Jeg ved jo ikke, hvordan du der læser dette, tænker og føler om meget syge børn. Personligt har jeg det meget svært. Jeg kan næsten ikke holde til blot at se en film, hvor der sker noget alvorligt med børn eller hvor de er meget syge. Det gør for ondt. Og derfor har jeg også den allerdybeste medfølelse med forældrene til disse børn. Og nu sidder jeg i mit køkken med Asger, der har som job at være sammen med disse børn og forældre og som skal samarbejde med en række andre fagpersoner om det. En lang samtale som der kun er udpluk af i det følgende. Først spørger jeg ham slet og ret om, hvordan han magter så følelsesladet et arbejde.

Grethes handlinger og pædagogiske tilbud til Emilie og hendes mor afhænger af det barnesyn og den udviklingsforståelse, der danner fundament for Grethe og hendes kollegaers pædagogiske praksis. I Emilies vuggestue arbejder det pædagogiske personale med et tilknytningsbaseret barnesyn. Det betyder, at de har fokus på, at barnet ikke kun tilpasser sig, men at det også får mulighed for tilknytte sig trygt til dem, mens det går i vuggestuen. I et tilknytningsbaseret barnesyn ser man relationen til den professionelle som den vigtigste brik i læringsmiljøet. Når personalet bliver en tryg base for barnet, vil det naturligt søge at udforske verden og herigennem få nye brugbare erfaringer med at indgå i samspil med andre børn og udforske verden på egen hånd.

Man bliver rigtig godt modtaget hos Fru Hedevig Bagger og min første fornemmelse af institutionen er, at den føles på én gang hjemlig og levende. Vi mødte hurtigt flere børn, og jeg oplevede, at de var meget glade for at være her. De legede, de kommunikerede, og jeg så ikke nogen ’udenfor’ børn men en masse tryghed og involvering. Så banalt det kan nu kan lyde: Vi kan forske i dette i 100 år – og det er særdeles godt, at vi gør det – men i sidste ende handler det vigtigste om dette enkle: At børnene er glade og trygge ved at være der. Sådan virkede disse børn, og jeg ledte under besøget efter mulige forklaringer. Følg mig på turen og i samtalen med Linda og Betina – og tænk selv med på: Hvad er forklaringen bag en daginstitution med høj kvalitet?

Vi er i starten af marts måned 2020, klokken er 10.30, og børnene i vuggestuen er netop kommet ind fra legepladsen. Det har været en formiddag med dejligt solskin. De har leget i sandkassen, rutsjet ned af den lettere fugtige rutsjebane, undersøgt jorden for muligt liv og en masse andet spændende med deres små venner på tværs af institutionen. De største af vuggestuebørnene har været på tur med nogle børn fra børnehaven samt to voksne fra henholdsvis vuggestuen og børnehaven. De skal snart starte i børnehaven. En helt almindelig dag Børnene finder deres plads i garderoben og begynder at tage overtøjet af. Man kan jo selv. Særlig de største, der snart skal videre i børnehave. De er efterhånden godt trænet i at være selvhjulpne, og en voksen siger til Oliver, der er færdig, at han gerne må hjælpe Edith, der har svært ved at få sine støvler af. Den voksne hjælper to andre børns imens. Efterhånden som de bliver færdige, sender pædagogen børnene ud på badeværelset for at vaske deres hænder. Her er der en anden pædagog, som allerede er i gang med at guide nogle børn i, hvordan de vasker deres hænder. Det kan være lidt svært, men de

Børn holder jo ikke op med at være børn og de ændrer ikke deres behov, fordi der er Corona i luften. De har de samme behov for kram, tryghed, nærvær og omsorg i en tid med store forandringer, som de har til alle tider – eller faktisk større behov. Dét gjorde det kompliceret fra marts 2020, da vi først blev lukket ned, og der blev indsat et nødberedskab, og da vi senere genåbnede under helt nye vilkår. Nu er vi nået til – i skrivende stund - januar 2021 og tingene er bestemt stadig meget brogede og udfordrende. Næsten et helt år har vi arbejdet under Coronaens betingelser og for at vise, hvor meget det griber ind i vilkårene for pædagogikken, har jeg brug for at skrive om det. Også for at vi kan fastholde og lære af de dyrekøbte erfaringer, vi har gjort!

To drenge er i gang med en leg. En af drengene siger: årh, hvor går det hurtigt! Den anden svarer: ja, det er fordi vi samarbejder … Instagram og Børneintra Da Danmark lukkede ned 11. marts 2019 blev hele institutionen hjemsendt. Vi havde ikke nogen børn til nødpasning, og fra den ene dag til den anden havde vi ikke et dagligt arbejdsfællesskab. Ved hjælp af sms-tråde lykkedes det os at holde fast i hinanden, og instagram var en platform, hvor vi kunne sende beskeder, legeforslag og gode ideer ud til forældrene, som vi vidste havde deres sag for med hjemmearbejde, hjemmeskole for de større søskende og underholdning af de små. Da vi endelig kunne åbne dørene igen efter påske, var der mange ender, der skulle mødes. Vi valgte at lave to afdelinger med to sæt retningslinjer – en for børnehaven og en for vuggestuen. Vi hørte rygter om afspærringsbånd til opdeling af legepladsen, opsætning af telte, der skulle byggetilladelse til, problemer med at skaffe håndsprit og handsker, og vi vidste, at det var nu vi skulle være kreative, hvis vi skulle bevare vores gejst. Vi gik selv på jagt efter sprit og handsker i de butikker, der endnu ikke var

En morgen i Børnehuset Bullerbo sidst i april – lige efter genåbning. Samling – We will rock you 10 forventningsfulde børn står klar ved lågen, de er på vej i kolonihaven, de er allerede helt bevidste om, at de skal vaske hænder ved de ny opsatte håndvaske, lige som de gør med mor eller far, når de møder ind om morgenen. Kolonihaven har i mange år været en del af institutionen, og der har længe været et stort ønske om at bruge den endnu mere end tidligere. Corona retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen om afstand og udeliv fik ønsket til at gå i opfyldelse, da de ældste børnehavebørn fik kolonihaven som base fra april til august. Kolonihaven ligger 20 minutters gang fra institutionen, i et område hvor mange har helårshaver.

Corona-virussets indtræden i Danmark har vendt op og ned på hverdagens normale struktur, stort set hos alle. Det har også betydet, at Katholt Syd, en specialgruppe i Øster Jølby Børnehus, Morsø Kommune, har gjort skoven til deres daglige base. De 5 børn i specialgruppen har hver deres særlige behov bestående af kognitive udfordringer, udfordringer med tilknytning eller sproglige udfordringer. Sammen med to pædagoger og en studerende tager de i skoven hver dag mellem 8.30 og 13.30. Det væltede træ ”Susanne cykler i skoven med børnene Peter, John, Gitte og Karsten. Morten går derud med Oskar. I dag tændes bålet ved shelteret kl. 9.00 og der spises formiddagsmad. I går var der storm, hvilket italesættes af de voksne, og måske kan det ses i skoven. Børn og voksne går derfor på opdagelse, og pludselig råber Peter: ”Kom, Kom – se, det store træ, det er væltet”. Både børn og voksnes opmærksomhed fanges af det kæmpe træ.

Corona og COVID-19 medførte en gennemgribende ændring af vores samfund – og af vores hverdagsliv på Holmeå Børnecenter. Der er blevet gjort en kæmpe stor indsats for at udvikle alternative handlemuligheder indenfor pædagogikken overalt i Børnecentret. Her vil jeg imidlertid behandle et ganske bestemt område, nemlig de tosprogede børn og deres læringsmiljø. Formålet med at beskrive netop dette område er, at vi kan uddrage læring, der kan have betydning for det fremtidige arbejde indenfor netop dette felt. Den regionale og nationale indsats i forhold til corona har motiveret en tosprogsvejleder på Holmeå Børnecenter til at sætte sig nye mål for arbejdet omkring de tosprogede. Vejen kommune havde netop i 2020 et politisk mål om at arbejde med læringsmiljøerne, og temaet fylder i den styrkede pædagogiske læreplan. Restriktioner på ukrainsk Holmeå Børnecenter består af flere matrikler, og denne artikel tager udgangspunkt i det arbejde, der er foregået i Børnehaven i Hovborg. Første gennemgribende forandring i Børnecenteret kom, da Statsminister Mette Frederiksen lukkede Danmark ned den 11. marts 2020. Siden åbnede vi igen, men med mange forskellige restriktioner, som påvirker det pædagogiske arbejde i institutionen. I forhold til arbejdet med de tosprogede børn og deres familie var det et tilbageskridt ikke at

”Se mig Chugar. Mig har mundbind på” sådan sagde lille Gabriel på to år, til en af de voksne på hans stue. Gabriel legede, at en af Legoklodserne var et mundbind, og det skulle han have på, inden han skulle ud at flyve Vi er en stor institution, med mange børn. Vi arbejder, ”under normale” omstændigheder, gerne i mindre grupper og på tværs af stuerne, så børnene lærer hinanden bedre at kende. Ligeledes er samarbejdet på tværs af stuerne også med til, at personalet får bedre kendskab til alle børn i huset. Da vi i foråret blev pålagt restriktioner om at holde børnene adskilt i mindre grupper, havde vi, som personale, en følelse af at fratage børnene værdien og friheden til selv at kunne vælge, hvem de gerne ville lege med. Vi ved jo, at børnenes sociale kompetencer udvikles i fællesskab med andre, og i særdeleshed gennem tætte relationer – så hvordan skulle det gå, når vi fratog børnene muligheden for selv at vælge legekammerater?