HVAD SKETE DER MED SELVSTÆNDIGHEDEN?

Uddrag: Vi er i starten af marts måned 2020, klokken er 10.30, og børnene i vuggestuen er netop kommet ind fra legepladsen. Det har været en formiddag med dejligt solskin. De har leget i sandkassen, rutsjet ned af den lettere fugtige rutsjebane, undersøgt jorden for muligt liv og en masse andet spændende med deres små venner på tværs af institutionen. De største af vuggestuebørnene har været på tur med nogle børn fra børnehaven samt to voksne fra henholdsvis vuggestuen og børnehaven. De skal snart starte i børnehaven. En helt almindelig dag Børnene finder deres plads i garderoben og begynder at tage overtøjet af. Man kan jo selv. Særlig de største, der snart skal videre i børnehave. De er efterhånden godt trænet i at være selvhjulpne, og en voksen siger til Oliver, der er færdig, at han gerne må hjælpe Edith, der har svært ved at få sine støvler af. Den voksne hjælper to andre børns imens. Efterhånden som de bliver færdige, sender pædagogen børnene ud på badeværelset for at vaske deres hænder. Her er der en anden pædagog, som allerede er i gang med at guide nogle børn i, hvordan de vasker deres hænder. Det kan være lidt svært, men de har en ’vaske hænder’ sang, som de synger imens. Der er en god stemning, og børnene nyder at kunne selv og kunne hjælpe hinanden...