Sciencepædagogik – en vej til mere medbestemmelse
Du kender det sikkert godt – ordet science fremkalder umiddelbart et billede af kemiforsøg med kolber, hvide kitler og sikkerhedsbriller. Et setup hvor pædagogen er eksperten og børnene tilskuere. Der er som sådan ikke noget galt med dette billede, bortset fra at det ikke har noget med hverdagen at gøre, og ej heller med sciencepædagogik.
Medbestemmelse er vejen til selvstændighed
Mariager ligger Rabalderstræde – en over 40 år gammel børnehave, hvor medbestemmelse altid har været et omdrejningspunkt for store dele af dagligdagen – fra småt til stort. Derfor må børnene eksempelvis selv bestemme, hvor og hvornår de spiser. For hvem ved bedre end børnene selv, hvornår de er sultne og mætte, eller hvornår de er tørstige. På samme måde er det børnenes ret selv at bestemme, hvad de gerne vil begynde med at spise, og hvor mange rugbrødsmadder, der skal til, for at det føles rart at være i sin krop. På den måde understøttes barnets evne til at sige til og fra på dets helt basale behov.
Et barn der ikke trives – har måske haft for meget medbestemmelse
“Anton1 er ikke rigtigt i trivsel”, sagde vi til hinanden. Hans pædagog havde tidligt kunnet fornemme, at han ikke var helt så glad som ellers. Han kom oftere i skænderi med de andre børn, sommetider endte det også med slag fra Antons side. De andre børn begyndte at bruge sætninger som “Anton har slået igen”, “Anton slår altid”. Sommetider kunne vi opleve, at Anton fik skylden uden at have været i nærheden. Hans rolle i legen blev en anden – eller han blev ofte slet ikke en del af legen. Når vi siger, et barn ikke trives, tænker vi måske, at så ved vi alle, hvad dét betyder. Men gør vi det? – eller har vi i virkeligheden brug for at få flere vinkler og fortællinger frem, så det giver mere mening?
Pædagoger skal ikke være politibetjente ved spisninger
Det første der slår mig er, at der ikke engang er antydning af skubben og råben og ’mig først’, men nærmere en form for modulopbygning, styret af børnene selv. Der er en voksen i området, men en som netop kun er til rådighed og som kun blander sig i børnenes aktiviteter, hvis der er et særligt behov for det. Dernæst lægger jeg mærke til, at der er en del gensidig hjælp. Man tager ikke blot sin egen madpakke og smutter væk, men flere af dem hjælper de andre med at finde den rigtige madpakke og række den videre til rette vedkommende.
Man kan grine sig til medbestemmelse
Latter og oplevelser af sjov er helt centrale for børn og deres velbefindende. Når vi griner sammen, mødes vi som mennesker, vi mødes i fælles forståelse og opmærksomhed. Selvom vi ikke altid er enige om, hvad der er sjovt, kender vi alle den frydefulde oplevelse af et fælles, godt grin. Når vi har det sjovt sammen, fokuserer vi på noget uden for os selv og er derfor ikke optaget af os selv. Sjov er en af de vigtigste kilder til lys og lys og glæde i hverdagen – og er en lige vej til medbestemmelse, eftersom man er nødt til at slippe kontrollen og lade sig glide med, når man griner sammen!
PÆDAGOGISKE AKTIVITETER ER SJÆLDENT PLANLAGTE
I Frederik d. VI’s Asyl, en integreret institution i indre by i København, er vi, som så mange andre, optaget af at få børnenes medbestemmelse inddraget i dagligdagen. Vi har en hverdag, der i højere grad er præget af børnenes medbestemmelse end af pædagogiske planlagte aktiviteter. Faktisk planlægges en pædagogisk aktivitet sjældent, men opstår ofte i samtale eller i samarbejde med børnene. Det kan være gennem observationer af børnene, deres interesser og lege, at medbestemmelsen opstår.
BARNET SKAL SES, HØRES – OG INDDRAGES
Det er morgen og Sofus ankommer med sin mor. Han løber hen til pædagogen på stuen, og med en glad stemme spørger han: ’Er puderummet fri?’ Ja, siger hun og Lukas er allerede derinde. ’Kunne du også tænke dig at lege derinde?’ Der lyder et begejstret ’Jaaaah’ og Sofus er allerede på vej derind, han har knapt nok tid til at vinke til mor. Det er unikt mødeøjeblik mellem pædagogen og barnet, vi her oplever – hvor barnet oplever sig set og hørt samt en tryg tilknytning til pædagogen – og en høj grad af medbestemmelse.
STEMMEBOKS OG VALGURNE – EN AFSTEMNING OM ÆLDSTEGRUPPENS NAVN
”Vi må ikke skubbe ved trappen,” siger Jonas. Klokken er 9 torsdag formiddag på en kold januardag i Børnehaven Emilie, ældstegruppen er lige blevet færdig med deres formiddagsmad og er på vej ned i kælderen. Alle er meget spændte. Det er i dag, ældstegruppen skal vælge deres nye navn til deres nyetablerede stue. Det er en dag, børnene har set frem til siden slutningen af sidste år. De ved, hvad der skal foregå, for de har set den forrige ældstegruppe gøre det samme. Nu er det dem. Det er dem, som selv skal vælge, hvad de vil hedde, helt indtil de skal stoppe i børnehaven og starte på skolen.
BØRN VED SELV BEDST, HVAD DER ER VIGTIGT FOR DEM AT BLIVE KLOGERE PÅ
De spørger børnene selv, hvad de gerne vil blive klogere på – og så prøver de sammen at finde svarene.
Et værdigt børneliv er et liv med en oplevelse af at blive lyttet til og taget seriøst
Børnene skal opleve at kunne indgå i et ligeværdigt fællesskab, hvor vi alle har noget på hjerte og hvor det vi siger er lige vigtigt. Det handler nemlig ikke om at være korrekt, det handler om at lære at bruge sin stemme og om at erfare, at man som barn har muligheden for at påvirke eget liv. Pædagogernes opgave er at få reageret på børnenes stemmer, så det bliver tydeligt for børnene, at vi ikke blot anerkender deres ønsker og behov, men at vi også efterlever dem, når det overhovedet er muligt.
