Viggo har en lille pose med, hvori han har 8 krystaller, han gerne vil vise os. Vi tager en bog om disse frem, vi kigger og undersøger og vi finder flere sten og krystaller i forundringsskabet. Samme dag opsøger jeg en butik med sten og krystaller, og fordi børnene var så engagerede, køber jeg en del. Næste dag fortsætter vi vores studier og ved et tilfælde skal jeg lidt væk fra rummet. Børnene fordyber sig sammen. Da jeg vender tilbage, ser jeg, at alle sten og krystaller er borte. Hvad gør jeg nu? – Jeg vælger at tale stille og roligt med børnene om den ’gave’, vi havde fået, da deres ven og jeg kom med sten og krystaller til os alle – men hvor er gaven nu blevet af? Efter lidt tid kommer én dreng med fyldte lommer, så den næste og den tredje; jeg takker og roser dem for det mod, de udviste ved at komme med stenene igen.

Ulla, der er mor til Oswald, kommer ind med Oswald i armene og spørger efter Cirkeline. ”Oswald vil helst afleveres til Cirkeline” siger Ulla. I gangen står to pædagoger og begge bliver de lidt forundrede. Først fordi de tænker, at det måske ikke er noget Oswald på 2 år selv kan give udtryk for, men også fordi de faktisk begge har en rigtig god kontakt til Oswald. Hvad er det mon udtryk for, når Ulla siger som hun gør? Og hvad sker der inden i os, når vi bliver mødt af en anden sandhed, end det vi selv ser og forstår? Svarene får du senere.

Børn og forældre fordeler sig til forskellige steder i huset, afhængigt af hvor barnet gerne vil være, hvem det vil lege med, hvad det gerne vil lege. Nogle bygger store slotte af kasser, andre klæder sig ud, andre igen laver en forhindringsbane, går i værkstedet, racer på løbehjul i vores store fællesrum… De voksne hilser kærligt på hvert enkelt barn og dets forældre og fordeler sig derefter, så det passer med, hvor børnene er og har brug for dem. De mindste er dog alle på grøn stue med 1 voksen, så de får tryghed, nærvær, genkendelighed. Vi er et fedt hus med høj pædagogisk kvalitet, god trivsel for alle, humor og dynamik og en skøn dagligdag. Derfor vil vi gerne her præsentere vores børne – og menneskesyn, suppleret med eksempler på vores pædagogik og den afgørende trivsel blandt børn og voksne, der hos os er dokumenteret til at være helt i top!

Da jeg tiltrådte som ny leder af Sennels Børnehave i oktober 2019 var der på forhånd lagt op til ændringer – jeg overtog stillingen efter at børnehaven havde haft samme leder, pædagogik og kultur i 2638 år. Umiddelbart havde jeg to store opgaver foran mig implementering af de nye styrkede læreplaner og så at samle de to huse, der udgjorde børnehaven. Derudover ønskede jeg mere forældreinddragelse, børneperspektiv og udeliv på dagsordenen. Sennels Børnehave er en ældre børnehave, hvor de gængse børnehaverutiner var en prioritet. Inde indtil middag, halvanden time ude og så ind igen. De to fysiske huse havde udviklet hver deres kultur, og få kvadratmeter i begge huse gav udfordringer i at skabe plads og rum til forskellige slags læringsmiljøer med plads til både store og små, med plads til dukkehjørnet og samtidig også tarzanleg med store armbevægelser og mange lyde. Den største overraskelse kom, da jeg opdagede, at de to huse, hvor Musvitten, der var bygget som institution til 43 børn, og Blåmejsen, der havde til huse i naboskolens gamle lærebolig, stort set ikke samarbejdede, til trods for at de delte legeplads, at der var fælles personalemøder og fælles åbne-/lukkevagter i Musvitten. Forældrerådet kunne fortælle at Blåmejsen i det

I begyndelsen af marts 2020 kom første nedlukning, ret pludseligt og betød en radikal ændring af strukturen i vores hverdag på SFO´en. Vi stod og skulle modtage lidt over 54 nye børn, alle planer var lagt, og vi var klar. Nu måtte vi pludselig ikke være indenfor, alle skulle deles i mindre grupper, samtidig med vi skulle lære de nye børn og deres forældre at kende. Vi havde nødpasning for de børn, hvis forældre arbejdede som sygeplejersker, i ældreplejen eller i andre samfundskritiske stillinger, og for særligt udsatte eller sårbare børn. Vi måtte rykke sammen i bussen, lavet nyt skema, én fælles retning, som vi alle kunne være i. Lokaler skulle deles op, spritstandere sættes op ved alle ind og udgange og både børn og voksne skulle huskes på at vaske og spritte hænder ofte.

”De voksne må ikke gå med ind i børnehaven mere. Nu har vi børnehaven helt for os selv!” Børnene i både vuggestue og børnehave i Børnehuset Ålsgårde er igennem hele Coronatiden blevet afleveret enten ved lågen ind til legepladsen eller i døren ind til stuen. Det er helt fantastisk at se, hvordan børnene nu kommer ind på stuen, med deres små rygsække på, hvordan de målrettet går hen og sætter deres madkasse i køleskabet og deres drikkedunk på plads på stuen, fortsætter ud i garderoben og tager deres overtøj og sko af, som de til sidst målbevidst hænger på plads i deres garderobe - for derefter at entre stuen, selvsikre og klar til at gå i gang. Flere børn, som tidligere kunne have svært ved at slippe deres forældre, når de blev afleveret, eller som kom generte ind på stuen og havde brug for lige at sidde lidt hos en voksen, inden de gik i gang med at lege, er under Corona blevet styrket væsentligt i deres måde at ankomme og starte dagen på. De stråler af selvtillid og mestring og de fremtræder glade og klar til dagen på en helt ny måde. For eksempel har vi en pige, som

Det er tidlig morgen i december. Der dufter af kaffe i hele huset. En pige ankommer med sin mor, de ringer på ringeklokken ved yderdøren. En medarbejder kommer ud, åbner døren og spørger om mor vil have en kop kaffe med på vej til arbejde - der er nemlig forældrekaffe-to-go. Pigen kommer ind og finder en hvid pose, hun har dekoreret dagen før. I posen er der en honningkage, som pigen selv har lavet og en julehilsen fra personalet. Mor siger farvel i døren og får posen og en kop kaffe med sig på vejen. Medarbejderen og pigen går ind, så pigen kan få sin rygsæk og overtøjet af. Madpakken og drikkedunken bliver lagt i en plastikkasse i køleskabet og de går ud på badeværelset og vasker hænder. Så er pigen klar til dagen. Video til de nye forældre Det har været en meget anderledes hverdag i Børnehuset Kingo siden nedlukningen i marts. Pludselig måtte forældrene ikke komme ind i institutionen længere, de skulle aflevere og hente deres barn i døren. Især de helt nye forældre, var det svært for. De måtte ikke komme ind og se institutionen, inden deres barn skulle starte og nu, hvor barnet er startet, har

”I børnehaven Bifrost læser pædagogen Lene højt fra en bog om Samiah og Giovanni, som selv har været med til at lave bogen med billeder fra deres børnehave i Tanzania. Børnene lytter til Lenes fortælling, mens de peger og taler med om det, de ser i bogen. Samme eftermiddag vil Roar og Liv gerne lege skole på den måde, børn i Tanzania går i skole. De spørger Lene, om hun vil være læreren. Så starter en leg, hvor de er skolebørn, som sidder og øver sig i at skrive rigtig pænt”. Vores projekt gik ud på først at besøge børnene i deres hjemland og undersøge, hvad de gerne ville vise til andre børn fra deres hverdag. Vi ønskede at gengive børnenes fortællinger i foto og tekst og sikre os, at børnene var enige i det, der står i bøgerne. Dernæst oversatte vi bøgerne til andre sprog og bruger dem i dag sammen med pædagoger. Vores ide er, at når pædagoger læser bøgerne højt, giver det børnene mulighed for “at tage på besøg”, opleve glimt af børneliv helt andre steder på kloden – og få et andet blik på sig selv. Vi ser bøgerne som et vindue til verden. Et

Første april træder jeg ind igennem døren til naboinstitutionen, jeg har skruet det helt store smil på. I månederne forinden er det besluttet at de to dagtilbud ved siden af hinanden skal fusionere, jeg har fået opgaven. Det betyder at den institution, som jeg træder ind i nu, har mistet deres leder – ufrivilligt. De har ikke ønsket, at jeg skal komme. De har ikke ønsket fusionen, forandringen og det nye, det er altså ikke mig personligt, der udgør et problem.

Et godt forældresamarbejde opstår ikke af sig selv, der ligger ofte et omfattende og nænsomt arbejde bag. Det arbejde har vi i Børnehuset Skovmosen haft større fokus på de seneste år, blandt andet fordi forældresamarbejde har fået en ny og mere fremtrædende rolle i de nye styrkede pædagogiske læreplaner.