Personalet i Vuggestuen Tusindfryd har de seneste 3 år ventet på at skulle flytte fra deres nuværende bygning til en nybygget integreret institution. Flere forsinkelser i byggeriet har skabt usikkerhed i tidsrammen omkring institutionens fremtidig, både hos medarbejdere, ledelse og forældre. Det har betydet, at diverse processer omkring forsinkelse, udskydelser i indflytning, byggemøder, økonomimøder, møder om indretning, møder med forældre, om hvad de stilles i udsigt osv. har fyldt en del i hverdagen. Dertil kommer at der også løbende må organiseres med hensyntagen til møder med eksterne samarbejdspartnere fra byggeafdelingen.

De fleste ved det godt: – Vi lykkes ikke med at udvikle en stærk, faglig kultur ved at kontrollere mere, bare “fylde mere viden på” eller lave alting om i morgen. – Det har stor betydning, hvis ledelsen stiller sig i spidsen, muliggør og holder fast i den pædagogiske opgave – også når hverdagen trækker i andre retninger. – At børnenes voksne lykkes bedst, når de arbejder i samme retning og har et fælles sprog for god praksis. Men hvordan kan man arbejde med pædagogisk udvikling og faglige refleksioner i hverdagen, når for eksempel størstedelen af medarbejderne ikke er uddannede? Eller når der ikke findes ekstra tid? Eller når dagen starter med to sygemeldinger og at nogen har kastet op på én?

Efter en kort introduktion fra vores gæst går vi alle i vores sanserum – nu skal der leges. Med håndfladerne presset mod hinanden forsøger Helle og Marlene at flytte hinanden til et bestemt punkt i rummet. De er begge lige stærke og trykker hinanden med en kraft, som gør, at de forbliver på samme plet Der kommer ny instruks. Helle skal forsøge at trække/lede Marlene i stedet for at trykke. Der opstår bevægelse. Pludselig danser de rundt i hele rummet og ender dér, hvor Helle ønskede at lede dem hen. Øvelsen er en visualisering af det, der sker når man står urokkeligt fast på sine argumenter og trykker, eller når man søger følgeskab ved at være opmærksom på den andens bevægelser og trækker.

Som pædagog er du med til at forme børns måde at forstå verden på. Du skaber udvikling, nysgerrighed og tryghed – også når tiden er knap, og hverdagen kræver mere, end ressourcerne rækker til. Netop derfor betyder det noget, hvordan vi har det sammen som kolleger. For når presset stiger, bliver måden vi taler til og med hinanden på afgørende for både samarbejdet og arbejdsglæden. Her spiller psykologisk tryghed en nøglerolle. Den gør det muligt at bevare både glæden og den faglige stolthed. Det er vigtigt at I kan tale åbent – om fejl, frustrationer og idéer – uden frygt for at blive mødt med kritik eller latter. Her får du fem hverdagssituationer, hvor trygheden ofte kommer på prøve – og hvad du kan gøre i stedet.

I institutionen er der 40 vuggestuebørn og 80 børnehavebørn. Institutionen rummer 38 medarbejdere, en souschef og en institutionsleder. Siden jeg i august 2024 tiltrådte som leder, har vi haft fokus på at skabe en god kultur, hvor der er plads til udvikling, trivsel og samarbejdsglæde. Med stor respekt for hvad institutionen allerede rummer. I tæt samarbejde med min souschef Mette E og hele personalegruppen har jeg skabt en klar fælles retning for arbejdet, med fokus på, hvordan faglighed og hjerte skal hænge sammen i den pædagogiske praksis.

Det er over 1½ år siden, der sidst var en pædagog, som sagde op (og den pædagog skulle på efterløn). • For 2. og 3. kvartal i år har sygefraværet ligget på under 2%. • Der har lige været uanmeldt pædagogisk tilsyn, hvor konklusionen var: ”Dagtilbuddet har særligt sine styrker inden for at det pædagogiske personale har en positiv og motiverende tilgang til alle børn gennem hele dagen. Der arbejdes med en struktureret hverdag, som giver mulighed for at børnene kan bidrage og med fokus på fællesskaber og leg”. • Den seneste trivselsvurdering i personalegruppen, fra 2024, viste, at 94% er glade for deres arbejde, 100 % er engageret i deres arbejde, 94 % er tilfredse med indflydelsen på egne arbejdsopgaver og 100% bidrager med trivslen på arbejdspladsen. • Der er ingen forældreklager og vi holder budgettet (men ville da godt have mere!)

”Vi har på et tidspunkt en dreng i huset, som er fysisk udfordrende og meget udfordret i forhold til børnefællesskaber. Vi starter ’i den blide ende’. At sætte sig tæt ind til ham og at der er en voksen der kan understøtte hans leg.

”Ja, det står jeg ved – jeg er en leder med store ambitioner og mit hoved kører nogle gange med 180 i timen. Men jeg har før set institutioner starte op, hvor det virker som om, det bare handler om en helt masse praktiske, bureaukratiske og organisationsmæssige strukturer. Jeg ville meget mere via værdsættende ledelse og refleksive dialoger og jeg havde en bunke værktøjer med mig om værdsættelse, kultur og strategi.

I Skanderborg Kommune ligger Børnehuset Elgårdsminde. Vi er et helt særligt sted med dyr og en legeplads så langt øjet rækker. Med en uddannelsesprocent på 76 % har vi rigtig gode forudsætninger for at drive et godt børnehus – og det føler vi også, at vi gør. Men der er ingen tvivl om, at både trivsel og kvalitet er steget, siden vi satte fokus på vigtigheden af samarbejde og faglighed som hinandens forudsætninger.

”Et barn (X) havde fundet en cykel frem og derfor spurgte jeg, om vi skulle lege benzintank … Vi havde to mælkekasser, nogle plastikforme, grene, blade og en skovl. Jeg var tankpasseren og spurgte kunderne i bil (:cykler), om, hvad jeg kunne hjælpe dem med. Vi deler gårdsplads med en anden børnehave og nogle børn derfra deltog også i legen. X skulle have benzin og noget mad og han sagde, at han var en racerkører. Der var kø til at få benzin og købe ting i kiosken. X kom forbi to gange mere, før han kom hen til mig og ville være den, der gav benzin”. (Observation af Sidsel Lykke Christensen, pædagogstuderende, 3.praktik). I Sidsels eksperiment blev hendes deltagelse i legen gennem samtale central, og de nærværende øjeblikke opstod. ”Jeg spurgte stadig ind til kundernes behov og sendte dem videre til barn X, når de skulle have benzin. Et barn inde fra tanken begyndte at lukke tanken ved at sætte et skilt (bræt) op. Derfor måtte jeg sige, at så åbner vi igen i morgen kl. 10. Et andet barn siger så, hun vil male på tanken.” Den voksne griber ”nuet” sammen med et barn, og senere flere