Da jeg tiltrådte som ny leder af Sennels Børnehave i oktober 2019 var der på forhånd lagt op til ændringer – jeg overtog stillingen efter at børnehaven havde haft samme leder, pædagogik og kultur i 2638 år. Umiddelbart havde jeg to store opgaver foran mig implementering af de nye styrkede læreplaner og så at samle de to huse, der udgjorde børnehaven. Derudover ønskede jeg mere forældreinddragelse, børneperspektiv og udeliv på dagsordenen. Sennels Børnehave er en ældre børnehave, hvor de gængse børnehaverutiner var en prioritet. Inde indtil middag, halvanden time ude og så ind igen. De to fysiske huse havde udviklet hver deres kultur, og få kvadratmeter i begge huse gav udfordringer i at skabe plads og rum til forskellige slags læringsmiljøer med plads til både store og små, med plads til dukkehjørnet og samtidig også tarzanleg med store armbevægelser og mange lyde. Den største overraskelse kom, da jeg opdagede, at de to huse, hvor Musvitten, der var bygget som institution til 43 børn, og Blåmejsen, der havde til huse i naboskolens gamle lærebolig, stort set ikke samarbejdede, til trods for at de delte legeplads, at der var fælles personalemøder og fælles åbne-/lukkevagter i Musvitten. Forældrerådet kunne fortælle at Blåmejsen i det

I begyndelsen af marts 2020 kom første nedlukning, ret pludseligt og betød en radikal ændring af strukturen i vores hverdag på SFO´en. Vi stod og skulle modtage lidt over 54 nye børn, alle planer var lagt, og vi var klar. Nu måtte vi pludselig ikke være indenfor, alle skulle deles i mindre grupper, samtidig med vi skulle lære de nye børn og deres forældre at kende. Vi havde nødpasning for de børn, hvis forældre arbejdede som sygeplejersker, i ældreplejen eller i andre samfundskritiske stillinger, og for særligt udsatte eller sårbare børn. Vi måtte rykke sammen i bussen, lavet nyt skema, én fælles retning, som vi alle kunne være i. Lokaler skulle deles op, spritstandere sættes op ved alle ind og udgange og både børn og voksne skulle huskes på at vaske og spritte hænder ofte.

”De voksne må ikke gå med ind i børnehaven mere. Nu har vi børnehaven helt for os selv!” Børnene i både vuggestue og børnehave i Børnehuset Ålsgårde er igennem hele Coronatiden blevet afleveret enten ved lågen ind til legepladsen eller i døren ind til stuen. Det er helt fantastisk at se, hvordan børnene nu kommer ind på stuen, med deres små rygsække på, hvordan de målrettet går hen og sætter deres madkasse i køleskabet og deres drikkedunk på plads på stuen, fortsætter ud i garderoben og tager deres overtøj og sko af, som de til sidst målbevidst hænger på plads i deres garderobe - for derefter at entre stuen, selvsikre og klar til at gå i gang. Flere børn, som tidligere kunne have svært ved at slippe deres forældre, når de blev afleveret, eller som kom generte ind på stuen og havde brug for lige at sidde lidt hos en voksen, inden de gik i gang med at lege, er under Corona blevet styrket væsentligt i deres måde at ankomme og starte dagen på. De stråler af selvtillid og mestring og de fremtræder glade og klar til dagen på en helt ny måde. For eksempel har vi en pige, som

Det er tidlig morgen i december. Der dufter af kaffe i hele huset. En pige ankommer med sin mor, de ringer på ringeklokken ved yderdøren. En medarbejder kommer ud, åbner døren og spørger om mor vil have en kop kaffe med på vej til arbejde - der er nemlig forældrekaffe-to-go. Pigen kommer ind og finder en hvid pose, hun har dekoreret dagen før. I posen er der en honningkage, som pigen selv har lavet og en julehilsen fra personalet. Mor siger farvel i døren og får posen og en kop kaffe med sig på vejen. Medarbejderen og pigen går ind, så pigen kan få sin rygsæk og overtøjet af. Madpakken og drikkedunken bliver lagt i en plastikkasse i køleskabet og de går ud på badeværelset og vasker hænder. Så er pigen klar til dagen. Video til de nye forældre Det har været en meget anderledes hverdag i Børnehuset Kingo siden nedlukningen i marts. Pludselig måtte forældrene ikke komme ind i institutionen længere, de skulle aflevere og hente deres barn i døren. Især de helt nye forældre, var det svært for. De måtte ikke komme ind og se institutionen, inden deres barn skulle starte og nu, hvor barnet er startet, har

”I børnehaven Bifrost læser pædagogen Lene højt fra en bog om Samiah og Giovanni, som selv har været med til at lave bogen med billeder fra deres børnehave i Tanzania. Børnene lytter til Lenes fortælling, mens de peger og taler med om det, de ser i bogen. Samme eftermiddag vil Roar og Liv gerne lege skole på den måde, børn i Tanzania går i skole. De spørger Lene, om hun vil være læreren. Så starter en leg, hvor de er skolebørn, som sidder og øver sig i at skrive rigtig pænt”. Vores projekt gik ud på først at besøge børnene i deres hjemland og undersøge, hvad de gerne ville vise til andre børn fra deres hverdag. Vi ønskede at gengive børnenes fortællinger i foto og tekst og sikre os, at børnene var enige i det, der står i bøgerne. Dernæst oversatte vi bøgerne til andre sprog og bruger dem i dag sammen med pædagoger. Vores ide er, at når pædagoger læser bøgerne højt, giver det børnene mulighed for “at tage på besøg”, opleve glimt af børneliv helt andre steder på kloden – og få et andet blik på sig selv. Vi ser bøgerne som et vindue til verden. Et

Første april træder jeg ind igennem døren til naboinstitutionen, jeg har skruet det helt store smil på. I månederne forinden er det besluttet at de to dagtilbud ved siden af hinanden skal fusionere, jeg har fået opgaven. Det betyder at den institution, som jeg træder ind i nu, har mistet deres leder – ufrivilligt. De har ikke ønsket, at jeg skal komme. De har ikke ønsket fusionen, forandringen og det nye, det er altså ikke mig personligt, der udgør et problem.

Et godt forældresamarbejde opstår ikke af sig selv, der ligger ofte et omfattende og nænsomt arbejde bag. Det arbejde har vi i Børnehuset Skovmosen haft større fokus på de seneste år, blandt andet fordi forældresamarbejde har fået en ny og mere fremtrædende rolle i de nye styrkede pædagogiske læreplaner.

Denne artikel udspringer af projektet ’Barnet i Centrum’ ved forskeren Ole Henrik Hansen, DPU, 2018. Projektet skulle undersøge, hvordan man bedst muligt modtager børn og forældre om morgenen. Forfatteren til artiklen, og hendes daværende institution, Bulderbo, var deltagere i projektet. I dag er hun dagtilbudsleder i Lodbjerggård Børnehus.

2/2022 På Rød stue i børnehuset Væksthuset i Tingbjerg er pædagogen Ann-Laura og en gruppe børn i gang med at lave øvelser til det bevægelsestema, de kalder ”Snurre-Svinge”. ”Kom ud med armene, som vinger på en flyvemaskine,” siger Ann-Laura og viser børnene, hvordan de kan snurre rundt i forskellige retninger som flyvemaskiner. Børnene griner og snurrer rundt om sig selv. Lilyan tager armene op på hovedet og svinger rundt. Ann-Laura: ”Uhh – en balletflyvemaskine”. Ann-Laura og børnegruppen leger også, at de er elefanter, der svinger med snablen og drikker vand fra et vandhul.

De har arbejdet systematisk med pædagogiske metoder og handlemåder til at støtte barnet i overgangen, har anvendt ”tegn på læring”, udviklet barnets overgangbog, skabt 2. hjemmebesøg, samt har besøg fra børnehaven. Vi har arbejdet systematisk med pædagogiske metoder og handlemåder, der er med til at støtte barnet i overgangen, og vi har blandt andet anvendt materialet ”tegn på læring”, udviklet barnets overgangbog, skabt 2. hjemmebesøg samt har besøg fra børnehaven. Vi tog en række initiativer for at skabe fælles kvalitet i hele institutionen Den kvalitet børn og forældre oplever i deres gruppe skal være den samme. For at kunne skabe denne tilstand besluttede vi at afholde personalemøder hver tredje uge samt månedlige refleksionsgrupper på tværs af hele institutionen og ugentlige stuemøder.