Efter en kort introduktion fra vores gæst går vi alle i vores sanserum – nu skal der leges. Med håndfladerne presset mod hinanden forsøger Helle og Marlene at flytte hinanden til et bestemt punkt i rummet. De er begge lige stærke og trykker hinanden med en kraft, som gør, at de forbliver på samme plet Der kommer ny instruks. Helle skal forsøge at trække/lede Marlene i stedet for at trykke. Der opstår bevægelse. Pludselig danser de rundt i hele rummet og ender dér, hvor Helle ønskede at lede dem hen. Øvelsen er en visualisering af det, der sker når man står urokkeligt fast på sine argumenter og trykker, eller når man søger følgeskab ved at være opmærksom på den andens bevægelser og trækker.

Jeg ved jo ikke, hvordan du der læser dette, tænker og føler om meget syge børn. Personligt har jeg det meget svært. Jeg kan næsten ikke holde til blot at se en film, hvor der sker noget alvorligt med børn eller hvor de er meget syge. Det gør for ondt. Og derfor har jeg også den allerdybeste medfølelse med forældrene til disse børn. Og nu sidder jeg i mit køkken med Asger, der har som job at være sammen med disse børn og forældre og som skal samarbejde med en række andre fagpersoner om det. En lang samtale som der kun er udpluk af i det følgende. Først spørger jeg ham slet og ret om, hvordan han magter så følelsesladet et arbejde.

Et børnesyn reflekterer den måde, vi som samfund ser på værdien af børn og barndom. Det er et fundament, som vi – bevidst eller ubevidst – bygger vores familier, samvær og institutioner på. Det nye børnesyn er resultatet af en historisk udvikling, som bygger på dels vores ophobede viden om børns behov for tilknytning, støtte og forståelse, og på FN’s Børnekonvention, som understreger kvaliteten af barn-voksen-relationen og de voksnes lederskab som afgørende for børns psykosociale udvikling.

Jeg er med til det ugentlige børnemøde i en af børnehavestuerne i Den Grønne Kile i Lejre Kommune. Børn og voksne har fordelt sig i mindre grupper og samtalen handler om, hvilke ideer børnene har til fælles lege, temaer og aktiviteter. Den Grønne Kile er i gang med at implementere Nest-pædagogik og har blandt andet fokus på, hvordan det daglige læringsmiljø tager afsæt i børneperspektivet. Med afsæt i Nest-pædagogikkens værdier arbejder Den Grønne Kile med at inkludere børnenes interesser i udviklingen af meningsfulde og inkluderende læringsmiljøer. Der lægges vægt på børnenes perspektiver, tanker og ønsker og dermed inddrages de aktivt i hverdagens pædagogiske aktiviteter.

Det er eftermiddag hos Spilopperne1, og der er højt humør. Stemmerne runger, klodserne flyver, dinosaurerne raser, og der er kamp om gulerødderne i legekøkkenet. Der er brug for lidt ro, tænker jeg, griber en tusch og sætter de første streger på stuens whiteboard-tavle, hvor blandt andet portrætter af de enkelt børn hænger. Jo flere streger der bliver tegnet, jo flere børn kommer til og kigger mig over skulderen. ’’Hvad er det, du laver?’’ ’’Jeg tegner et træ. Spiloppernes træ. Så kan vi se, hvem der gror herinde på stuen.’’ ’’Jamen, det er jo legepladsen!’’ ’’Jamen, hvad er der egentlig på en legeplads?’’ ’’En trampolin!’’

Det er Danmarks Første Idræts Vuggestue, vi er i1. Ikke nødvendigvis den eneste, men den første certificerede. Og hvad er så den grundlæggende ide i det? Anne Mette: ”Vi øver tingene med kroppen først, så det giver mening for hjernen til sidst. Vores lege er bygget op ud fra pædagogisk idræt, som har 4 fokuspunkter: fysisk, psykisk, socialt og kognitivt. Hver aktivitet er mere målrettet ét af fokuspunkterne, end de andre. Grundlæggende for det hele er det at give børnene bevægelsesglæde allerede nu, så de kan have det med sig videre i livet. Når vi siger ’idræt’, er det i øvrigt ikke konkurrence på nogen måde, vi tænker på, men det er ’pædagogisk idræt’

Viggo har en lille pose med, hvori han har 8 krystaller, han gerne vil vise os. Vi tager en bog om disse frem, vi kigger og undersøger og vi finder flere sten og krystaller i forundringsskabet. Samme dag opsøger jeg en butik med sten og krystaller, og fordi børnene var så engagerede, køber jeg en del. Næste dag fortsætter vi vores studier og ved et tilfælde skal jeg lidt væk fra rummet. Børnene fordyber sig sammen. Da jeg vender tilbage, ser jeg, at alle sten og krystaller er borte. Hvad gør jeg nu? – Jeg vælger at tale stille og roligt med børnene om den ’gave’, vi havde fået, da deres ven og jeg kom med sten og krystaller til os alle – men hvor er gaven nu blevet af? Efter lidt tid kommer én dreng med fyldte lommer, så den næste og den tredje; jeg takker og roser dem for det mod, de udviste ved at komme med stenene igen.

Ulla, der er mor til Oswald, kommer ind med Oswald i armene og spørger efter Cirkeline. ”Oswald vil helst afleveres til Cirkeline” siger Ulla. I gangen står to pædagoger og begge bliver de lidt forundrede. Først fordi de tænker, at det måske ikke er noget Oswald på 2 år selv kan give udtryk for, men også fordi de faktisk begge har en rigtig god kontakt til Oswald. Hvad er det mon udtryk for, når Ulla siger som hun gør? Og hvad sker der inden i os, når vi bliver mødt af en anden sandhed, end det vi selv ser og forstår? Svarene får du senere.

“Nu kommer Fortæller Helle!”, råber ivrige børnestemmer ved børnehavens låge. Det er en uge siden, jeg sidst var på fortællebesøg, og det er tydeligt, at børnene har positive forventninger til mit genbesøg. Sammenhængen er et forløb med mundtlig fortælling i børnehaverne i Kalundborg Kommune.1 Hovedsigtet er at styrke fantasien og at børnene oplever, de bidrager med noget værdifuldt til fællesskabet.

Som pædagog og som læringskonsulent for pædagoger har jeg brugt flere forskellige slags IT-teknologier som pædagogiske redskaber. Jeg har i den forbindelse hørt mange kritiske røster om sammenhængen mellem børn og teknologi. For, hvorfor skal børn udsættes for teknologi i deres tid i dagtilbud? De skal jo ud at lege. Og ja, det skal de, men man kan faktisk kombinere disse to ting med hinanden. Og så udelukker det ene ikke det andet.