Tilbage

januar 2025

Chefen for Dagtilbud i Hedensted Kommune trækker på smilebåndet, han spørger, da vi er på vej ind til et fælles kommunalt ledermøde. ”Måske” hører jeg mig selv svare – og chefen vender sig overrasket rundt: ”Jeg booker dig lige i kalenderen til et møde i næste uge!” Hedensted Børneunivers består af to institutioner, Lykkebo og Spiloppen, der efter en sammenlægning ledelsesmæssigt i 2019, fik fælles leder – jeg var afdelingsleder i det ene hus – og derudover var der en afdelingsleder i det andet hus. Den daværende leder rejste kort efter sammenlægningen i 2022 blev stillingen igen slået op – det lykkedes ikke at få den besat, og derfor blev vi som afdelingsledere konstitueret i hver vores institution. Det var i samarbejde med BUPL et pilotprojekt: ”Delt Ledelse”, der i forvejen kørte et andet sted i Hedensted Kommune. Projektet gik ud på, at vi som afdelingsledere, delte den fælles ledelse – og blev konstituerede ledere i hver vores institution.

Mange af os tænker instinktivt, at småt-ergodt. Små daginstitutioner er lig med tryghed og overskuelighed, store dagtilbud er lig med det modsatte. For nu lige at stille det lidt firkantet op. Men hvordan ser denne tilsyneladende modsætning ud for ledere? Det drog jeg en morgen til Skanderborg for at få det belyst af to ledere. De mente begge, trods forskelle i deres baggrund for at være ledere, at det med stort og småt ikke behøver at være et enten-eller men at det kan være både-og. Som pædagogisk leder må du være fokuseret og afgrænset – og have et ledelsesteam Der er altid en opgave, du også kan tage

Jeg blev uddannet pædagog i 2007 fra Socialpædagogisk seminarium i Odense Bolbro. Jeg har altid haft et ønske om på et tidspunkt i min karriere at blive leder. Men med en mand, som var selvstændig, og to små børn, var tiden der ikke, de første mange år. Surfing i den pædagogiske verden Jeg havde også brug for at komme ud og surfe rundt i den pædagogiske verden for at finde min rette hylde. De første syv år af min pædagogtid arbejdede jeg inden for dagtilbudsområdet 3-6 år. Derefter skulle jeg prøve noget andet, stadigvæk inden for pædagogverdenen. Jeg kom på et opholdssted for unge mellem 13-18 år samt et mor/barn/familie-hjem. Der arbejde jeg dag, aften og weekend. Jeg kunne lide mit arbejde og jeg var god til at danne relationer med de unge og familierne, så når den svære samtale skulle være, var det ikke så svært, grundet alt relationsarbejdet, hvilket er vigtigt i alt arbejde med mennesker. Det var vigtigt for mig, at kunne få de uge og familierne til at forstå, hvorfor vi som professionelle handler, som vi gør for eksempel med en underretning.

Jeg blev leder fordi … … jeg ikke kan lade være. Jeg mødte selv en fantastisk leder, da mine børn var små. Hendes dør var altid åben og det var det dejligste dagtilbud. Glade børn og personaler, hvor der blev grinet og hvor det føltes hjemligt, fra man trådte ind ad døren. Hun var ofte på stuerne blandt børnene, så hun kendte hverdagen og børnene rigtig godt. Som forældre havde jeg en følelse af at være en del af noget virkelig rart, og dét var en ret særlig følelse. Dét vil jeg gerne skabe også. Jeg synes, vi er fantastisk dygtige og at vi skal tale vores fag op Jeg er ked af den hårde medfart, pædagogfaget har fået de seneste år – jeg oplever, at kvaliteten er høj rigtig mange steder og at vi er fantastisk dygtige. Jeg oplever ofte, at der kan være et uhensigtsmæssigt fokus på alt det vi ikke kan, frem for alt det vi rent faktisk kan. Hvis fortællingen i hverdagen næsten altid omhandler travlhed, rammestyring, manglende økonomi, trælse kollegaer, dårlig stemning, så vil det være det, der fylder. Jeg blev pædagog for at blive leder, så jeg kunne skabe noget særligt sammen med de

Team medlemmerne i et af Center børnehavens tre teams, er dybt frustrerede. Frustrationerne er så tilpas store at teamet, udover samtale med leder, ønsker at få hjælp fra en ekstern konsulent. Leder og team beslutter en mødedato. Mødelederen Frank indleder med at spørge, hvad det er, vi sammen skal tale om. Der bliver dyb stilhed. Langsomt bliver der åbnet op for, hvad der opleves frustrerende. På mødet bliver nu følgende ”svesker lagt på disken”: Karina, teammedlem, åbner op for problemstillingerne. Til lederen Andreas: ”Du forstår simpelthen ikke alle de opgaver, vi har og skal gennemføre i løbet af en uge”. Morten, et andet team medlem, fortsætter: ”Vi forstår heller ikke, hvilken rolle vi har som selvledende medarbejdere, og hvilken roller du har som leder. Hvad er lederens opgave? Hvad er vores opgave som et selvledende team? Hvad er selvledelse hos os i Centerbørnehaven? Og hvordan er vi selvledende?”

Ledergreb: At få åbnet stuerne og få pædagogikken på dagsordenen Som pædagogisk leder i klyngen var jeg i flere institutioner i kortere eller længere tid, hvor vi kunne se, der var udfordringer med fagligheden og kvaliteten. Faglighed forstår jeg sådan, at vi som pædagoger kan reflektere over vores praksis og handle ud fra, hvad der er bedst for barnets udvikling og fællesskabets værdier. Jeg oplevede for eksempel en medarbejdergruppe, som kæmpede en daglig kamp for, at børnene skulle trives. De enkelte stuer lukkede sig helt typisk om sig selv og blev seks små institutioner i én institution. Medarbejderne havde ikke overskud til at have blik for andet end deres egen stue, de havde glemt det fælles værdigrundlag og de arbejdede nu ud fra en privatpraksis. Ud fra de bedste intentioner! Mit vigtigste ledelsesgreb er da at bringe fokus tilbage på pædagogikken og den pædagogiske praksis: Gør vi det vi tror vi gør og hvorfor gør vi det? Vi gennemgik rutiner og daglige gøremål, som de for eksempel udfolder sig under måltiderne: Hvor meget er børnene inddraget? Får de lov til at dække bord, hælde op og tage mad selv? – så de ikke bliver frataget muligheden for at opnå dé

Jeg var ikke er sekund i tvivl om, at jeg gerne ville være leder Jeg har nemlig som pædagog altid været typen, der meldte mig på opgaver: Skemaansvarlig, arbejdsmiljørepræsentant, vejleder for pædagogstuderende, fagligt fyrtårn – for eksempel. Jeg bliver simpelthen enormt motiveret af at have arbejdsopgaver, hvor jeg har ansvaret for at få ting til at lykkes, i samarbejde med medarbejdere og samarbejdspartnere. Jeg var også været drevet af en nysgerrighed på: Hvad er ledelse? Hvilke opgaver indebærer det? Har jeg mon de kompetencer, der skal til? Alt i alt: Jeg var ikke et sekund i tvivl, da jeg fik muligheden for at få en lederstilling. Det blev en stejl læringskurve fra pædagog til leder Skiftet fra pædagog til leder har været en vild rejse! Lidt en oplevelse af ’at skulle starte forfra’ og tilegne mig en ny fagidentitet. Jeg kan naturligvis stadig bruge min pædagogiske baggrund men hovedfokus er nu på ledelse og på at skabe de rette rammer, så mine medarbejdere kan lykkes med kerneopgaven. Mit første lederjob var i ’eget hus’, leder for mine kolleger. Det føltes meget trygt at starte som leder i kendte rammer og jeg følte mig meget privilegeret. Da jeg havde været pædagog

I denne artikel kommer vi med et eksempel på, hvordan man professionelt kan arbejde målrettet med børneperspektivet i praksis. Processen foregår overordnet i tre dele: deltag aktivt i praksis, nedskriv praksisfortæller over oplevede situationer med børn, og til slut foregår den refleksive proces med at fremmane barnets perspektiv i analysen af praksisfortællingerne. Begrebet børneperspektiv Begrebet børneperspektiv dækker over det, at pædagogen med sin erfaring og faglighed bestræber sig på at få indblik i barnets oplevelse. Børneperspektivet er en fast del af den pædagogiske hverdag, og begrebet blev i 2018 formelt obligatorisk med Den styrkede pædagogiske læreplan. ”Børneperspektivet er skrevet ind i formålsbestemmelsen for at tydeliggøre, at barndommen har værdi i sig selv, og at det pædagogiske læringsmiljø skal tage udgangspunkt i et børneperspektiv, uanset om der er tale om hverdagssituationer, børneinitierede aktiviteter eller voksenplanlagte forløb.” Barnets perspektiv er altså pejlemærke for, hvordan den pædagogiske praksis skal formes og evalueres.

“Se hvad vi har fundet!”, råber børnene, stakåndede af begejstring, mens de kommer løbende med en død bille. “Det er en stor, flot løbebille!”, siger pædagogen. Børnene står lidt og kigger på den, så smider de den fra sig og løber væk igen. Men hvad hvis nu pædagogen i stedet vælger at skabe en formidlingssituation, hvor børn og voksen sammen udforsker billens store dræberkæber? Pædagogen fortæller, hvordan løbebillen dræber regnorme og sprøjter spyt ind i dem, så de bliver helt flydende indeni, for bagefter at drikke dem som ‘regnorme-smoothies’. Børnene leger ‘Billen efter regnormene’, og til eftermiddagsmaden lader de som om, at de drikker regnormesmoothie. Kriterier for at formidle naturen Pædagogers formidling af naturen er et centralt element i arbejdet med at give børnene adgang til konkrete erfaringer med natur og naturfænomener. Når pædagogen på denne måde formidler naturen, får børnene viden om og kendskab til naturen og dens processer på en medrivende og fængslende måde, som skaber optagethed og fascination, og derved støtter børnenes naturforståelse. I denne artikel vil vi udfolde seks kriterier for god naturformidling i den pædagogiske hverdag.

Børnene sætter sig forventningsfuldt foran eventyrbordet, sidder helt stille og venter på, at musikken starter. Dukkerne ligger klar og det æstetiske rum er lavet på forhånd. At opleve så mange børn så helt og aldeles stille på samme sted og tid er ikke et almindeligt syn – men til eventyr sker det! Dukker ka’ noget med relationer og med fantasien Dukken og eventyret er et af de mest relations skabende redskaber, jeg har arbejdet med, og det skaber et fælles tredje, som er utroligt virkningsfuldt. Desuden kan det fastholde børns opmærksomhed i en helt særlig grad. Jeg har opført flere forskellige slags eventyr udendørs i form af bordteater med hånddukker, blandt andet i en bålhytte hvor der er blevet brugt naturmaterialer til kulisser, konkreter og til det stemte rum. Det kan så være de klassiske eventyr eller en dramatiseret udgave af en god bog, jeg dramatiserer. Den slags fortællinger er meget oplagte til at tage med udenfor, særligt fordi uderummet bedre understøtter fantasi, nærvær og æstetik. Jeg oplever naturens understøttende effekt på fortællingerne, hvor særligt det æstetiske udtryk bliver magisk med årstidens materialer. Børnene kan selv være med til at lave kulisserne på forhånd, og en stor sten kan sagtens

LOG IND

Mistet din adgangskode?