Personalet i Vuggestuen Tusindfryd har de seneste 3 år ventet på at skulle flytte fra deres nuværende bygning til en nybygget integreret institution. Flere forsinkelser i byggeriet har skabt usikkerhed i tidsrammen omkring institutionens fremtidig, både hos medarbejdere, ledelse og forældre. Det har betydet, at diverse processer omkring forsinkelse, udskydelser i indflytning, byggemøder, økonomimøder, møder om indretning, møder med forældre, om hvad de stilles i udsigt osv. har fyldt en del i hverdagen. Dertil kommer at der også løbende må organiseres med hensyntagen til møder med eksterne samarbejdspartnere fra byggeafdelingen.

De fleste ved det godt: – Vi lykkes ikke med at udvikle en stærk, faglig kultur ved at kontrollere mere, bare “fylde mere viden på” eller lave alting om i morgen. – Det har stor betydning, hvis ledelsen stiller sig i spidsen, muliggør og holder fast i den pædagogiske opgave – også når hverdagen trækker i andre retninger. – At børnenes voksne lykkes bedst, når de arbejder i samme retning og har et fælles sprog for god praksis. Men hvordan kan man arbejde med pædagogisk udvikling og faglige refleksioner i hverdagen, når for eksempel størstedelen af medarbejderne ikke er uddannede? Eller når der ikke findes ekstra tid? Eller når dagen starter med to sygemeldinger og at nogen har kastet op på én?

Efter en kort introduktion fra vores gæst går vi alle i vores sanserum – nu skal der leges. Med håndfladerne presset mod hinanden forsøger Helle og Marlene at flytte hinanden til et bestemt punkt i rummet. De er begge lige stærke og trykker hinanden med en kraft, som gør, at de forbliver på samme plet Der kommer ny instruks. Helle skal forsøge at trække/lede Marlene i stedet for at trykke. Der opstår bevægelse. Pludselig danser de rundt i hele rummet og ender dér, hvor Helle ønskede at lede dem hen. Øvelsen er en visualisering af det, der sker når man står urokkeligt fast på sine argumenter og trykker, eller når man søger følgeskab ved at være opmærksom på den andens bevægelser og trækker.

Som pædagog er du med til at forme børns måde at forstå verden på. Du skaber udvikling, nysgerrighed og tryghed – også når tiden er knap, og hverdagen kræver mere, end ressourcerne rækker til. Netop derfor betyder det noget, hvordan vi har det sammen som kolleger. For når presset stiger, bliver måden vi taler til og med hinanden på afgørende for både samarbejdet og arbejdsglæden. Her spiller psykologisk tryghed en nøglerolle. Den gør det muligt at bevare både glæden og den faglige stolthed. Det er vigtigt at I kan tale åbent – om fejl, frustrationer og idéer – uden frygt for at blive mødt med kritik eller latter. Her får du fem hverdagssituationer, hvor trygheden ofte kommer på prøve – og hvad du kan gøre i stedet.

”Vi har på et tidspunkt en dreng i huset, som er fysisk udfordrende og meget udfordret i forhold til børnefællesskaber. Vi starter ’i den blide ende’. At sætte sig tæt ind til ham og at der er en voksen der kan understøtte hans leg.

”Ja, det står jeg ved – jeg er en leder med store ambitioner og mit hoved kører nogle gange med 180 i timen. Men jeg har før set institutioner starte op, hvor det virker som om, det bare handler om en helt masse praktiske, bureaukratiske og organisationsmæssige strukturer. Jeg ville meget mere via værdsættende ledelse og refleksive dialoger og jeg havde en bunke værktøjer med mig om værdsættelse, kultur og strategi.

I Skanderborg Kommune ligger Børnehuset Elgårdsminde. Vi er et helt særligt sted med dyr og en legeplads så langt øjet rækker. Med en uddannelsesprocent på 76 % har vi rigtig gode forudsætninger for at drive et godt børnehus – og det føler vi også, at vi gør. Men der er ingen tvivl om, at både trivsel og kvalitet er steget, siden vi satte fokus på vigtigheden af samarbejde og faglighed som hinandens forudsætninger.

Vi er i starten af marts måned 2020, klokken er 10.30, og børnene i vuggestuen er netop kommet ind fra legepladsen. Det har været en formiddag med dejligt solskin. De har leget i sandkassen, rutsjet ned af den lettere fugtige rutsjebane, undersøgt jorden for muligt liv og en masse andet spændende med deres små venner på tværs af institutionen. De største af vuggestuebørnene har været på tur med nogle børn fra børnehaven samt to voksne fra henholdsvis vuggestuen og børnehaven. De skal snart starte i børnehaven. En helt almindelig dag Børnene finder deres plads i garderoben og begynder at tage overtøjet af. Man kan jo selv. Særlig de største, der snart skal videre i børnehave. De er efterhånden godt trænet i at være selvhjulpne, og en voksen siger til Oliver, der er færdig, at han gerne må hjælpe Edith, der har svært ved at få sine støvler af. Den voksne hjælper to andre børns imens. Efterhånden som de bliver færdige, sender pædagogen børnene ud på badeværelset for at vaske deres hænder. Her er der en anden pædagog, som allerede er i gang med at guide nogle børn i, hvordan de vasker deres hænder. Det kan være lidt svært, men de

Børn holder jo ikke op med at være børn og de ændrer ikke deres behov, fordi der er Corona i luften. De har de samme behov for kram, tryghed, nærvær og omsorg i en tid med store forandringer, som de har til alle tider – eller faktisk større behov. Dét gjorde det kompliceret fra marts 2020, da vi først blev lukket ned, og der blev indsat et nødberedskab, og da vi senere genåbnede under helt nye vilkår. Nu er vi nået til – i skrivende stund - januar 2021 og tingene er bestemt stadig meget brogede og udfordrende. Næsten et helt år har vi arbejdet under Coronaens betingelser og for at vise, hvor meget det griber ind i vilkårene for pædagogikken, har jeg brug for at skrive om det. Også for at vi kan fastholde og lære af de dyrekøbte erfaringer, vi har gjort!

To drenge er i gang med en leg. En af drengene siger: årh, hvor går det hurtigt! Den anden svarer: ja, det er fordi vi samarbejder … Instagram og Børneintra Da Danmark lukkede ned 11. marts 2019 blev hele institutionen hjemsendt. Vi havde ikke nogen børn til nødpasning, og fra den ene dag til den anden havde vi ikke et dagligt arbejdsfællesskab. Ved hjælp af sms-tråde lykkedes det os at holde fast i hinanden, og instagram var en platform, hvor vi kunne sende beskeder, legeforslag og gode ideer ud til forældrene, som vi vidste havde deres sag for med hjemmearbejde, hjemmeskole for de større søskende og underholdning af de små. Da vi endelig kunne åbne dørene igen efter påske, var der mange ender, der skulle mødes. Vi valgte at lave to afdelinger med to sæt retningslinjer – en for børnehaven og en for vuggestuen. Vi hørte rygter om afspærringsbånd til opdeling af legepladsen, opsætning af telte, der skulle byggetilladelse til, problemer med at skaffe håndsprit og handsker, og vi vidste, at det var nu vi skulle være kreative, hvis vi skulle bevare vores gejst. Vi gik selv på jagt efter sprit og handsker i de butikker, der endnu ikke var