkede pædagogiske læreplan skal personalet skabe et omsorgsfuldt og stimulerende pædagogisk læringsmiljø1 i hverdagslivets rutiner, planlagte aktiviteter, den spontane leg og samværet i det hele taget. • Fra den internationale forskning ved vi, at kvaliteten af interaktionen mellem voksen og barn, er den mest betydningsfulde enkeltfaktor mht. barnets læring og udvikling2. • Vores forskningsprojekt gik ud på at følge to dygtige pædagoger fra to forskellige institutioner for at se, hvordan de konkret løste disse opgaver. De er af deres kolleger og/eller ledere kendte for at lykkes særligt godt med samspillet. De er blevet interviewet og observeret over flere dage.

Det er primært børn og unge fra 10-18 år, med behov for specifik forebyggende indsats, som benytter fritidscentret. Det vil sige børn og unge med sociale, fysiske eller psykiske funktionsnedsættelse, adfærdsmæssige reaktioner, børn og unge der har svært ved at skabe relationer, børn og unge med risiko for begyndende marginalisering. Det er denne målgruppe, som fritidscentret har opbygget særlige kompetencer i forhold til. Selvom den primære pædagogiske indsats, retter sig mod børn og unge med behov for en specifik forebyggende indsats tilstræbes det, at aktiviteterne tilrettelægges således, at det forsat er attraktivt for de øvrige børn og unge at komme i fritidscentret.  Vi lægger således vægt på, at børnene og de unge kan spejle sig i hinanden. Når Gaming og E-sport er vejen til sociale kompetencer Af Jacob Balling Centerleder Fritidscenter Sofiendal, Aalborg Kommune. På fritidscentret Sofiendal tilrettelægger vi meningsfulde aktiviteter, der bidrager til at vores børn og unge er aktivt deltagende i sociale praksisfællesskaber. En af vores aktiviteter er Gaming og E-sport. Gennem målrettede, gruppebaserede aktiviteter, skaber vi mulighed for, at vores børn og unge kan udvikle en række forskellige kompetencer – ikke mindst de sociale. Derfor tilbyder vi læringsfremmende miljøer, hvor børn og unge inviteres til medansvar og får mulighed for at deltage

Noah er 9 år – men på visse udviklingsområder er han nærmere 2 år. Og det gør en verden til forskel for pædagogikken! Læs her om hvorfor og hvordan. Af Gry Houmann, lærer, Tina Hutnik, Psykoterapeut MPF & Cille Hutnik, Cand. Psych. Mød Noah, 9 år. Måske kender du ham?[1] Noah er 9 år gammel og går i 2. klasse. Noah beskrives overordnet både fra skolen og SFO’en med vanskeligheder i sine regulerings-mekanismer og i det sociale samspil med både voksne og børn. Han er meget fysisk urolig og forstyrrer derfor ofte de andre børn. Lærerne og pædagogerne oplever, at Noah har koncentrations-vanskeligheder og reagerer voldsomt i kravsituationer eller ved overgange og i fri leg. Han løber ofte væk, råber grimme ord og bliver fysisk voldsom med aggressive udfald overfor de andre børn. Han slår ud efter dem, sparker eller bider dem, han ødelægger også ting og kaster med stole og bøger.    I konfliktsituationer med de andre børn beskrives Noah som en dreng, der altid giver de andre børn skylden og ikke formår at forstå andres perspektiv. Han har svært ved at indgå i legesituationer, hvis der ikke er en tæt voksenguidning omkring ham, har svært ved at aflæse de andre børns reaktioner

Hvornår er man parat til at starte i dagtilbud? – eller sagt på anden vis: Hvem er parat, hvornår?' Meget forskning viser, at et barn på 9-12 måneder på mange udviklingsområder, også det sociale, ikke er parat til at skilles fra sine forældre. De skal være cirka 18 måneder. Kommer de tidligere, bør tilknytningen til personalet starte i god tid! Af Ole Henrik Hansen, Lektor, ph.d., Aarhus Universitet I Danmark tilbringer otte ud af 10 børn mellem 10 måneder og et år, størstedelen af de lyse timer i vuggestue eller dagpleje[1]. Ingen andre lande tilbyder børn i den alder så meget tid væk fra deres forældre.    Man skulle tro, vi i Danmark havde truffet et bevidst valg, hvor vi som samfund havde tænkt: – ”Vuggestuer og dagplejer til børn under et år - det er smart. Lad os placere størstedelen af de yngste børn dér, mens forældrene er på arbejde”.    Desværre hænger det næppe sådan sammen. Det er ikke og har ikke været en bevidst beslutning – det er bare sådan, tingene har udviklet sig – og motoren i denne udvikling er næppe barnets tarv men erhvervslivets behov for arbejdskraft.    I kølvandet på denne udvikling har universiteter lavet effektforskning af børn, som har gået