Jeg ved jo ikke, hvordan du der læser dette, tænker og føler om meget syge børn. Personligt har jeg det meget svært. Jeg kan næsten ikke holde til blot at se en film, hvor der sker noget alvorligt med børn eller hvor de er meget syge. Det gør for ondt. Og derfor har jeg også den allerdybeste medfølelse med forældrene til disse børn. Og nu sidder jeg i mit køkken med Asger, der har som job at være sammen med disse børn og forældre og som skal samarbejde med en række andre fagpersoner om det. En lang samtale som der kun er udpluk af i det følgende. Først spørger jeg ham slet og ret om, hvordan han magter så følelsesladet et arbejde.

Jeg er med til det ugentlige børnemøde i en af børnehavestuerne i Den Grønne Kile i Lejre Kommune. Børn og voksne har fordelt sig i mindre grupper og samtalen handler om, hvilke ideer børnene har til fælles lege, temaer og aktiviteter. Den Grønne Kile er i gang med at implementere Nest-pædagogik og har blandt andet fokus på, hvordan det daglige læringsmiljø tager afsæt i børneperspektivet. Med afsæt i Nest-pædagogikkens værdier arbejder Den Grønne Kile med at inkludere børnenes interesser i udviklingen af meningsfulde og inkluderende læringsmiljøer. Der lægges vægt på børnenes perspektiver, tanker og ønsker og dermed inddrages de aktivt i hverdagens pædagogiske aktiviteter.

Kasper er tre år og er lige startet i børnehaven. Han virker umiddelbart glad for den og pædagogerne fortæller da også, at det går godt. Forældrene oplever dog børnehavestarten som intens og udfordrende. Ved afhentning har Kasper ofte ble på, selvom de havde aftalt, han ikke skulle bruge ble. De kan også se, at han slet ikke har drukket noget vand af sin drikkedunk. Pædagogen fra om morgenen er der sjældent, og det kan være svært at få noget brugbart at vide om Kaspers dag. Forældrene er mere og mere anspændt med situationen, men de synes samtidig, det er svært at regne ud, hvor meget de egentligt kan blande sig i pædagogernes arbejde. De vil jo ikke, ved at stille for mange spørgsmål, komme til at virke utilfredse, eller som om de ikke har tillid til pædagogerne.

Det er onsdag eftermiddag. Lederen Susanne sidder for bordenden af det ellipseformede bord i mødelokalet. Hun byder velkommen til Fridas forældre, til PPR-konsulenten og to af pædagogerne fra Fridas stue. Susanne forklarer kort, at formålet med mødet er at tale om, hvordan Frida bedst støttes i at indgå i de aktiviteter og fællesskaber, der er i børnehaven. Susanne siger efterfølgende, at hun gerne vil indlede mødet med en runde, hvor alle rundt om bordet kort fortæller om deres oplevelse af Frida med fokus på, hvad der er lige præcis Fridas styrker og udfordringer i forhold til at trives i hverdagen. Langt de fleste, der har tilknytning til enten vuggestuer, børnehaver eller skoler, kan nok genkende ovenstående situation. I Danmark samarbejder pædagoger og lærere med forældrene om at understøtte børnenes trivsel – og heldigvis trives langt de fleste af vores børn og unge (Ottosen et al. 2022

Når vi kan sé, hvad vi taler om… Vi som personale vil undervejs gerne have formidlet den viden og de iagttagelser, vi som fagprofessionelle har om barnet, samtidig med at vi får inddraget forældrenes viden og erfaring og eventuelle succeser/udfordringer i hjemmet. Det bliver ofte til mange ord og aftaler, vi sammen skal holde fast i undervejs. Samtidig skal samtalen gerne være aktiv fra både forældre og medarbejdere, vi skal dele viden, og vi skal tale et fælles sprog, der ikke ’vælter’ forældrene omkuld i fagtermer.

Anna skal starte i vuggestue, men det er ikke kun Anna der skal starte i vuggestuen, det skal hendes forældre også. Ved forældrenes allerførste møde med vuggestuens personale starter det vigtige samarbejde. Det er vigtigt, at personalet kender Anna og hendes forældre godt, inden de starter i vuggestuen. Derfor er en opstartssamtale bygget op om et samtaleskema, der både belyser barnets og familiens ressourcer og eventuelle udfordringer. I fællesskab tales der om Anna og hendes forældre, så der sikres et nuanceret blik på både ressourcer og behov.

”Jeg ved ikke altid hvad jeg skal gøre med mig selv. Når jeg henter min datter på stuen, er det nogle gange svært at vide, hvad jeg skal. Skal jeg sætte mig, eller skal vi bare gå? Det er først når jeg kommer ud i garderoben, at jeg slapper af og bliver lidt mere mig selv.” Sådan bød en mor ind til debatten på et forældremøde. Forældremødet handlede om, hvordan forældrene er medskabende af børnenes fællesskab og rollemodeller for både eget barn og de andre børn. Børnene tænker helt naturligt forældrene som en del af fællesskabet, og derfor er dét forældrene siger og gør, når de er i dagtilbuddet, med til at lade børnene vide, hvordan man står ved sig selv og er sammen med andre. Og her stod moderen i barnets vigtige fællesskab og i et læringsmiljø, der hver dag hjalp datteren i at øve sig på at stå ved sig selv og famlede sig igennem en afhentning.

Forældrene er altid velkomne og må være der alt det, de vil • Personalet opfordrer dem ligefrem til det • Forældrene har endog nøgle til bygningerne til brug ved familie-og forældrearrangementer, hvor pædagogerne ikke deltager • Forældrene kan være og er ofte ’vikarer’ • Forældrene forstyrrer ikke børnehavens pædagogik; de er en del af den… Det er stærke principper. Nogle vil sige, at de er sympatiske men problematiske. Nogle kender nemlig til børnehaver, hvor man som ansat af og til tænker: ’Ja, ja, gå nu’, eller: ’Han holder op med at græde, så snart du er gået’. Oftest sagt i den bedste mening men jo udtryk for en noget anden tilgang end de fem principper, der gælder i børnehaven på Roskilde Lille Skole.

I Bøgely skovbørnehave har vi et meget tæt og tillidsfuldt samarbejde med forældrene. Vi er en institution med 40 børn i alderen 2,10 måneder og frem til skolestart, og vi er en institution placeret langt ude i skoven. Det er vigtigt for os, at forældre føler sig mødt og budt velkomne, så de får tillid til, at vi kan varetage opgaven med at passe på deres dejlige børn. Det begynder allerede ved de tidlige besøg, hvor der er rundvisninger, men vi gør faktisk også en dyd ud af at lade børn og forældre gå på opdagelse selv og se, hvad det er for et sted, de er havnet. Det at undre sig og opdage ting sammen er en god måde at blive kendt med børnehaven.

Coachingen giver forældrene et indblik i deres egen forældrerolle og hvad denne konkret kan betyde for deres barns udvikling, og de får konkrete handlemuligheder til at ændre en adfærd. Det faktum at jeg jo kender deres barn har stor betydning for forældrene, da vi taler ud fra deres konkrete virkelighed og ikke generelt. Mange af dem fortæller, at de har været til coach før eller psykolog uden den store effekt, men hos os kommer der handlinger på deres udfordringer. Den daglige kontakt hvor jeg eller personalet kan følge op betyder, at vi kan stille de svære spørgsmål, og det giver forældrene det rum, de har brug for.